Helstaten: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Moeng (diskussion | bidrag) m linkfix |
Det åbne brev (1846) |
||
Linje 468:
Resultatet af det nationale vækkelsesarbejde, der i 1830'erne begyndtes af [[Christian Flor]] og hans sønderjydske hjælpere, var, at folkelivets danskhed for de nordslesvigske bønder selv blev (i overensstemmelse med Flors af [[Oehlenschläger]]s og [[Grundtvig]]s nordiske romantik prægede tankegang) det egentlige kampmål – i modsætning til kongerigets og hertugdømmernes nationalliberale partier og til de danske bondevenner trådte de politiske krav i baggrunden.
Slesvigs nationale delthed blev i Christian 8.s tid mere og mere åbenbar. Den mest nærliggende løsning — landets administrative eller statslige deling — vandt dog ingen genklang i videre kredse, hverken i Danmark eller hertugdømmerne. Ejderdanisme stilledes stejlt op mod Slesvig-Holstenisme. Hvad hertugdømmernes selvstændighed angår, måtte Slesvigs [[Slesvig-Holsten-Gottorp|gottorpske dele]] i [[1658]] ophævede lensbånd til kongeriget atter træde i kraft, når kongehusets mandslinje uddøde, og unionen af [[1533]] med dens bestemmelser om et vist fællesskab med Danmark i ydre politik og krigsvæsen hørte stadig med til begge hertugdømmers statsret. Ganske vist synes de i arveretslig henseende begge at have indtaget en fra kongeriget forskellig stilling, men i praksis var den tilknytning, som den gamle stænderforfatning havde skabt mellem Slesvig og Holsten, ganske skudt til side. Det i [[1830'erne]] rejste krav om en forening af de nyskabte stænder for hvert hertugdømme fandt heller ingen støtte i privilegierne, der lain kendte adskilte landdage, og det samme gælder ridderskabets krav om at være bærer af den gamle landstænderske forfatning. Derimod dannede hertugdømmerne i forvaltning og retspleje og — når undtages [[Nordslesvig]] — i embeds-, kirke- og retssprogen fastsluttet enhed i modsætning til kongeriget, og toldgrænsen ved kongeriget satte stadig et økonomisk skel. Det var på dette selvstændige og tyske indenstatslige liv i hertugdømmerne, at hævdelsen af de gamle landsrettigheders beståen i sidste instans byggede, og med støtte heri og i de augustenborgske arvekrav, der så åbenlyst krænkedes ved Christian 8.s [[Det åbne brev (1846)|åbne brev]] af [[1846]], formåede Slesvig-Holstenismen at vinde det nationale [[Tyskland]] og dets stater og også til en vis grad de fremmede magter for sig. [[Februarrevolutionen (Frankrig)|Februarrevolutionen]] og Eiderdanismens politiske sejr i Danmark fremkaldte det åbne brud, der ikke mere lod sig læge. [[Otto von Bismarck|Bismarcks]] magtpolitik fuldbyrdede endelig den fuldstændige adskillelse af hertugdømmerne og Danmark.
[[De Nationalliberale|De danske nationalliberale]] statslederes politik overfor hertugdømmerne, [[Tyskland]] og [[Europa]], ikke mindst i [[1863]]—[[1864]], var et klart fejltrin. Også her må dog, som ved dommen over Christian 8., den tunge historiske arv tages med i regnskabet, og når man bebrejder de danske statsmænd, at de afviste den mulighed for monarkiets opretholde de der lå i den af kongen ønskede personalunion mellem Danmark og begge hertugdømmerne, så undervurderes de farer, for hvilke danskheden i Slesvig let vilde blive udsat ved en sådan ordning, og som for dansk politik altid måtte veje meget tungt til. Var den fortsatte dynastiske forbindelse med Holsten et sådant offer værd? Dette spørgsmål melder sig så meget stærkere, som forbindelsen med det tyske forbundsland Holsten i sig selv kunde komme til at rumme en stor fare for Danmarks selvstændighed som stat. Holstens statslige delthed mellem [[Danmark]] og [[Tyskland]] var, som Slesvigs nationale delthed, en rest fra [[middelalderen]], som tidens udvikling nødvendigvis måtte rydde af vejen, og den historiske udvikling – først og fremmest Slesvigs efterhånden opståede dobbeltstilling mellem Danmark og [[Holsten]] – medførte, at opgøret her kom til at rumme langt mere konfliktstof, end tilfældet blev med fx [[Hannover]], der i [[1837]] i kraft af gamle arvefølgebestemmelser udtrådte af sin dynastiske forbindelse med England, og med [[Luxembourg]], hvis forbindelse med det tyske forbund løstes fredeligt ved dettes opløsning i [[1866]], en ordning, der aaret efter sikredes ved storhertugdømmets
| |||