Israels historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner |
Den nationale selvbestemmelsesret |
||
Linje 78:
Kampe mellem arabere og jøder begyndte allerede før den formelle britiske tilbagetrækning. Skøn for hvor mange, som deltog i kampene på hver side, varierer mellem historikere, men i begyndelsen var de fleste deltagere frivillige på deltid. Antallet af personer, som var med i hæren, var ikke fast men voksede efterhånden, som konflikten udviklede sig. Antallet af palæstinensiske deltagere er vanskelig at bestemme, men bliver anslået til omkring 10.000. I maj 1948 var der omkring 30.000 jødiske deltagere.<ref>Skøn over størrelsen af styrkerne varierer efter hvilke kilder, man anvender; [[Benny Morris]], i ''Birth revisited'', 2003, side 34, [[Yoav Gelber]], ''Palestine 1948'', 2006, side 51, D.Tal ''War in Palestine 1948'' (2004) side 20 anslår, at 9.000 kæmpende gik ind i Palæstina mellem december 1947 og april 1948. [[Ilan Pappe]], ''The ethnic cleansing of Palestine'', 2006, side 44 anslår 10.000 hvoraf 3.000 til 5.000 udenlandske, Tal hævder at Haganah havde 15.000 kæmpende i marts, Morris hævder, at Haganah havde 35.780 i maj. Benny Morris, i ''Birth revisited'', 2003, side 16 /[[Yoav Gelber]], ''Palestine 1948'', 2006, side 73. / D.Tal ''War in Palestine 1948'' (2004) side 362 anslår, at der var omkring 15.000 jødiske mænd i hæren pr. marts 1938, men at de i august var op imod 70.000</ref> I følge [[Benny Morris|Morris]] havde [[Haganah]] styrker på størrelse med brigader i april-maj, og havde skadet palæstinsk militære og hjælpeudstyr alvorlig i midten af maj.<ref>Benny Morris, ''Birth revisited'', 2003, side 16–17: «By April-May the Haganah was conducting brigade-size offensives, [...] by mid-May it had thoroughly beaten the Palestinian militias and their foreign auxiliaries.»</ref>
Den [[14. maj]] [[1948]] forlod de sidste britiske styrker Haifa, og [[Den jødiske agenda]], ledet af [[David Ben-Gurion]], erklærede staten Israel for oprettet i overensstemmelse med [[FNs delingsplan for Palestina]]. USAs præsident, [[Harry S. Truman]], anerkendte umiddelbart efter staten, efterfulgt et par timer senere af [[Sovjetunionen]]s leder [[Josef Stalin]]. [[Den Arabiske Liga]]s medlemmer [[Egypten]], [[Transjordan]], [[Syrien]], [[Libanon]] og [[Irak]] erklærede krig og annoncerede, at de forkastede FNs delingsbeslutning. De hævdede, at de arabiske palæstinere i hele Palæstina-området havde [[Den nationale selvbestemmelsesret|selvbestemmelsesret]] og at en kvart million arabere var flygtet fra Palæstina på grund af "zionistisk aggression".<ref>Krigserklæringen findes på http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/arab_invasion.html</ref> De blev støttet af Saudi-Arabien og Yemen.
På nordfronten blev den syriske hær blokkeret i [[Degania|Deganya]]. Den jordanske "[[Den arabiske legion|arabiske legion]]", ledet af britiske officerer, undlod at invadere israelske områder og fokuserede på at okkupere Vestbredden og Østjerusalem. Irakerne okkuperede et område i nærheden af Vestbredden, men gjorde ellers lidt. På sydfronten formåede styrker fra [[Haganah]] at forhindre de invaderende egyptiske styrker i [[Ashdod]]-området, og styrker fra [[Irgun]] forhindrede den egyptiske invasion af Jerusalem på [[Ramat Rachel]].
| |||