Jazz: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Tilføjelse af efterlyste kildeangivelser i afsnittet "Musikpsykologiske årsagsforklaringer/Pop". |
Efterlyste kildeangivelser i afsnittet "Musikpsykologiske kilder" tilføjet (øvrige kilder verificeret). Ledsagende skabelon derfor fjernet. |
||
Linje 189:
==== ''Musikpsykologiske årsagsforklaringer'' ====
{{POV-afsnit|dato=december 2014}}
'''Rock:''' Set i et musikpsykologisk perspektiv høres rock'ens brug af moll-akkorder i kombination med højt lydtryk at understrege fornemmelser af magtfulde dunkle kræfter bag det musikalske udtryk, egnet til at kunne opbygge en mere eller mindre aggressivt præget, kollektiv begejstring hos tilhørerne. Den aggressive grundstemning kan forhøjes ved udstrakt brug af el-guitarens forvrængningseffekter, der ubevidst vil blive associeret med de socialt altid meget smittende og hørligt ophidsende gutturale strubelyde, som instinktivt kommer til udtryk blandt tilhængerne af den vindende part under fx en særlig medrivende håndbold- eller boksekamp, o.lign. I nogle tilfælde kan rockmusik på denne måde resultere i et så markant stemningsløft (af mange beskrevet som et "kick"), at det momentant fornemmes stærkt motiverende for så vidt angår en oplevet personlig vinderfølelse med styrke til at kunne overvinde så at sige alle dagligdagens udfordringer og problemer - og i den forstand i tilgift kunne udøve en vis terapeutisk funktion i forbindelse med evt. personlige problemer med bl.a. selvværdsfølelsen o.lign.
▲'''Rock:''' Set i et musikpsykologisk perspektiv høres rock'ens brug af moll-akkorder i kombination med højt lydtryk at understrege fornemmelser af magtfulde dunkle kræfter bag det musikalske udtryk, egnet til at kunne opbygge en mere eller mindre aggressivt præget, kollektiv begejstring hos tilhørerne. Den aggressive grundstemning kan forhøjes ved udstrakt brug af el-guitarens forvrængningseffekter, der ubevidst vil blive associeret med de socialt altid meget smittende og hørligt ophidsende gutturale strubelyde, som instinktivt kommer til udtryk blandt tilhængerne af den vindende part under fx en særlig medrivende håndbold- eller boksekamp, o.lign. I nogle tilfælde kan rockmusik på denne måde resultere i et så markant stemningsløft (af mange beskrevet som et "kick"), at det momentant fornemmes stærkt motiverende for så vidt angår en oplevet personlig vinderfølelse med styrke til at kunne overvinde så at sige alle dagligdagens udfordringer og problemer - og i den forstand i tilgift kunne udøve en vis terapeutisk funktion i forbindelse med evt. personlige problemer med bl.a. selvværdsfølelsen o.lign.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2014}}
Sådanne stemningsløft vil altid være ledsaget af ekstraordinære frigivelser i hjernen af det neurofysiologiske "belønningsstof", kaldet [[dopamin]], som er et indre signalstof/hormonstof, der endvidere udløses i en række andre betydningsfulde situationer.
'''Jazz:''' Sammenlignet med rockmiljøets ofte stærkt følelsesmæssigt/fysiologisk baseret musikinteresse, findes nutidens jazz-publikum anderledes optaget af et rigtignok lige så opmærksomhedskrævende, men betydelig mere distancepræget "interesseløst velbehag" <ref> Betydningen af et ”interesseløst velbehag” dækker i denne konkrete sammenhæng rent undtagelsesvist ikke over manglende interesse for jazz. Formuleringen skyldes den tyske filosof, [[Immanuel Kant]] (1724-1804), der i sine berømte kunstfilosofiske afhandlinger gav en grundig analyse af æstetikkens væsen, og som i vid udstrækning stadig bliver anset for gældende. Et interesseløst velbehag forstås af Kant som en uegennyttig interesse – en interesse, der ikke er et middel for noget som helst andet, men kun har sig selv som mål. Musikkens formål ifølge Kant er altså ikke, fx at skulle kunne bruges til at løse op for evt. følelsesmæssige forviklinger på terapeutisk vis. Ej heller at tjene til understregning af publikums sociale klassetilhørsforhold eller nationale sindelag, eller som bekræftelse af publikums egne faste fordomme angående musikgenrens rette opfattelse og udførelse, osv. - I så fald ville der være tale om netop en særlig interesse i musikken som kunstart.</ref> - et behag, som i væsentlig mindre grad er egnet til og beregnet på at have til formål at kunne fremkalde direkte sanselig nydelse og lyst.
Line 230 ⟶ 229:
==== ''Jazz og rock modstillet'' ====
{{POV-afsnit|dato=januar 2015}}
Med hensyn til selve akkordernes kompleksitet, indgår i rock'en - modsat jazzen - kun sjældent et akkordmateriale, der rækker videre end til de helt grundlæggende basale, rene 3-klangs akkorder (dvs. tonika, terts og kvint). Til gengæld udviklede der sig inden for dele af rockmusikken en ret original og ganske effektfuld modalharmonik i form af brug af skiftende durakkorder, bygget op på skalatonerne fra en given fastlagt moll-toneart (rock-harmonik).<ref>Jesper Juellund Jensen: "Rockharmonik", ''Gyldendal, 1995''.</ref>
Bas-stemmen håndteres ydermere vidt forskellig i de to rytmiske stilarter. I rockmusikken skal bassen som hovedregel først og fremmest koncentrere sig om at sørge for markeringen af akkordernes bundtoner. - I jazzmusikken vil dette næppe være tilstrækkeligt. Her forventes bassen fortløbende at skulle levere hele selvstændige melodilinjer. Og det helst [[Kromatisk skala|kromatisk]] eller [[Diatonisk skala|diatonisk]] op og ned ad toneartskalaen. Spillestilen kaldes også "walking-bass", og hvor formålet med disse lange [[Arkade|arkadelignende]] ”spadsereture” først og fremmest er at binde de skiftende akkorder sammen, bl.a. via brug af [[Ledetone|ledetoner]] o.lign.
| |||