Den nationale selvbestemmelsesret: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m |
No edit summary |
||
Linje 1:
'''Den nationale selvbestemmelsesret''' er et retsprincip, der betegner de forskellige [[Nation|nationers]] ret til at bestemme selv over deres egne anliggender. Historisk går princippet tilbage til den [[USA|amerikanske]] uafhængighedserklæring fra 1776 og den [[Frankrig|franske]] menneskeretsdeklaration fra 1793, hvori borgernes ret til selv at vælge egen regering og styreform blev fastslået. Et lignende princip er [[folkesuverænitetsprincippet]]. I 1800- og 1900-tallet opstod en række nationale bevægelser under fremmed styre under påberåbelsen af selvbestemmelsesretten. I november 1918 krævede f. eks. den dansk-slesvigske politiker [[H.P. Hanssen]] [[Sønderjylland|sønderjydernes]] ret til national selvbestemmelse.
Den nationale selvbestemmelsesret indgik også i [[Woodrow Wilson|Woodrow Wilsons]] [[14-punkts-plan]], som han fremlagde den amerikanske [[Kongressen (USA)|kongres]] den [[18. januar]] [[1918]]. Princippet dannede endelig grundlag for de mange nye statsdannelser i Europa efter [[1. verdenskrig]]. Efter [[2. Verdenskrig|2. verdenskrig]] blev princippet om folkenes selvbestemmelse gjort til et bærende princip i artikel 1 i [[FN-pagten]]. Selvbestemmelsesretten blev derved drivkraften bag den omfattende afkolonisering, der fandt sted i anden halvdel af 1900-tallet. De sidste år har mange nationale minoriteter og regioner påberåbt sig dette princip. Retten til national selvbestemmelse er dog ofte rettet imod statens territoriale integritet som i [[Spanien]] ([[Baskerlandet]], [[Katalonien]]) eller [[Storbritannien]] ([[Skotland]]). Det kan også anmærkes, at den øgede politiske regulering fra [[Den Europæiske Union|EU]] kan blive et problem i forhold til
==Litteratur==
| |||