Ribebrevet: Forskelle mellem versioner

Den sidste slesvigske hertug og holstenske grev Adolf døde i 1459 barnløs. Slesvig var nu på mandsiden et herreløst dansk len og skulle efter tysk arvelov egentlig igen tilfalde kongeriget. Men efter dansk arvelov var også kvindesidens mænd arveberettigede. Fyrsterne af ''Anhalt til Bernburg, som er legitime fyrstelige arvinger efter prinsesse'' Sophie Abelsdatter af Sønderjylland und af Danmark (†ca. 1285) und fyrste Bernhard II. af Askanien (†1287) døde først ud med deres legitime efterkommere fyrste Bernhard VI. Heinrichssen (†ca. 1420) og fyrste Bernhard VII. Ottossen (†1468). Disse var dermed efter dansk arvelov arvinger af hertugdømmet Sønderjylland. Men dette ægteskab kom i stand 117 år før Abelslinien uddøde og blev ignoreret i 1460. Derfor valgte den holstenske adel i 1460 Adolfs ene søstersøn, den danske konge Christian 1., som hertug itil [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og greve itil [[Holsten]] og Stormarn (imod bestemmelser i [[Saliske lov|den saliske lov]] om arveret til len i Tyskland og constitutio valdemariana). For at sikre sig adelens støtte måtte kongen love at bevare den slesvig-holstenske adels særlige rettigheder og hertugdømmernes selvstændighed, men til gengæld kunne hertugdømmerne blive regeret af det danske kongehus. Dermed blev også Holsten de næste 400 år knyttet til det danske monarki. Kongen blev i 1474 [[Tyskland|tysk]] [[vasal]] i Holsten, mens Slesvig forblev et [[Danmark|dansk]] [[len]].