Kontinental filosofi: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
småret
Linje 1:
'''Kontinental filosofi''' refererer til de forskellige [[filosofi]]ske strømninger og bevægelser i detEuropa europæiskebortset fastland starten affra [[1900-talletEngland]], bortseti frabegyndelsen af [[England1900-tallet]]. Siden starten af [[1900-tallet]] har den filosofiske verden været delt mellem den kontinentale og den [[analytisk filosofi|analytiske]] (eller [[angelsaksisk filosofi|angelsaksiske]]) filosofi.
 
==Termens historie==
 
Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer i anden havdel af det 20. århundrede, der fandt det brugbart at have en samlet betegnelse term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland, der havde det tilfælles, at de var meget forskellige fra analytisk filosofi.
 
==Udgangspunkt==
 
Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den [[Tysk idealisme|tyske idealisme]], [[Søren Kierkegaard]] og [[Friedrich Nietzsche|Nietszche]]. Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten [[Henri Bergson]] og [[Oswald Spengler]], der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.
 
==Fællestræk==
 
Kontinentalfilosofi kanhar siges at have nogennogle teser til fælles:
 
* Afvisning af [[scientisme]],: at empirisk naturvidenskab er den eneste måde at beskrive verden på. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
* Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener, det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenforuden for den historiske kontekstsammenhæng.
* Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
* ManDer kaner også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage beggreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dettedet. Dette er dog ingenlunde gældende for alle kontinentalfilosoffer. Fysikeren [[Alan Sokal]] udstillede i [[Sokal-affære]]n denne tendens indenfor postmodernismen.
* Politisk filosofi har traditionelt været et tema, der ikke behandles meget i kontinentalfilosofien. Det behandles som regel ud fra et kritisk perspektiv på et aspekte af samfundet eller historien, f.eks.fx [[Hannah Arendt]]s indflydelsesrige analyser af magt og totalitarisme, [[Sartre]]s engagement og selvfølgelig [[frankfurterskolen]], Men man finder ikke mange værker med generelle teorier om samfundets indretning, i traditionen fra [[Platon]]s [[Staten (Platon)|Staten]] eller Hobbes [[Leviathan]], medens denne tradition stadig er repræsenteret indenforinden for den analytiske filosofi f.eks.fx med [[Rawls]] værk [[En teori om retfærdighed]].
 
==Retninger==
Linje 23:
Kontinentalfilosofien er opdelt i retninger en række mere eller mindre alment accepterede retninger. Mange filosoffer kan dog siges at tilhøre flere forskellige "ismer", idet de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi, og placeres derfor tit i forskellige kategorier. Man skal derfor være varsom med at ligge for meget i betegnelserne. Der er også filosoffer som f.eks. [[Peter Sloterdijk]] eller [[Paul Virilio]] der ikke regnes til nogen speciel isme, selv om deres temaer er udpræget kontinentalfilosofiske.
 
*[[Fænomenologi]]. [[Edmund Husserl]], grundlægger af fænomenologien, kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs. ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om, hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege. Fænomenologien videreudvikles af [[Max Scheler]], [[Martin Heidegger]], [[Maurice Merleau-Ponty]], [[Emmanuel Levinas]] og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer.
 
*[[Eksistentialisme]]. En kendt version og fænomenologien er den franske existentialismen ([[Jean-Paul Sartre]], [[Albert Camus]]) som inspireret af Heidegger. [[Martin Buber]] kan også siges at være existentialist, endskønt denne tager udganspunkt i religion. Psykologen [[Karl Jaspers]] regnes også for en existentialist, om end han selv benægtede det.