Stændermøde: Forskelle mellem versioner

I Danmark udgjorde oprindelig, det vil sige helt tilbage fra middelalderens begyndelse, [[Landsting (middelalderen)|landstingene]] de regelmæssige organer for folkets deltagelse i statsstyrelsen, idet disse var i besiddelse af både kongevælgende, lovgivende, dømmende og skattebevilgende myndighed foruden, at de mere i almindelighed var stedet for drøftelse af politiske anliggender. Fra midten af middelalderen trådte landstingene dog efterhånden som politiske forsamlinger ganske i skygge for mere aristokratisk sammensatte og således udemokratiske rigsmøder, kaldet [[Danehof]]fer, hvad der hang sammen med udviklingen af den middelalderlige stænderadskillelse med dens sondring mellem privilegerede og uprivilegerede stænder, og med, at rigsenhedens og dermed rigsmyndighedernes betydning voksede på bekostning af landenes. Endnu i det 15. århundrede var landstingenes politiske rolle dog ikke helt udspillet. De virkede vel nu i hovedsagen kun som domstole, men lige som deres samtykke vist nok rent formelt var nødvendigt til nye love, således foretog de stadig [[kongehylding]]er, og det forekom også af og til, at kongen afæskede dem udtalelser om almindelige politiske spørgsmål. Når de virkede på denne måde, fremtrådte deltagerne ikke sjældent sondrede efter stænder således, at forsamlingen nærmest fik karakteren af et provinsielt stændermøde, og der forelå således her et grundlag, af hvilket et egentligt rigsstændermøde kunde udvikle sig. Man antager da også, at den følgende tids stændermøder er at betragte som en fortsættelse af landstingene, fra hvilke de navnlig har overtaget den kongevælgende og skattebevilgende funktion, men det må dog herved ikke overses, at der hengik lang tid efter stændermødernes fremkomst indtil, at de kom til at udøve en mere regelmæssig indflydelse på de nævnte områder, og andre forbilleder har derfor sikkert virket med ved deres optræden. Hvad således Danehofferne angår, kan man næppe afvise muligheden af, at erindringen om disse har spillet en vis rolle ved udviklingen af stændermøderne.

 

 

Danehofferne, der forsvandt i begyndelsen af det 15. århundrede, var vel i almindelighed aristokratiske forsamlinger, bestående af [[adel]]en, og deres funktioner lå i første linje på andre områder end stændermødernes, men der haves dog et enkelt eksempel på et Danehof, hvortil hele folket var indkaldt, og en tilknytning til Danehoffernes funktioner haves i hvert fald ved det ældste kendte stændermøde, der sammenkaldtes af [[Christian 1.]] i 1468. I indkaldelsen til dette møde erklærede kongen nemlig, at han på mødet ville gå i rette for [[rigsrådet]] og alle åndelige og verdslige, der havde nogen klage mod ham, hvorved han tillagde det en opgave, som tidligere havde været Danehoffets, nemlig at dømme kongen og undersåtterne imellem. Møder af rigsrådet og adelen, hvad i virkeligheden vil sige møder af samme art som Danehofferne, forekom da også i senere tid jævnligt ved siden af almindelige stændermøder. Foruden de hjemlige tilknytningspunkter har imidlertid uden al tvivl også udenlandske forbilleder spillet en rolle ved stændermødernes fremkomst og videre udvikling. Mødet i 1468 minder således nok i en vis henseende om Danehofferne, men peger på den anden side ved den politiske anledning til mødet, nemlig kongens strid med rigsrådsaristokratiet og hans ønske om at søge støtte over for dette hos stænderne, i retning af forholdene i Sverige, hvor stændermøder var udviklede i den nærmest foregående tid (det første holdtes 1435 i anledning af Engelbrekt Engelbrektsson’s opstand), og hvor de i [[Kalmarunionen|unionstiden]] ikke sjældent benyttedes af rigsforstanderne som politisk modvægt mod det dem ofte fjendtligt sindede rigsråd. Også i den følgende tid må de danske stændermøder ses i belysning af den tilsvarende svenske institution, mens den senere udvikling af dem særlig i det 17. århundrede uden tvivl er stærkere påvirket af landdagene i [[Hertugdømmerne]] og de nordtyske fyrstendømmer.