Romerske republik: Forskelle mellem versioner

Sullas død åbnede et magttomrum – hvor var diktaturet uden dets diktator? Denne situation var jo alt andet end holdbar, og en Sullamodstander, der havde en hær i Spanien løsrev sig fra Rom. [[Pompejus]], den hærleder der havde hjulpet [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] i borgerkrigen, nedkæmpede ham, imens en anden af Sullas officerer, [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]], nedkæmpede et slaveoprør ledet af Spartacus på Sicilien. [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] og [[Pompejus]] slog sig sammen og blev [[consul]]er i [[70 f.Kr.]], et valg de købte ved at genindføre tribunalets magt. [[Pompejus]] blev så sendt til Middelhavet for at rense ud iblandt de pirater, der hærgede Roms ''mare nostrum.'' Dette gjorde han så effektivt, at han i 66 blev sendt imod kong Mithridates, der igen begik oprør. Til at løse denne opgave fik han ''imperium'' over alle provinser øst for Italien – en magt, der endnu ikke var givet til nogen feltherre. Denne enorme magt var forståeligt nok frygtindgydende overfor [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]], der stod som den næststærkeste af feltherrerne efter [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]], og indgik derfor et forbund med [[Julius Cæsar|Gajus Julius Cæsar]], der var i stor gæld efter en halvt mislykket politisk karriere.

 

 

[[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] havde måske regnet med, at [[Julius Cæsar|Cæsar]] ville være af vejen i Gallien, men sådan skulle det ikke være. [[Julius Cæsar|Cæsar]] satte sig for at gøre sin provins større, og havde inden længe udvidet provinsen til [[Rhinen]]. Ydermere skrev han selv krigsberetninger, der blev sendt til Rom, formentlig for at holde sig i det politiske søgelys. Skræmt af [[Julius Cæsar|Cæsars]] succes skulle man tro, at [[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] ville arbejde sammen imod deres medtriumvir, men således gik det ikke. [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]], som [[Pompejus]] havde tilladt at komme tilbage til Rom, søgte nu at alliere senatet med [[Pompejus]], hvilket ville betyde, at [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] ville være den eneste triumvir uden en succes i offentlighedens øjne. [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] følte sig forståeligt nok presset – han havde ikke rigtig nogen vej ud, uden støtte hverken i befolkningen eller i triumvirater eller i senatet. Han valgte derfor, at betale en gruppe mænd – ledet af [[Publius Clodius]], overhovedet for en notorisk, plebejisk del af Claudius familie – for at husere i gaderne og sprede uro. Da en anden politiker ved navn [[Titus Annius Milo]] også hyrede mænd til at imødekomme Clodius’ bande, udviklede det sig til regulære gadekampe, der bestemt ikke blev afhjulpet af Roms mangel på en egentlig politistyrke. Midt i alt dette var der pludselig en akut mangel på korn. Senatet udpegede [[Pompejus]] til at løse dette problem, hvilket naturligvis blot gjorde [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] mere harm. Men inden der kunne ske mere indkaldte [[Julius Cæsar|Cæsar]] til et møde i Triumviratet, hvor det blev besluttet, at [[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] skulle vælges til [[consul]]er det følgende år og derefter have henholdsvis Spanien og Syrien som provinser – således blev riget delt imellem de tre mænd, [[Pompejus]] i vest, [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] i øst og [[Julius Cæsar|Cæsar]] i nord.