|
|
|
== Liv og gerning ==
Adolf var kun tre år gammel, da faderen faldt i [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] 1404, og blev sendt til [[borggreve]]n af [[Nürnberg]], den kommende [[kurfyrste]] [[FredrikFrederik 1. af Brandenburg|FredrikFrederik af Brandenburg]]. Adolf oplevede som barn [[Margrete 1. af Danmark|Margretes]] forsøg på stykkevis at genvinde Slesvig og kom til at nære et dybt had til Danmark. Da Adolf ifølge dansk ret var blevet myndig, blev han kaldt hjem til [[Holsten]] af sin farbroder [[Greve (rang)|greve]] [[Henrik 3. af Holsten|Henrik]], som i 1419 gav den unge Adolf slottene Rendsborg og Segeberg at disponere over. Det faktum, at [[Greve (rang)|greve]] Henrik gav Adolf disse betydningsfulde slotte, viser, at han synes at have foretrukket denne frem for den i [[Danmark]] opdragede ældre broder til Adolf, [[hertug]] [[Henrik 4. af Holsten|Henrik]]. Siden stod han ved sin broder [[Henrik 4. af Holsten|Henriks]] side i kampen mod [[Erik af Pommern]], indtil Henrik faldt ved [[belejringen af Flensborg]] [[1427]]. Grev Henrik døde i 1421, overtog Adolf styret over hele grevskabet Holsten, mens hertug Henrik fortsatte kampen om Sønderjylland. Den yngste broder Gerhard blev indtil videre holdt uden for regeringen. Alle tre brødre kaldte sig hertuger af Slesvig og grever af Holsten for at vise, at de mente at have arveret til begge områder.
Da [[hertug]] Henrik døde under belejringen af [[Flensborg]] i 1427, trådte Adolf i spidsen for den langvarige kamp mod den nordiske unionskonge [[Erik af Pommern]]. Hansestæderne havde nu i mellemtiden åbent taget parti for holstenerne, og unionskongens stilling i [[Sønderjylland]] var svag. Ved våbenstilstanden i Vordingborg 1435 måtte Erik overlade Adolf alt, hvad han da sad inde med af hertugdømmet på livstid, dog med forbehold af kronens ret, nemlig hele Sønderjylland undtagen Haderslev med omgivende [[herred]]er og [[Ribe]] med biskopsstolens gods ved [[Trøjborg]] og [[Møgeltønder]]) samt [[Als]] og øerne i [[Vesterhavet]] (fraset et par små).
|
