I [[Sibirien]] dannedes ligeledes hærenheder vendt imod det bolsjevikiske diktaturstyre. I foråret 1918 dannedes her under ledelse af admiral Kolshak en undergrundsrørelseundergrundsbevægelsee af tidligere hærofficerer og højreorienterede socialistiske styrker. Tilsammen dannede disse en front i samarbejde med Den Tjekkoslovakiske Legion. Den ''Tjekkoslovakiske legion'' havde været en del af den tidligere russiske hær og talte i oktober 1917 omkring 30.000 mand, de fleste tidligere krigsfanger og desertører fra den [[Østrig-Ungarn|østrig-ungarske]] hær. Legionen gjorde oprør i juni [[1918]], efter at en aftale med russerne om passage gennem [[Vladivostok]] faldt fra hinanden. Inden for en måned vandt legionen kontrollen med store dele af det vestlige [[Sibirien]]. To måneder senere havde de taget kontrollen med forsyningsvejene og dermed afskåret [[Rusland]] fra de vigtige krom-forsyninger fra Sibirien.
Bolsjevikkerne måtte også kæmpe mod en række nye ''regeringerregimer'' i det russiske fjernøsten, dannet af konservative grupper, der ønskede at bekæmpe bolsjevikkernes revolution. I [[september 1918]] blev disse selvbestaltede regeringerregimer enige om at danne en ny provisorisk regering i [[Omsk]], hvor også den, ligeledes anti-bolsjevikiske, sibiriske regionale regering havde hjemme.
== Udfald ==
Linje 42:
Til slut viste det sig dog at hverken de røde eller de hvide kunne vinde i hele det gamle russiske imperium. De røde vandt borgerkrigen i det meste af selve Rusland, mens f.eks. de tre [[Baltikum|baltiske]] lande opnåede uafhængighed. De hvide fortsatte en hvis grad af partisanvirksomhed i Rusland, men i de nye selvstændige områder var støtten til de hvide ganske forsvindende, da de nye nationalstater efterhånden opnåede gensidige anerkendelsesaftaler med det nye bolsjevikiske styre i Rusland.
En af de mest kendte militære ledere af De Hvide Styrker var [[Tyskbalteretyskbaltere]]n, [[Generalmajor]] i [[Kejserlige russiske hær]] [[Baron]] [[Pjotr Wrangel|Pjotr Nikolaevitj Wrangel]].
