Trier (skibstype): Forskelle mellem versioner

[[Romerriget]] blev en sømagt under den [[første puniske krig]], der brød ud i 264 f.v.t., og under krigen mod Karthago - der primært foregik til søs - havde romerne en flåde af "Femmere". De to parter udkæmpede slag med flere store galejer, end man har hørt om før eller siden, og historikeren [[Polybius]] skrev, at i et af slagene havde de to parter tilsammen næsten 700 "Femmere".<ref>Morrison, ''Hellenistic Oared Warships'', side 67-69.</ref> Denne skibstype forblev det vigtigste romerske krigsskib de næste århundreder, indtil der ikke længere var modstandere at kæmpe imod. "Femmerne" blev suppleret med "Seksere", som typisk fungerede som [[flagskib|flagskibe]] for flåder og eskadrechefer. Efter [[Søslaget ved Actium|slaget ved Actium]] rådede kejser [[Augustus]] over 700 skibe af forskellige typer, og det var langt flere, end han havde brug for, og han valgte derfor at kassere mange af dem. Den romerske flåde kom herefter til at bestå af eskadrer i grænseprovinserne, typisk udrustet med mindre, hurtige skibe, og to centrale flåder i henholdsvis [[Ravenna]] og Misenum (vest for [[Napoli]]). Man kender ikke fordelingen af skibstyper i de to store flåder, men de bevarede inskriptioner giver i Misenum navnene på 88 skibe, heraf én "Sekser", én "Femmer", 10 "Firere", 52 triremer og 15 lette liburniaer. De tilsvarende tal for Ravenna er to "Femmere", seks "Firere", 23 triremer og fire liburniaer. I de følgende år blev de største skibe mest brugt til transport af prominente personer over Middelhavet. Sidste gang man hørte om triremer var i 324, hvor kejser [[Konstantin den Store|Konstantin]] kæmpede mod [[Licinius]]. I det afgørende søslag ved [[Byzantium]] besejrede Konstantins 80 små 30-årers skibe Licinius flåde, der talte 200 triremer. Da historikeren Zosimus skrev sine værker i det femte århundrede, kunne han konstatere, at den viden, der krævedes for at konstruere triremer, for længst var gået tabt.<ref>Rankov, side 78-85.</ref>

 

 

== Noter ==