Forskel mellem versioner af "Preussen"

1 byte fjernet ,  for 4 år siden
gest
(→‎Landskabelige forhold: flertydiglinkfix : Elster (Elben) og Lauenburg (Elben))
(gest)
I den sydlige landryg dækkes undergrundens tertiære aflejringer kun af et tyndt lag kvartærdannelser, der hyppigst er meget sandede. Da den sidste nedisning kun i ringe grad har berørt denne zone, som således gennem meget lange tidsrum har været underkastet det rindende vands erosion, er de glaciale landskabsformer i høj grad udviskede; således mangler søer næsten totalt. Hvad højdeforholdene angår, når Katzengebirge nord for Breslau 256 m, mellem Oder og Spree når Rückenberg 229 m, mens Fläming — landet mellem Elben og Spree-Havel — har sit højeste punkt i den vestlige del: Hagelsberg, 201 m, og endelig hæver Lüneburger Heide mellem Aller og Elben sig i Wilseder Berge til 169 m. Teknisk vigtige var de rigelige forekomster af tertiære brunkul. På den ufrugtbare jordbund indtog oprindeligt hedevegetationen en stor del af arealet (navnlig Lüneburger Heide), men den veg efterhånden pladsen for plantager eller agerland.
 
Mellem Sudeterne og det polske bakkeland strækker den schlesiske lavlandsbugt sig mod sydøst langs Oders øvre løb. Langs Sudeternes nordøstrand er en flage af jordskorpen sunket i dybet og undergrundens ældre dannelser blevet overlejret af tertiære og kvartære sedimenter; blandt de sidste spiller mange steder [[løss]] en vigtig rolle i kraft af sin frugtbarhed, mens andre steder ufrugtbare sandjorder gav plads for vidtstrakte skove, især af fyr. Sådanne var endnu mere udbredte i den sachsisk-thüringske lavlandsbugt mellem Fläming og det sachsiske bakkeland, som gennemstrømmes af Elben og dens bifloder [[Saale]], [[Mulde]] og [[Schwarze Elster]], og som i den østlige del rummer tertiære brunkulsaflejringer. Den tredje "lavlandsbugt" er den westfalske, som skyder sig ind mellem den langstrakte højderyg [[Teutoburger Wald]] og nordranden af de rhinske skiferbjerge. Undergrunden dannes her af horizontale kridtaflejringer, der kun dækkes af et tyndt lag yngre dannelser, hvori både diluvialsand og — omend kun i ringe mængde — moræneler indgår. Navnlig i den østlige del, omkring [[Paderborn]], forårsager kalkstenens gennemtrængelighed for vand en relativ vandfattigdom i overfladen, som derfor er ufrugtbar. [[Ems (flod)|Ems]] og [[Rhinen]]s tilløb Lippe afvander landet, der mod nordvest uden skarp grænse går over i det nordvestlige lavland, "de store mosers land". Dette vest for [[Lüneburger Heide]] liggende parti af Preussen var en næsten fuldkommen flad slette, hvor over kun enkelte sandede bakkepartier rager op, fx Hümmling øst for nedre Ems, 73 m, og Dammerberge i det sydlige [[Oldenburg]], 146 m. Da terrænnet har yderst svagt eller slet intet fald, stagnerer overfladevandet og danner vidtstrakte moser, fortrinsvis højmoser. De største er [[Bourtanger Moor]] ved den hollandske grænse (1400 km<sup>2</sup>), [[Hochmoor]] i [[Ostfrisland]], [[Teufelsmoor]] nord for [[Bremen]] og mod syd [[Wietings Moor]], [[Grosses Moor]] og andre. I nyere tid blev dog store mosestrækninger ved anlæg af [[afvandingskanal]]er, afgravning af [[tørv]]en (der delvis brugtes som brændselsmateriale for elektricitetsværker) og tilførsel af kunstgødning gjort produktive og husede en ret talrig befolkning. Uden for moserne består jordbunden overvejende af sandede istidsaflejringer og er kun lidet frugtbar; det er den såkaldte [[geestgest]], der for en stor del er bevokset med hede. Langs kysten ligger et bælte af [[marsk]] af vekslende bredde, 10—20 km, der i kraft af sin frugtbarhed kunne ernære en tæt befolkning. Marsken beskyttes mod havets oversvømmelser af et kystdige, uden for hvilket det såkaldte vadehav breder sig. [[Vadehavet]] er ved højvande helt vanddækket, men ved ebbe lægges store arealer tørre. Dets ydre begrænsning er de østfrisiske øer, der er rester af en tidligere sammenhængende klitvold, som havet fik magt til at sønderbryde, ved at landet sænkede sig.
 
Det mellemtyske bjergland er opløst i et antal bjergdrag af meget forskellig bygning og overfladeform. Fælles for dem er den ringe højde, der på preussisk grund ikke overskred 1.142 m (Brocken i Harzen), hvorfor de var skovklædte lige til toppen, og de afrundede, bløde former, der kun af og til i snævre floddales sider afløstes af stejle og vilde klippepartier. Bjergene består overvejende af gamle, palæozoiske, sedimenter, der i kultiden har været underkastet en intensiv foldning, hvorved der formentlig dannedes en mægtig bjergkæde, som strakte sig tværs gennem Midttyskland. Af dette bjergland er dog intet tilbage, thi det har i de efterfølgende geologiske perioder så længe været underkastet forvitring, det rindende vands erosion og andre nedbrydende kræfters påvirkning, at praktisk talt alle ujævnheder er glattet ud og landet forvandlet til en svagt bølget slette, et [[peneplan]]. Imidlertid trådte i tertiærtiden de bjergdannende kræfter på ny i virksomhed, men ytrede sig denne gang i dannelse af en mængde brudlinjer i jordskorpen, langs hvilke større eller mindre flager og skodser forskød sig i lodret retning, således at nogle partier hævedes (relativt), mens andre sænkedes. I brudlinjernes forløb er to retninger fremherskende, den rhinske eller erzgebirgiske fra sydvest til nordøst og den hercyniske eller sudetiske fra nordvest til sydøst. I overensstemmelse med den skitserede udviklingshistorie har de enkelte bjergpartier hyppigst en temmelig jævn overflade (må nærmest betegnes som plateauer), hvori floderne har skåret sig ned i dybe, snævre dale, endnu langt fra færdigformede, hvis idylliske indesluttethed eller romantiske vildhed har gjort så mange af disse egne til hovedattraktioner for turister: Rhindalen, Thüringen, Harzen og så videre.
Anonym bruger