Versionen fra 9. nov. 2015, 20:57 redigér 91.4.117.177 (diskussion) No edit summary ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 16. nov. 2015, 18:12 redigér fjern redigering 91.4.117.58 (diskussion) No edit summary Gå til næste forskel →
Linje 2: ==Baggrund== Da [[Frederik 7.]] kunne forudses ikke at kunne få børn, ville den oldenborgske mandslinie med ham uddø. Denne situation udløste efter 1840 en diskussion om arveretten til den danske krone. Ifølge den danske kongelov gjaldt i første række mandlig arvefølge, men hvis den direkte mandslinie uddøde, overgik arveretten til kvindesiden. I Holsten derimod gjaldt ifølge den tyske [[Salisk ret\|~~salisk~~saliske ret]] kun mandlig arvefølge. ~~Dertil kom, at~~Men der var stor uenighed om arveretten i Slesvig, som var dansk lensområde. Tyskerne, som ville gerne se den tysksindede Christian-August af Augustenborg som hertug i [[Hertugdømmerne\|hertugdømmerne]], argumenterede for, at den tysk-saliske lov også skulle gælde i Slesvig. Problemet kunne have betydet enden på den dansk-tyske [[Helstaten\|helstat]]. For at afklare arveretten blev der i februar 1845 nedsat en regeringskommission under udenrigsminister [[Heinrich Anna Reventlow-Criminil\|Heinrich Reventlow-Criminil]], som fastslå, at kongelovens arvefølge var i det mindste gyldig for Danmarks og Slesvigs vedkommende. Kongens og kommissionens vurdering blev senere bekræftet af stormagterne i [[London-protokollen]] af 1852, hvorefter arveretten skulle gå videre til en sidelinje, til prinsesse [[Louise af Hessen\|Louise af Hessen-Kassel]] (den senere Dronning Louise), som overdrog rettighederne til sin mand Prins Christian, den senere Kong [[Christian 9.]].

Det åbne brev (1846): Forskelle mellem versioner