Jazz: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Cgt (diskussion | bidrag) Fjerner version 8346850 af 193.156.161.98 (diskussion) Giver ikke mening |
→Musikpsykologiske årsagsforklaringer: Har fjernet en unødvendig kommentar i form af "sic" til teksten. Har desuden indsat en efterlyst kilde (note 6) og således fjernet efterlysningen. Se endvidere diskussionssiden. |
||
Linje 192:
'''Rock:''' Set i et musikpsykologisk perspektiv høres rock'ens brug af moll-akkorder i kombination med højt lydtryk at understrege fornemmelser af magtfulde dunkle kræfter bag det musikalske udtryk, egnet til at kunne opbygge en mere eller mindre aggressivt præget, kollektiv begejstring hos tilhørerne. Den aggressive grundstemning kan forhøjes ved udstrakt brug af el-guitarens forvrængningseffekter, der ubevidst vil blive associeret med de socialt altid meget smittende og hørligt ophidsende gutturale strubelyde, som instinktivt kommer til udtryk blandt tilhængerne af den vindende part under fx en særlig medrivende håndbold- eller boksekamp, o.lign. I nogle tilfælde kan rockmusik på denne måde resultere i et så markant stemningsløft (af mange beskrevet som et "kick"), at det momentant fornemmes stærkt motiverende for så vidt angår en oplevet personlig vinderfølelse med styrke til at kunne overvinde så at sige alle dagligdagens udfordringer og problemer - og i den forstand i tilgift kunne udøve en vis terapeutisk funktion i forbindelse med evt. personlige problemer med bl.a. selvværdsfølelsen o.lign.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2014}}
Sådanne stemningsløft vil altid være ledsaget af ekstraordinære frigivelser i hjernen af det neurofysiologiske "belønningsstof", kaldet [[dopamin]], som er et indre signalstof/hormonstof, der endvidere udløses i en række andre betydningsfulde situationer.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2014}} Dopamin-udskillelsen foregår især under fx kamp- eller konkurrencesejre (ikke i forbindelse med tab!) - men i mindre grad også før og under indtagelse af udsøgte velsmagende måltider; under visse højspændte spil-situationer; under indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol; under seksuelle samværssituationer;
'''Jazz:''' Sammenlignet med rockmiljøets ofte stærkt følelsesmæssigt/fysiologisk baseret musikinteresse, findes nutidens jazz-publikum anderledes optaget af et rigtignok lige så opmærksomhedskrævende, men betydelig mere distancepræget "interesseløst velbehag" <ref> Betydningen af et ”interesseløst velbehag” dækker i denne konkrete sammenhæng rent undtagelsesvist ikke over manglende interesse for jazz. Formuleringen skyldes den tyske filosof, [[Immanuel Kant]] (1724-1804), der i sine berømte kunstfilosofiske afhandlinger gav en grundig analyse af æstetikkens væsen, og som i vid udstrækning stadig bliver anset for gældende. Et interesseløst velbehag forstås af Kant som en uegennyttig interesse – en interesse, der ikke er et middel for noget som helst andet, men kun har sig selv som mål. Musikkens formål ifølge Kant er altså ikke, fx at skulle kunne bruges til at løse op for evt. følelsesmæssige forviklinger på terapeutisk vis. Ej heller at tjene til understregning af publikums sociale klassetilhørsforhold eller nationale sindelag, eller som bekræftelse af publikums egne faste fordomme angående musikgenrens rette opfattelse og udførelse, osv. - I så fald ville der være tale om netop en særlig interesse i musikken som kunstart.</ref> - et behag, som i væsentlig mindre grad er egnet til og beregnet på at have til formål at kunne fremkalde direkte sanselig nydelse og lyst.
Linje 206:
Den kendsgerning, at sorte musikere er i overtal inden for jazzen, mens hvide musikere tilsvarende findes i overtal inden for rock'en, kan således på ingen måde forklares psykologisk ud fra hverken evnepsykologien eller personlighedspsykologien. Forklaringen kan anderledes med større fordel anskues mere sociologisk ud fra rene socio-økonomiske kriterier. Rock'ens elektriske spilleinstrumenter med tilhørende forstærkeranlæg, højttaleranlæg, mikrofon- og mixerpulteanlæg m.m. er som bekendt mange gange væsentlig mere kostbare i anskaffelsespris, end jazzens noget mere beskedne optræden med rene akustiske spilleinstrumenter ("unplugged"!). Og gennemsnitsindkomsten for just hele den sorte befolkningsgruppe inden for menneskeheden har altid været (og er fortsat) betydelig mindre, end tilfældet er for gennemsnitsindkomsten hos den hvide befolkningsgruppe.
'''Pop:''' En ganske anden psykologisk baggrund kan ses hos [[Popmusik|popmusikken]]. Denne musikgenre synes på ingen måde motiveret af nogen som helst bagvedliggende musikalske, kunstneriske eller samfundskritiske intentioner, o.lign.
Karakteristisk for popmusikken er navnlig dens gennemgående konservative, simplificerende, konventionelle, pæne, idylliserende, overfladiske, konfliktsky, virkelighedsfjerne og udglattende musikalske stil og indhold.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2014}} Det er sjældent muligt at finde noget ægte musikalsk udtryk inden for denne branche, der åbenbart har gjort det til sit adelsmærke at sælge illusioner til folk.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2014}} Og det er tilmed en branche, der overalt foretrækker at skjule sig bagved en udstrakt brug af de særdeles kunstige "sing-back" teknikker (kunstner, der synger live til et forhåndsindspillet og dermed simuleret akkompagnement) eller "play-back" teknikker (kunstner, der reelt blot mimer til forhåndsindspillet, simuleret musik) - enten for at kompensere for manglende musikalsk talent eller for at kunne lyde endnu bedre end de faktiske forhold og muligheder rækker til.<ref> Der findes selvfølgelig undtagelser fra denne utvivlsomt noget hårde og generaliserende dom over popmusikken. Nogle få kendte popsangere, som fx dansk-rumænske [[Fallulah]], prøver således åbent at kæmpe imod popindustriens krav om brugen af de mange forlorne hjælpeteknikker i forbindelse med både indspilningen af musikalbums og til koncertoptræden. Men det er svært at se, at hun synes at kunne komme nogen vegne over for den altdominerende, magtfuldt styrende popmusik-industri.</ref><sup>[Specifik kilde savnes]</sup>
| |||