Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
lol |
m Gendannelse til seneste version ved TherasTaneel, fjerner ændringer fra 62.199.71.39 (diskussion | bidrag) |
||
Linje 1:
[[Fil:World War I- Refugee camps - memory.loc.gov.png|thumb|260px|Armenske flygtninge under beskyttelse af franske styrker.]]
[[Fil:Rafael de Nogales Mendez.png|thumb|[[Rafael de Nogales Méndez]] (1879-1936), en [[venezuela]]nsk officer, som gjorde tjeneste i den osmanniske hær, skrev en detaljeret redegørelse for drab i sin bog ''"Cuatro años bajo la media luna"'']]
'''Det armenske folkedrab''' ({{lang-hy|Հայոց Ցեղասպանություն}}, {{lang-tr|Ermeni Soykırımı}}), også kendt som '''den armenske deportation''', '''Armenien-massakren(e)''' eller '''det armenske holocaust''' refererer til den tvungne massedeportation af armenere i det [[Osmanniske Rige]] i årene fra [[1915]] til [[1917]].
Begivenhederne førte til, at et omstridt antal armenere omkom. Antallet af døde anslås fra forskellig side til at have været mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem [[Tyrkiet]] og [[Armenien]]. 24 lande, heriblandt Armenien, [[Frankrig]], [[Argentina]], [[Tyskland]] og [[Rusland]] betegner officielt hændelsen som [[folkedrab]]. I nogle af disse lande er det strafbart at hævde, at hændelsen ''ikke'' kan betegnes som folkedrab. For mange [[EU]]-lande er det en forudsætning – blandt mange andre – for Tyrkiets eventuelle optagelse i unionen, at landet anerkender betegnelsen folkedrab.
Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til, at så mange armenere døde, men man har konsekvent nægtet at anerkende, at der var tale om et folkedrab, og man mener desuden fra officiel side, at antallet af døde er overdrevet. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien hævder, at tallet var 1,5 millioner. Internationalt bliver det stort set accepteret, at ca. 1 million armenere blev myrdet under denne periode og under den efterfølgende tyrkiske uafhængighedskrig.<ref>Carl Bialik, «[http://online.wsj.com/public/article/0,,SB111591282698931833,00.html Killings From 90 Years Ago Haunt Turkey in its EU Bid ]», ''[[The Wall Street Journal]]'', [[16. maj]] [[2005]].</ref> Tyrkiet mener, at de deporterede armenere døde som et resultat af sygdom, sult og intern etnisk strid i den enorme forvirring, som opstod i slutningen af [[1. verdenskrig]].
Den 23. april 2015 blev de dræbte armenere [[helgenkåret]] af [[Karekin II]], overhovedet for [[Den Armenske Apostolske Kirke|den armensk-ortodokse kirke]].<ref>{{Cite news | author = Laura Cæcilie Jessen | title = Alle ofre for det armenske folkedrab er blevet helgenkåret | publisher = [[Kristeligt Dagblad]] | date = {{date|2015-4-24}} | url = http://www.kristeligt-dagblad.dk/det-armenske-folkedrab-1915/alle-ofre-det-armenske-folkedrab-er-blevet-helgenkaaret | accessdate = {{date|2015-4-25}}}}</ref>
== Situationen for armenere i [[Anatolien]] ==
[[Fil:Armenian population map 1896.jpg|thumb|”Den armenske befolknings fordeling i Tyrkisk Armenien, Kurdistan og Transkaukasien” (jo mørkere blå, desto højere andel armenere) – kort fra ''[[Petermanns Geographische Mitteilungen]]'' (1896).]]
[[Fil:Ahamid.jpg|thumb|Sultan [[Abdülhamit 2.]]]]
I 1914, før 1. verdenskrig, blev det anslået, at det boede én til to millioner armenere i [[Det osmanniske rige]]<ref>http://www.britannica.com/topic/35178/supplemental-information</ref>. De fleste af dem var [[Den armenske apostoliske kirke|armensk-apostoliske kristne]] af religion, med et mindretal af [[Den armensk-katolske kirke|armenske katolikker]] og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige [[Anatolien]] (også kaldet Vestarmenien), men der boede også mange armenere i den vestlige del af Det osmanniske rige, især i hovedstaden [[Istanbul]].
Før slutningen på 1800-tallet blev armenerne omtalt som "''millet-i sadika''" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupperinger, og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armenerne var underlagt den islamske "''[[dhimmi]]''"-loven. Dette gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at betale velfærdsbidraget, som muslimer var pålagt. "''[[Tanzimat]]''"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder, i likhed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men [[sultan]] [[Abd-ul-Hamid 2.]] suspenderede grundloven tidlig under sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.
Den enkeltstående hændelse, som kan siges at være forløbet til folkemordet, er mest sandsynlig [[Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878)]], som endte med russisk sejr. Men det er vanskelig at fastslå hvornår det, som osmannerne kaldte "det armenske problem" opstod. Ved krigens afslutning havde [[Rusland]] kontrol over store landområder med armensk bosættelse, og russerne hævdede, at de kæmpede for de kristne i Det osmanniske rige. Derfor fik de støtte fra en god del armenere, som til gengæld fik våben af russerne. Rusland var militært overlegent Det osmanniske rige, og på baggrund af støtteerklæringen fra Rusland og den vaklende osmanniske regering gennem de næste 15 år, begyndte mange armenere at tro på, at de kunne danne en selvstændig stat.
== Før krigen ==
[[Fil:Ismail Enver.jpg|thumb|[[Enver Pasja]].]]
Et mindre armensk oprør i Bitlis-provinsen blev slået ned i 1894, men der kom flere armenske oprør. Der er blevet rapporteret om armenske grupper, som angreb landsbyer og dræbte civile i det osmanniske rige for at danne en selvstændig armensk stat<ref name=TyrkiskUD>
[http://www.mfa.gov.tr/data/DISPOLITIKA/ErmeniIddialari/ArmenianClaimsandHistoricalFacts.pdf Tyrkias utenriksdepartement: «Armenske påstander og historiske fakta»]</ref>,
og mange af disse samarbejdede med både Rusland, England og Frankrig. Den 4. marts 1896 beskrev Williams fra det britiske konsulatet dette således:
:''"Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder der er foregået i Anatolien skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."<ref>Original: The Dashnaks and Hunchaks have terrorized their own countrymen, they have stirred up the Muslim people with their thefts and insanities, and have paralyzed all efforts made to carry out reforms; all the events that have taken place in Anatolia are the responsibility of the crimes committed by the Armenian revolutionary committees."</ref><ref name=TyrkiskUD/>
Armenske samfund over hele riget blev i de tre påfølgende år mål for forskellige angreb. Der findes ikke bevis for, at det var regeringen, som stod bag, men den undlod også at beskytte dem. Det bliver anslået, at 80.000 - 300.000 armenere blev dræbte fra 1894 til 1897.
Blot fem år før 1. verdenskrig tog "[[Ungtyrkerne]]" magten. Denne bevægelse opstod blandt hemmelige foreninger af progressive studenter og militære kadetter med uens etnisk baggrund. De kom til magten i Det osmanniske Rige ved en "fredelig" revolution i [[1908]]. Sultan [[Abd-ul-Hamid 2.]] ville ikke sende sine styrker mod de revolutionære, selv om han stod stærkere, i frygt for at det svækkede riget kunne blive endnu mere svækket af en borgerkrig. Den gamle sultan Abd-ul-Hamid 2. blev efterfulgt af sin langt mere generte, ængstelige og tilbageholdne yngre broder [[Mehmet 5.]]. Han havde praktisk talt ingen magt, den reelle magt lå hos ungtyrkerne [[İsmail Enver|Enver Pasja]], [[Mehmed Talat|Talat Pasja]] og [[Ahmed Djemal|Djemal Pasja]]. Til at begynde med støttede den armenske befolkning og enkelte armenske politiske partier Ungtyrkerne i håb om, at Ungtyrkerne ville forbedre deres situation, og nogen armenere blev valgt ind i det nye osmanniske parlament.
== 1. verdenskrig ==
[[Fil:Şükrü Kaya, Minister of Interior.jpg|thumb|Şükrü Kaya.]]
Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med [[centralmagterne]] under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationerede i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen [[Sarikamis]], som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.
Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenerne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed havde eksisteret længe og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland <ref name=hl>[http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/andre-folkemord/folkemordet-pa-armenerne.html hlsenteret.no: -Tyrkisk folkemord på armenerne]</ref>, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og hvervede sig til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hæren]].<ref name=hl />
og begynte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige <ref name=hl />.
Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.
=== Deporteringen ===
[[Fil:Marcharmenians.jpg|thumb|Civile armenere føres til et nærliggende fængsel i [[Mezireh]] af bevæbnede tyrkiske soldater. [[Kharpert]], Det Osmanniske Rige, april 1915.]]
Den 25. maj 1915 beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armenere fra hele Østanatolien til [[Mesopotamien]] og til det, som senere blev [[Syrien]]. Mange armenere drog til den syriske by [[Dayr az Zawr]] og den omkring liggende ørken. Under deporteringen døde mange armenere af sult og kulde, og mange blev angrebne af [[kurdere|kurdiske]] [[landevejsrøver]]e. Nogen blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogen af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap væk med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenerne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.
Flere kilder<ref>Kilder som viser til dette, ''Le Siècle des camps'' af Joël Kotek og Pierre Rigoulot, JC Lattes, 2000. ''Ahmed Djémal pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine'' af Raymond H. Kévorkian. ''Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah'', Zürich: Chronos, 2002. af Hans-Lukas KIESER oh Dominik J. SCHALLER (dir.), og fra samme forfatter: ''L’extermination des déportés arméniens ottomans dans les camps de concentration de Syrie-Mésopotamie (1915-1916), la deuxième phase du génocide'', i ''Revue d’Histoire arménienne contemporaine II'' (1998). Konsentrationslejrkort fra J.M. Winter, professor fra Yale, ''America and the Armenian Genocide of 1915'', Cambridge Universitet (Januar, 2004)</ref> hævder, at 25 større koncentrationslejre eksisterede og stod under kommando af [[Şükrü Kaya]], en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.
[[Fil:Armeniangenocidemap.gif|thumb|350px|Kort over de oprettede lejre. Nederst ses med hvidt målet for deportationen.]]
Disse var:
* Dayr az-Zawr
* Ra's Al Gul
* Bonzanti
* Mamoura
* Intili
* Islahiye
* Radjo
* Katma
* Karlik
* Azaz
* Akhterim
* Mounboudji
* Bab
* Tefridje
* Lale
* Meskene
* Sebil
* Dipsi
* Abouharar
* Hamam
* Sebka
* Marat
* Souvar
* Hama
* Homs
* Kahdem
Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre skal have været placeret nær grænsen til [[Irak]] og Syrien, og nogen af disse skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som [[massegrav]]e, som Radjo, Katma, og Azaz, og blev lukket i efteråret 1915. Nogen historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El, og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem som man forventede ikke ville komme til at overleve mere end nogen få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er blevet påstået at mange blev brændte, druknede, forgiftede og regelret henrettede i disse lejre.
I byen Edessa (senere [[Şanlıurfa]]) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidlig i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre [[Colmar von der Goltz]], som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale frem med armenerne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. Dette gik armenerne med på, men de blev alligevel deporterede på et senere tidspunkt.
[[Fil:Near East relief the mother and children in syria.png|thumb]]
=== Deporteringens natur ===
Det er antaget, at mellem 400.000 og lidt over en million armenere blev deporterede i denne periode. Ordet "deportation" er blevet tolket forskelligt op gennem tiderne. Nogen bruger ord som "omplacering" om "deportation", andre "landsforvisning" eller til og med "[[etnisk udrensning]]". Mange historikere mener, at deportationerne praktisk talt var en massehenrettelsesmetode ved, at armenerne blev tvungne til at gå lange strækninger gennem ørkenen uden mad, vand eller beskyttelse mod lokale kurdiske og tyrkiske kriminelle. Men der findes også historikere, som mener, at deportationerne ikke havde til hensigt at dræbe armenere.
Det er mange historikeres opfattelse, at det omstridte folkemord på armenerne startede efter krigserklæringen i oktober 1914. Andre mener, at det begyndte allerede i februar 1914 efter et osmannisk-tysk møde, der et forslag om at deportere alle osman-armenere blev lagt frem. Andre førkrigstiltag mod armenerne er også rapporteret. Donald Bluxham skriver, at armenske bosættelser nær rigets grænser blev plyndrede af osmanniske styrker i sommeren 1914.
I 1914 vedtog den osmanniske regering en ny lov for at styrke krigsberedskabet. Den krævede, at alle mænd i alderen 18 til 45 enten måtte lade sig rekruttere til hæren eller betale gebyrer for at slippe. Dette resulterede i, at de fleste armenske mænd i denne aldersgruppe meldte sig til tjeneste.
==== Oprøret i Van ====
[[Fil:Van Defenders.jpg|thumb|Armenske styrker som kæmper mod osmannerne i Van.]]
Den 2. marts 1915 blev armenerne i Dörtyol evakueret af osmanniske ledelsesmagter. Russiske styrker nærmede sig Van-søen, og derfor beordrede den regionale ledelse henrettelse af fem armenske ledere, som havde samarbejdet med russerne. Dette uløste en revolution i [[Van (Tyrkiet)|Van]] den 20. april. Denne revolution svækkede Det Osmanniske Rige yderligere. Det bliver også påstået, at guvernøren af Van, Jevdet, angreb byen under påskud af, at det skulle hindre oprør. Det hævdes også, at Jevdet havde en plan om at dræbe alle mænd i Van. Russerne erobrede byen i maj 1915, men forlod den allerede i august, og osmannerne tog igen kontrol over byen. Så blev de igen fordrevne af russerne i september. Ved krigens slutning lå byen i ruiner.
Fire dage efter, at urolighederne startede i Van, den 24. april 1915, arresterede regeringen ifølge osmanniske kilder 2.345 armenske intellektuelle. Det er antaget, at de fleste af disse hurtigt blev henrettede. Grunden til dette skulle være, at "Ungtyrkerne" ønskede at stoppe "Tashnak-bevægelsen", som var en militær-politisk organisation som samarbejdede med russerne om en selvstændig armensk stat. Den 24. april er i dag en officiel helligdag i Armenien til minde om disse henrettelser.
=== Teşkilat-ı Mahsusa og "Specialorganisationen"===
''Teşkilat-ı Mahsusa'' var en organisation oprettet af det ottomanske forsvarsdepartement for at bekæmpe arabisk separatisme og vestlig imperialisme. Dens formål var at bekæmpe undergravingsvirksomhed og mulig samarbejde med ydre fjender. Formålet blev udvidet til at omfatte forfølgelse af armenerne, som stod i ledtog med Rusland. De tidligste kilder, som omtaler organisationen, skriver sig fra 1903 og 1907. Den blev styrket organisatorisk i 1913 efter [[Balkankrigene]]. Lederen var forsvarsminister [[Enver Pasja]], som rekrutterede mange dygtige officerer til at opbygge en irregulær militær enhed, en "specialstyrke".
Desuden skal [[Ungtyrkerne]]s ledelse ''İttihat ve Terakki Cemiyeti'' i juli 1914 have oprettet en halvoffentlig "specialorganisation", som skulle gennemføre en depotation af armenerne. Den skulle være en "stat i staten" og stå frit til at handle uden direkte ordre.
Senere i 1914 løslod den osmanniske regering flere kriminelle for at bemande denne organisation. Ifølge Mazhar-kommissionen blev 124 kriminelle løsladte fra Pimian-fængslet, og mange flere fulgte: nogen måneder senere blev 49 kriminelle løsladte i Ankara. Lidt efter lidt blev flere og flere løsladte, og i begyndelsen af 1915 var tusindvis af fanger løsladte for at blive medlemmer i denne organisation. Senere blev de sat til at eskortere konvojerne af deporterede armenere. [[Vehib]], øverstkommanderende for den osmanniske hær, kaldte disse for "slagtere af den menneskelige race".
Organisationen blev ledet af centralkomiteens medlemmer doktor Nazim, Behaeddin Sakir, Atif Riza og direktøren for offentlig sikkerhed, Aziz Bey. Hovedkvarteret for Behaeddin Sakir var i Erzurum, og derfra ledede han styrkerne i øst. Aziz, Atif og Nazim Bey havde sit hovedkvarter i Istanbul, og deres afgørelser blev godkendte og iværksatte af Cevat Bey, militærguvernøren i Istanbul.
Ifølge den samme kommissionen og anden dokumentation blev de kriminelle bevidst udvalgte til formålet. De måtte være nærmest umenneskelige for at komme med i den specielle organisation. Mazhar-kommissionen opgav som dokumentation under krigsretten lister over nogen af de kriminelle. En af listerne viser, at 50 af de 65 løsladte kriminelle var fængslede for mord. Denne udvælgelsesproces viser efter manges mening, at den osmanniske regering planlagde et overlagt folkemord på den armenske befolkning.
=== Døde armenere 1914 - 1923 ===
Det er ingen klare tal på hvor mange armenere, som døde under denne periode, ej heller over hvor mange, som døde som følge af osmanniske forbrydelser. Tallene varierer fra 250.000 til 1,5 millioner mennesker. Det er imidlertid strid om hvor mange armenere, der var i Tyrkiet i denne periode. Nogen af skønnene ligger på mellem 1,5 millioner til 2 millioner armenere. Samtidig osmannisk statistik viser, at der boede omkring 1,2 mill armenere inden for rigets grænser. Skønnet på omkring 2 millioner dræbte virker derfor urealistisk. I diskussionen om antallet dræbte bliver heller ikke dræbte på den tyrkiske side nævnt. Kilder nævner omkring 500.000 dræbte tyrkere i samme periode<ref>Lewy, Guenter. ''The Armenian massacres in Ottoman Turkey: a disputed genocide'' (2005), University of Utah Press, [http://books.google.com/books?id=6tdtAAAAMAAJ&q=%22massacres+of+Turks%22&dq=%22massacres+of+Turks%22&hl=en&ei=NGrOTaSlOMvEtAaQ3NHHCw&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CC4Q6AEwAQ sf. 117]</ref><ref>Ohandjanian. ''Österreich - Armenien'', bind 6, side 4675</ref>Omkring 523.000 tyrkiske muslimer blev dræbte af armenske organisationer, som ønskede at oprette en armensk stat<ref>Henham, Ralph J. ''The criminal law of genocide: international, comparative and contextual aspects'' (2007), Ashgate Publishing, [http://books.google.com/books?id=oBpEVAY0SqQC&pg=PA25&dq=523000+Turks&hl=en&ei=ZRHcTavhGITusgbThZTYDg&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=3&ved=0CDQQ6AEwAg#v=onepage&q=523000%20Turks&f=false side 25]</ref>, hovedsagelig i områder, som kom midlertidig under armensk kontrol ved hjælp af russiske invasionsstyrker. Der er derfor lidt tvivl om, at hævnlysten tog overhånd, og det gik ud over civile, som ikke var en del af de politisk styrede hændelser.
== Udstilling og skulptur i Danmark ==
Kontroversen om det armenske folkedrab dukkede op i dansk sammenhæng i december 2012. Grunden var, at [[det Kongelige Bibliotek]] sammen med den armenske ambassade havde arrangeret udstillingen 'Det armenske folkedrab og den skandinaviske reaktion', som den tyrkiske ambassade i København gjorde indsigelse imod. Det Kongelige Bibliotek har tilbudt den tyrkiske ambassade på visse betingelser at kunne foranstalte en ”paralleludstilling” på et senere tidspunkt. Det vides ikke, om udstillingen kan realiseres, ligesom titel og dato for udstillingen ikke er fastlagt. <ref> Erland Kolding Nielsen: [http://www.b.dk/kronikker/en-uacceptabel-folkemordsdebat En uacceptabel folkemordsdebat] (Kronik) [[Berlingske Tidende]], 21. december 2012, side 23.</ref>. Set fra Det Kongelige Biblioteks synspunkt er den planlagte udstilling opgivet, da biblioteket endnu ikke har hørt videre i sagen. <ref> Fejl og Fakta i Dagbladet Politiken 16. april 2015, side 2</ref>
I forbindelse med 100-årsmindedagen blev det annonceret, at der skulle opstilles en skulptur på 9 meter med navnet '''[[The Draem]]''' (''Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger'') i ti dage fra den 23. maj 2015 på [[Kultorvet]] i [[København]]. Beslutningen blev kritiseret af den tyrkiske ambassade, som i en mail til [[Politiken]] kaldte det "moralsk uholdbart og juridisk ubegrundet" at benytte ordet folkedrab om begivenheden.<ref>{{Cite news | author = Helle Lindberg | title = Vil ikke bøje sig for tyrkisk kritik: Denne skulptur bliver til noget | publisher = [[TV2 Nyhederne]] | date = {{date|2015-4-15}} | url = http://nyhederne.tv2.dk/2015-04-15-vil-ikke-boeje-sig-for-tyrkisk-kritik-denne-skulptur-bliver-til-noget | accessdate = {{date|2015-4-26}}}}</ref><ref>{{Cite news | title = Tyrkiet raser over denne skulptur til dansk torv | publisher = [[TV2 Nyhederne]] | date = {{date|2015-4-14}} | url = http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-04-14-tyrkiet-raser-over-denne-skulptur-til-dansk-torv | accessdate = {{date|2015-4-26}}}}</ref> Den danske regering under [[Helle Thorning-Schmidt]] anerkender ikke officielt betegnelsen folkedrab.<ref>{{Cite news | author = Ulla Poulsen | title = Ingen dansk anerkendelse af det armenske folkedrab | publisher = [[Kristeligt Dagblad]] | date = {{date|2015-4-15}} | url = http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/ingen-dansk-anerkendelse-af-det-armenske-folkedrab | accessdate = {{date|2015-4-26}}}}</ref>
== Litteratur ==
* Bjørnlund, Matthias: ''Det armenske folkedrab, fra begyndelsen til enden'' København [[Kristeligt Dagblad]] 2013, 383 sider
== Noter ==
{{reflist|2}}
== Eksterne henvisninger ==
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/viewFile/50240/93082 Torben Jørgensen: "Tilfældet Armenien" (''Historisk Tidsskrift'', bind 100, 1 (2000); s. 114-137)]
* [http://runeberg.org/gjennemarm/ Fridtjof Nansen: ''Gjennem Armenia''; Kjøbenhavn 1927]
* [http://www.folkedrab.dk/sw50054.asp Det armenske folkedrab] hos [[Dansk Institut for Internationale Studier]]
* Torben Jørgensen: [http://www.holocaust-uddannelse.dk/studerende/armenien.asp Side om Det armenske folkedrab] på hjemmesiden for Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier under Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
{{commonscat|Armenian Genocide}}
== Se også ==
* [[Hamidian-massakrene]] (1894-96)
* [[Krigsforbrydelse]]
* [[Den Internationale Straffedomstol]]
* [[Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien]]
* [[Det Internationale Tribunal for Rwanda]]
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Armeniens historie]]
| |||