Giordano Bruno: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
m Gendannelse til seneste version ved Tostarpadius, fjerner ændringer fra 130.225.198.220 (diskussion | bidrag)
Linje 1:
[[Fil:Giordano Bruno.jpg|thumb|Giordano Bruno]]
'''Giordano Bruno''' (født [[1548]], død [[17. februar]] [[1600]]) var en [[Italien|italiensk]] [[filosof]] og [[digter]]. Han blev født i [[Nola]] ved [[Napoli]] og døde i [[Rom]] – ved [[brænding på bål]]et. Han var den første filosof, der skrev på italiensk.
 
== Biografi ==
[[Fil:Bruno Campo dei Fiori.jpg|thumb|Indvielse af Brunos statue i Rom d. 9. juni 1889.]]
Tretten år gammel blev Filippo Bruno elev ved San Domenico-klosteret, hvor engang [[Thomas Aquinas]] havde undervist. Han læste først på universitetet, og siden trådte han som 17-årig (dengang egentlig en sen start) ind i [[dominikanerordenen]], hvor han antog navnet Giordano. Han udtalte senere at med sin indtræden "''havde han knappet den første knap skævt, og senere kunne ingen af de andre knappes rigtigt''". <ref name="olsen51">Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 51), forlaget Thaning & Appel, København 1996, ISBN 87-413-6343-4</ref> Kun ét år inde i sin uddannelse i dominikanerklostret San Domenico Maggiore i [[Napoli]] beskyldtes den nysgerrige og kritiske novice for at foragte dyrkelsen af [[jomfru Maria]] og af [[Helgen|helgenerne]], og truedes med en disciplinærsag. Han blev ordineret [[præst]] i [[1572]]. I [[1575]] opnåede han [[doktor]]graden i [[teologi]] og tog året efter til [[Rom]].
 
Da [[inkvisitionen]] samme år forberedte en [[Kætteri|kætterisag]] mod ham, flygtede han fra Rom og indledte sin årelange vandring gennem [[Europa]]: omtrent 10.000 kilometer tilbagelagde han til fods mellem Europas universitetsbyer. Han ernærede sig i starten som lærer bl.a. i Noli ([[Ligurien]]), han var en tur i [[Savoyen]] og [[Lyon]]. I [[1579]] var han i [[Genève]], en by præget af [[Jean Calvin|Calvins]] lære, hvor han lagde sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik af en af universitetets lærere. Han blev tvunget til at gøre afbigt og forlod kort derefter Genève. Han tog til Lyon og kom så til [[Toulouse]], hvor han underviste og skrev sit første store værk om [[hukommelseskunst]]en, ''De umbris idearum.'' Det skaffede ham gunst hos kong [[Henrik 3. af Frankrig]], ved hvis [[hof]] han blev kongelig lektør, han underviste da ved [[Sorbonne]]. Bruno prøvede at få sine synspunkter til at falde sammen med katolicismen, men for ham var universet uendeligt, fyldt med [[stjerne]]r som vor [[solen|sol]], omgivet af [[planet]]systemer hvor intelligente skabninger kunne bo: "''Sådan bliver [[Gud (monoteistisk)|Gud]]s herlighed forstærket, og udstrækningen af hans rige tydeliggjort, han forherliges ikke af én, men af talløse sole, ikke af én jord, men af tusinde, ja, jeg siger en uendelighed af verdner.''" <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 131), forlaget Flox, Oslo 2006, ISBN 82-996657-1-X</ref>