Realisme (international politik): Forskelle mellem versioner

Realisme opdeles typisk i klassiske realister og neo-realister. Klassiske realistiske værker omfatter blandt andre [[Thukydid]] og hans klassiske studium af den peloponesiske krig, [[Niccolo Machiavelli]]s ''Fyrsten'' og [[Thomas Hobbes]]' [[Leviathan]]. Fælles for de tre forfattere er, at de betragter menneskets i en uløselig situation, hvor usikkerhed og konflikt er væsentlige elementer. De tre værker betragtes ofte som umoralske, men man kan betragte værkerne som højst moralske: I og med, at statens overlevelse er det væsentligste element i [[international politik]], vil det være umoralsk at håbe på, at andre stater ikke vil gøre alt for at udrydde éns egen stat. Statslederen kan derfor komme i situationer, hvor det vil være nødvendigt at handle mod sin egen moral for at sikre statens overlevelse, og klassisk realisme betragter dette som en nødvendighed.

Realismen fik sit egentlige moderne gennembrud i den indledende fase af [[den kolde krig]]. Realisterne opfatter [[magt]] som et [[nulsumsspil]] i et [[anarki]], hvor [[staterne]] som de egentlige aktører kæmper om de givne positioner. For realismens ”fader” [[Hans Morgenthau]] var magt det umiddelbare mål for staters adfærd i international politik. Disse måtte ses i lyset af den faktiske bipolaritet under den kolde krig. Polariteten var således givet og i princippet ubevægelig. Konkret betød dette, at studierne især rettede sig mod [[sikkerhedspolitik]] og magtbalance. I dette rum ville de enkelte aktører (primært staterne) positionere sig med udgangspunkt i [[nationale interesser]]. Positioneringen kunne være aktiv i form af en udvidelse af statens egne magtressourcer eller passiv ved tilpasning til andre staters [[positionering]]. [[overstatsligt samarbejde|Overstatslige]] og mellemstatslige[[mellemstatslig]]e organisationer opfattes derfor af realister som et instrument for statslige positioneringer.