Wikipedia

Egentlige Kina: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Fra artiklen Kina (kulturområde)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
95.108 edits
retter artiklen så den svarer til sit emne
Linje 34:
Uanset den statspolitiske brug af begrebet er der også i geografisk, demografisk, sproglig og historisk henseende grund til at skelne mellem det kinesiske lavlandsområde mod øst og højlandsområder mod vest og nord med et andet terræn, klima, plantevækst og dyreliv samt befolkningsmæssige og erhvervsøkonomiske forhold. Selv om der i løbet af det 20. århundrede er sket en vis kinesisk kolonisering af de tilgrænsende områder, og selv om den teknologiske udvikling har muliggjort en vis udligning af tidligere forskelle er der fortsat klare skel mellem det Egentlige Kina og de ydre dele af Folkerepublikken Kina.
 
=== SprogGeografi ===
[[Fil:China topo.png|thumb|Topografisk kort over Kina]]
[[Fil:China_100.78713E_35.63718N.jpg|thumb|Satellitfoto over Kina.]]
Kina har mange forskellige landskaber, med bjerge og bjergplateauer som dominerer i vest, og lavland i øst. Man kan skelne mellem det kinesiske lavland, der som hovedregel ligger mindre end 200 meter over havet, og et højland, der som hovedregel ligger mellem 200 og 1500 meter over havet, stedvis dog højere. Det kinesiske lavland ligger som et forholdsvis samlet område mod nordøst til tilknytning til [[Det Gule Hav]] og til dels den nordlige del af [[Det Østkinesiske Hav]], mens højlandet dominerer mod sydøst, det vil sige i tilknytning til den sydlige del af Det Østkinesiske Hav og til [[Det Sydkinesiske Hav]].
 
=== Lavlandet ===
[[Fil:China_ethnolinguistic_1967.jpg|thumb|Kort over hovedsprog i Folkerepublikken kina.]]
 
Nord, vest og syd for Shantung strækker sig som en bred bue det kinesiske lavland, der indtager et areal af 445.000 km<sup>2</sup>. Jordbunden består ved randen af bjergene, særlig neden for Hwai-bjergenes nordskråning, over store strækninger af løss. Den største del af sletten er dog dannet af flodaflejringer, der kun få steder dækkes af sort muld. Hvor det af floderne aflejrede materiale stammer fra [[løss]]-egne, således i [[Hoangho]]s og [[Hwaiho]]s [[Floddelta|delta]], har jorden en gul farve, hvilken der imod ikke findes i [[Jangtsekiang]]s delta.
I sproglig henseende kendetegnes det Indre Kina ved, at flertallet af befolkningen taler han-kinesisk. Dette gælder også Manchuriet efter en voldsom kinesisk kolonisering. Vest herfor dominerer tibetansk, mod nordvest yighur og mod nord mongolsk.
 
Det kinesiske lavland ligger som et mere eller mindre samlet område, dog med Shantung-bjergene som et centralt højland. Dette lavland er opstået ved sænkning, idet bjerggrunden er sunket i dybet og blevet dækket af [[løss]] (vindaflejringer) og flodaflejringer. Da det materiale, som floderne bringer med sig, overvejende er løssmateriale fra indlandet, har det også løssens gule farve. Længere mod nord har lavningen været større men fremtræder nu som havområder: [[Pechihli-bugten]] og [[Liaotung-bugten]]. Da samtidig de nordlige bjergkæder når helt ud til Pechihli-bugten, betyder det, at der er en næsten fuldstændig adskillelse mellem det kinesiske lavland og lavlandet i Manchuriet.
Det må dog tilføjes, at der inden for det han-kinesiske område findes et stort antal mindretalsbefolkninger med hver deres eget sprog.
 
Det kinesiske Lavland gennemskæres af et stort antal floder, der som hovedregel har deres oprindelse i bjerglandet mod vest og flyder i østlig retning med udmunding i Det Gule Hav. De største floder er [[Chang Jiang]] (Yangtze), [[Huang He]].
== Territorium ==
På [[Zhou-dynastiet]]s tid omfattede Kina området rundt om [[Huang He|Den Gule Flod]]. Siden da ekspanderede det i alle retninger, og var på sit højeste under [[Tang-dynastiet|Tang]]-, [[Yuan-dynastiet|Yuan]]- og [[Qing-dynastiet|Qing]]-dynastierne. Kineserne mener selv, at det egentlige kinesiske rige omfattede dele af det moderne østlige [[Sibirien]] i [[Rusland]] og dele af Centralasien under Yuan-dynastiets velmagtsdage. Under Mongolrigets tid kan man lige så vel sige, at Kina selv indgik som én del af flere.
 
Nord for [[Yangtsekiang]]s munding går lavlandet helt ud til kysten. Det gennemstrømmes af [[Hwaiho]], hvis delta forener sig med Yangtsekiang. Denne del af lavlandet er gennemskåret at talrige flodarme og har mange søer, hvoraf de største er [[Hungtze]], [[Paoying]] og [[Tasung]]. Mod nord fortsætter lavlandet vest om Shantung-højderne til Peking-sletten, som gennemstrømmes af [[Hwangho]] og [[Paiho]].
Ikke bare provinsadministratorer men også enkelte fremmede monarker sendte ambassadører til kejseren af Kina med gaver, og kejseren sendte komplimenter med dem tilbage. Fra kinesisk perspektiv blev disse gaver betragtet som et tegn på, at barbarene underordnede sig den kinesiske kejser. De udenlandske regeringer så ikke altid på det med samme blik.
 
Floderne er i Nordkina kun lidet sejlbare. Til Petshili-bugten løber [[Lwan-ho]], [[Pai-ho]], [[Ho-ang-ho]] og [[Hwai-ho]]. I deres øvre løb er de fulde af strømhvirvler, mens deres udløb spærres af sandbanker eller i det mindste kun vanskelig besejles. I selve lavlandet er floderne der imod af vigtighed såvel for vandingen af markerne som for den lokale færdsel. I forening med det overordentlig forgrenede kanalnet, der nødvendiggøres af risdyrkningen, erstatter de landeveje, af hvilke der tidligere kun fandtes meget få. Den største af alle disse kanaler er [[Kejserkanalen]] (Jynho), der går fra [[Tientsin]] til [[Tshing-kiang]] ved Jang-tse-kiang og sætter lavlandets kanal- og flodnet i forbindelse med denne flods sejlbare munding. Syd herfor fortsættes den til Hangtshou. Kanalens længde er 1.100 km, bredden varierer mellem 80 og 330 m. Også Jang-tse-kiangs bifloder er i stor udstrækning sejlbare. Svarende til bjergkædernes parallellitet har lange strækninger af deres løb længdedalenes retning fra sydvest til nordøst, men efter på en kortere eller længere strækning at have fulgt en længdedal genembryder de bjergkæderne uden derved at lide noget skår i sejlbarheden. Der opstår derved den mærkelighed, at vandskellene er ganske uden sammenhæng med bjergkædernes retning. Også de mindre kystfloder ([[Tsientang]], [[Ngau-kiang]], [[Min-kiang]] og [[Han-kiang]]) er sejlbare på kortere eller længere strækninger. Deres brede og dybe mundinger betegner stederne for kystens vigtigste handelsstæder. I Kanton-bugten udmunder de 3 store floder [[Tung-kiang]], [[Pe-kiang]] og [[Si-kiang]], af hvilke den sidste ved sin biflod [[Kwei-kiang]] og en sejlbar kanal er sat i forbindelse med Hsiang-kiang, en biflod til Jangt-tse-kiang. Fra det østlige Jynnan danner Hoti-kiang (Songka) en sejlbar forbindelse med [[Tonkin]], mens floderne Lantsan-kiang ([[Mekong]]) og Lu-kiang ([[Saluen]]), der på deres vej fra Tibet til Bagindien gennemstrømmer bjerglandet i VestYunnan, er fulde af strømhvirvler og derfor usejlbare.
På [[Qing-dynastiet|Qing-rigets]] tid mistede [[Den kinesiske mur]] det meste af sin betydning som forsvarsværk. I [[1683]], efter, at [[Koxinga]]s kongedømme [[kongedømmet Tungning|Tungning]] kapitulerede, blev [[Taiwan (ø)|Taiwan]] indlemmet i Qing-riget. Taiwan blev i [[1895]], efter [[1. kinesisk-japanske krig|den første kinesisk-japanske krig]], afstået til [[Japan]]. Men efter [[2. kinesisk-japanske krig|den anden kinesisk-japanske krig]] blev Taiwan tilbageført til Kina i [[1945]]. Siden da har Taiwans status været genstand for strid.
 
På indsøer er visse lavlandsstrækninger temmelig rige, særlig provinsen Kiangsu med [[Hungtsehu]], [[Kaojuhu]], [[Tatsunhu]], [[Taihuog]] og flere mindre. I [[Kiangsi]] ligger [[Pojanghu]], i [[Hunan]] [[Tungtinghu]], Kinas største sø, og endelig er [[Hukwang]]-sletten meget rig på mindre søer. Bjerglandet er meget fattigt på søer undtagen provinsen Yunnan ([[Ørrhai]], [[Tienhai]], [[Fuhienhu]]).
De politiske administrative topniveauer har vekslet mange gange. Selv om udestående gerne stedfæster byer og steder efter nutidig provinstilhørighed, har der tidligere været andre navne på den øverste enhed, som for eksempel ''kredse''. Men på de lavere niveauer har inddelingerne og tildels deres navne været mere stabile: prefekturer, subprefekturer, departementer, kommanderier og [[amt (Kina)|amter]]. I moderne tid har man også udviklet betegnelserne [[by på prefekturniveau|prefekturniveaubyer]], [[by på amtsniveau|amtsniveaubyer]], byer og landsbyer.
 
=== Højlandet ===
Historisk har man sagt, at Kina er inddelt i fem regioner: Det [[egentlige Kina]], [[Indre Mongoliet]], [[Manchuriet]], [[Xinjiang]] og [[Tibet]]. En gang i tiden var dette regioner som kunne afgrænses skarpt fra hinanden som egne etniske og administrative realiteter, men det er ikke længere billedet i dag. Dagens kinesere tænker ikke længere i fem regioner, de forholder sig snarere til de forskellige provinser. De gamle regionenes grænser er nu mere diffuse.
 
Vest for lavlandet følger et højland, der omfatter den nordlige del af provinsen Petshili samt provinserne [[Shansi]], [[Shensi]] og [[Kansu]]. Undergrunden for dette bjergland består af arkaiske dannelser, hvis foldede lag sædvanlig stryger i retningen sydvest til nordøst. I tidsrummet fra [[kambrium]] til [[devon]], hvorfra sedimenter mangler, har denne egn været hævet over havfladen og været udsat for nedbrydende kræfter. Under kulperioden har en [[transgression]] fundet sted, under hvilken [[karbon]]-lag, indeholdende meget rige kullejer, er afsatte [[diskordant]] på de arkaiske. Der er grund til at antage, at de kulførende lag også danner undergrunden under en stor del af slettens alluvium og står i forbindelse med kullagene i Shantung. Senere har landet ikke været genstand for foldning, karbon-lagene har endnu omtrentlig bevaret deres vandrette stilling, hvilket i høj grad letter deres udnyttelse. Der imod har bøjninger og længdebrud, følgende de gamle arkaiske foldekæders retning, i høj grad bidraget til at give landet dets endelige skikkelse. Langs disse brudlinier er landet sunket terrasseformigt ned mod den store lavslette, så at de nordkinesiske bjerge er at betragte som brudranden af det mongolske plateau. Endelig har mægtige løss-dannelser, hidførte af de fra [[Mongoliet]]s [[ørken]]er kommende støvstorme, udglattet terrænets former, udfyldt lavningerne og dækket bjergskråningerne med deres gule lermasser. Vest for Peking optræder bjerglandet som et system af parallelle kæder, forbundne ved tværvolde, men som ægte plateaudannelser findes i disse kæder ingen bestemt kamlinie, da brede og flade toppe er fremherskende. Blandt disse kæder kan fremhæves [[Wutaishan]] (3.400 m), [[Nankoushan]], [[Mantoushan]] (2.700 m).
* "Det egentlige Kina" kunne siges at være området mellem [[den kinesiske mur]] og det tibetanske bjergplateau.
* [[Manchuriet]] og [[Indre Mongoliet]] er nord for den kinesiske mur, men grænsen mellem dem er derimod mere uklar: Man kunne enten tage udgangspunkt i Indre Mongoliets nuværende østgrænse, eller man kunne tænke sig at Manchuriet havde den udstrækning mod vest, som den [[japan]]ske klientstat [[Manchukuo]] havde under [[2. verdenskrig]].
* [[Xinjiang]]s omfang er omtrent sammenfaldende med dagens autonome region af samme navn.
* Det historiske [[Tibet]] er større end dagens politiske enhed, men skulle hellere omfatte hele det tibetanske bjergplateau.
 
Sydkina afviger i sin bygning fra Nordkina derved, at de arkaiske dannelser overlejres af sibiriske og devonske lag, der har deltaget i hines foldning. Over devonet ligger kulkalk og røde, til [[trias]]-formationen hørende sandsten. Der efter følger [[jura]], der ofte indeholder produktive kullejer. Alle dannelser efter kulkalken er afsatte i fersk vand. Sydkina er opfyldt af en stor mængde parallelle bjergkæder, der mere eller mindre har retningen sydvest til nordøst og kun sjældent når højder af mere end 2.000 m. Flere steder afbrydes dog bjerglandet af større og mindre sænkningsområder, der ved flodernes aflejringer er gjorte til nogle af landets frugtbareste egne. De mest kendte af disse er det røde bækken i [[Szetshwan]], der ligger i en højde af 400—500 m.o.h. og er overordentlig tæt befolket, fremdeles [[Hukwang]]-sletten i [[Hupe]] (ca. 50 m.o.h.), [[Sikiang]]-dalen i [[Kwangtung]] og andre. Længst mod sydvest får landskabet en hel anden karakter, idet provinsen [[Szetshwan]] strækker sin politiske grænse ind over en del af det tibetanske højland, hvis mægtige, sneklædte bjergkæder her den ene efter den anden følger parallelt i retningen nord til syd og fortsætter sig ned gennem den vestlige del af provinsen [[Yunnan]] og videre ned i [[Bagindien]]. I disse egne findes Kinas største bjerghøjder, således i [[Szetshwan Dsara]] (7.800 m) og [[Gambu]] (7.700 m), og passene ligger ofte mere end 4.000 m.o.h.
Der findes også alternative måder at forestille sig landsdelene på:
 
Kysten har en længde af ca. 5.600 km. Den sydlige del af den indtil 30° n. br. er stejl: klippefulde, nøgne højder falder brat ned imod havet og omgiver de utallige bugte og fjorde, der dog i reglen er tilsandede og af ringe værdi som havne. Kun [[Hangtschou]]-, [[Wentshou]]-, [[Futshou]]-, [[Swatou]]-, [[Amoy]]- og [[Kanton]]-bugten danner undtagelser. Denne del af kysten er meget rig på klippeøer. Nord for [[Jang-tse-kiang]]-mundingen bliver kysten flad og er præget af sandrevler og grunde. Ved 35° n. br. bliver kysten atter klippefuld og har i provinsen Shantung flere gode havne så som [[Kiautshou]], [[Wei-hai-wei]] og [[Tshifu]]. Petshili-bugtens kyster er atter flade og fulde af grunde og sandbanker.
''Det egentlige Kina'', som kunne inddeles i en nordlig og en sydlig halvdel: [[Nordkina]] (北方) og [[Sydkina]] (南方), med floden [[Huai He|Huai]] og bjerget Qin som grænse mellem delene. Man kunne da tænke sig, at Manchuriet og Indre Mongoliet var dele af Nordkina. Videre kunne man forestille sig et Vestkina, som kunne omfatte Xinjiang og Tibet, og eventuelt også provinsen [[Sichuan]].
 
=== Bjerglandet ===
 
Det indre af Kina er ganske overvejende et bjergland. Sletter findes ved kysten og ved floderne, men når kun mod nord større udstrækning. Bjerglandet er af meget gammel oprindelse, idet der ikke forekommer marine dannelser, der er yngre end kultiden.<ref name="Salm853">[http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0869.html ''Salmonsen'', s. 853]</ref>
 
I den geologiske bygning såvel som i terrænets former viser der sig en betydelig forskel mellem Nordkina og Sydkina. Disse to hoveddele af landet adskilles ved den østlige fortsættelse af [[Kwenlyn]], der som et system af parallelle bjergkæder under flere navne gennemskærer Kina fra vest til øst. Længst mod vest danner [[Nanshan]] grænsen mellem provinserne [[Kansu]] og [[Tibet]] og når højder på 6.000 m.o.h. Øst for [[Hoangho]] fortsættes Kwenlyn-systemets kæder af [[Tshinlingshan]], [[Funiushan]] og [[Hwai]]-bjergene. I disse kæder er [[Tapaishan]] (3.350 m) i Tshinlingshan det højeste punkt, Passene ligger her i en højde af 1.400—2.000 m.o.h., de øvrige kæder er lavere (1.200—2.000 m med ganske lave pashøjder). Nord for disse bjergkæder ligger Nordkinas højland, der imidlertid ved det store kinesiske lavland deles i to dele, af hvilke den østlige opfylder den største del af provinsen [[Shantung]]. Længst mod øst i denne provins danner [[Lai]]-bjergene halvøen mellem det [[Gule Hav]] og [[Petshili]]-bugten; de når i [[Kwaniushan]] en højde af 880 m og begrænses mod vest af en sænkning, der går fra [[Kiaotshou-bugten]] til Petshili-bugten, der her er forbundne ved floden [[Kiaoho]] og en kanal. Vest for denne sænkning ligger flere bjergmasser: [[Ishan]], [[Taishan]] (1.540 m), [[Kiunyshan]]. [[Shantung]]-bjergene er mod øst hovedsagelig af arkaisk oprindelse, mod vest er de foldede arkaiske lag, der består af [[gnejs]] og krystallinske skifre med [[diabas]]er, [[kvartsporfyr]] og Korea-[[granit]], overlejrede af kambriske og [[silur]]iske [[kalksten]] og [[sandsten]] samt af kulformationen, der indeholder rige [[kul]]lejer. Bjerglandet består af plateauer og [[karst]]dannelser, stærkt gennemspaltede af [[forkastning]]er. Om fortidens vulkanske virksomhed vidner kupler af [[trakyt]], [[dolerit]] og [[basalt]].
 
Længst mod nord ved Mongoliets grænse vidner udstrakte lavadækker om fortidens vulkanske virksomhed. Mellem kæderne strækker sig brede dale, udfyldte med sedimenter fra saltsøer eller dækkede med løss. Floderne, der gennemløber disse dale, gennembryder sædvanlig kæderne i dybe, snævre kløfter, ad hvilke handelsvejene fører fra kysten til det indre. Også i provinserne Shansi, Shensi og Kansu har bjerglandet en lignende karakter. Brudranden mod den store slette viser sig for den øst fra kommende rejsende som et langt, murformigt højdedrag, der bærer navnet [[Taihangshan]] eller Sishan (Vestbjergene). Har man overskredet plateauranden, viser det indre sig som et virvar af terrasser og taffelbjerge uden udprægede bjergkamme. Lavningerne og bjergskråningerne er dækkede med dyb løss, der navnlig i Kansu har en uhyre udbredelse og i høj grad bidrager til at udjævne terrænformerne. Flodernes erosion har imidlertid i løss-egnene skabt de mest bemærkelsesværdige landskabsformer, idet den har gravet dybe dale med lodrette vægge, der danner rene labyrinter af kløfter og hulveje. Står man på et højt sted, ser man ud over de grønne terrasser, mens man nedefra kun ser mod de gule, lodrette løss-vægge, der er udskårne i de mest fantastiske former med fritstående piller, bastionagtige fremragninger og snævre sidekløfter.
 
== Klima ==
[[Fil:China precipitation.jpg|thumb|Kort over nedbørsfordelingen i Folkerepublikken Kina. Størstedelen falder i det Egentlige Kina, hvorimod områderne vest og nord herfor kun får ringe mængder.]]
Klimaet i Kina må naturligvis være meget uens på grund af landets store udstrækning. Mens de sydlige provinser ligger syd for vendekredsen og har et tropisk klima, strækker de nordlige provinser sig langt op i det koldt tempererede bælte. Fælles for hele landet er dog det regelmæssige monsunskifte. Det høje lufttryk, der om vinteren danner sig over Mongoliet og Østsibirien, frembringer på denne årstid tørre og kolde nordvestlige vinde, der medfører en i forhold til breddegraden meget lav vintertemperatur: (januar-temperaturen for Peking ÷ 4,6&nbsp;°C, Shanghai 2,1&nbsp;°C, Hankou 3,3&nbsp;°C, Hongkong 15,3&nbsp;°C). Mens lavlandet og det sydlige Kina ved bjergene er noget beskyttede mod vintermonsunen, er den i det indre af Nordkina meget heftig og frembringer meget streng kulde (Sirvantse vest for Peking: januar ÷ 16,7&nbsp;°C). Længst mod syd antager den lige som i Indien retningen fra nordøst til sydvest. Skønt middeltemperaturen for vinteren syd for 25° n. br. ligger over frysepunktet, er frost dog almindelig i den største del af landet. De gennemsnitlige minima er for Peking ÷ 15,2&nbsp;°C, for Shanghai ÷ 8,6&nbsp;°C, for Hankou ÷ 5,4&nbsp;°C; kun de sydlige provinserss kyst er frostfri.
 
Sne falder regelmæssig lige til Jang-tse-kiang, og ingen provinser er ganske sikre mod snefald. Ganske anderledes stiller alle forhold sig om sommeren. Over fastlandet falder lufttrykket stærkt. I april eller maj begynder vinden at skifte retning, og indtil september eller oktober hersker sommermonsunen, der mod nord er sydøstlig, mod syd sydlig eller sydvestlig. Om sommeren er der kun ringe aftagen af temperaturen mod nord, varmegraden afhænger meget mere af afstanden fra kysten (temperaturer for juli: Hongkong 28,7&nbsp;°C, Shanghai 27,3&nbsp;°C, Peking 26,2&nbsp;°C, Hankou 28,9&nbsp;°C; middelmaksima for Hongkong 33,1&nbsp;°C, Shanghai 36,5&nbsp;°C, Peking 36,6&nbsp;°C, Hankou 34,7&nbsp;°C). Mens altså Sydkina endnu har noget af tropernes regelmæssige temperaturforhold med små svingninger, har Nordkina et udpræget fastlandsklima, hvis temperaturmaksima endog overgår de sydlige stationers.
 
Regnen falder væsentlig i sommerhalvåret, og regnmængden aftager fra syd til nord: Hongkong 229,1 cm, Shanghai 116,9 cm, Peking 64,2 cm. Vinterhalvåret med sine vedholdende landvinde må naturligvis være meget tør. Særlig i Nordkina er regnen strengt periodisk og vinteren meget fattig på nedbør. Regntiden varer fra juni til september med maksimum i juni. Ved Jang-tse-kiang er vinteren langt fra i den grad uden nedbør, og regntiden begynder allerede i marts eller april, men den største regnmængde falder ligeledes i juni. Ved kysten synes at være to maksima for regnen i juni og august, men de enkelte år kan variere stærkt. I det hele synes det indre at have mest regn om foråret, kysten om eftersommeren.
 
== Plantevækst ==
 
Plantevæksten i Kina er meget varieret beroende på uligheder i klima og jordbundsforhold.
 
Ser man på de kinesiske planters systematiske stilling, kan der sondres mellem to floraer, der mødes og blander sig med hinanden, nemlig den tropiske, der er overvejende på kysten og i dalene i det indre indtil ca. 25° n. br., og den såkaldte arktotertiære, der omfatter både stedsegrønne og løvfældende træer og buske og viser nært slægtskab med plantevæksten i det tempererede Europa og Amerika, et slægtskab, der endog strækker sig til fællesskab i arter, men almindeligere er det dog, at samme slægter i de forskellige verdensdele repræsenteres ved forskellige arter. Blandet med denne flora findes imidlertid overalt i Kina, ja endog så langt mod nordøst som i Manchuriet arter, hvis slægtninge man forgæves vilde lede efter i de andre verdensdeles tempererede egne, men som må søges i troperne. Denne bemærkelsesværdige vide udbredelse af tropiske familier og slægter mod nord må tilskrives Østasiens enestående geografiske beliggenhed: mens den tropiske og den tempererede zone alle andre steder på jorden er adskilte ved hav eller ørkener, der forhindrer udveksling af arter, saa findes her den jævneste overgang, og begunstigede af den hede og fugtige sommer har hårdføre arter kunnet vandre mod nord og tilpasse sig den kolde vinter.
 
Ser man på den geografiske fordeling af vegetationsformationerne, kan man sondre mellem flere regioner:
# '''''Den nordkinesiske region''''' begrænses mod syd af Tsinglingshan; længere mod øst i lavlandet er grænsen mindre skarp. På grund af den kolde vinter er træerne løvfældende. Slettelandet har en parkagtig karakter. De grønne markers ensformighed afbrydes bestandig af gran- og enebærplantninger, tætte krat af bambus, plantninger af frugt- og prydtræer. Blandt træerne kan fremhæves ''Ailanthus glandulosa'', ''Gingko biloba'', ''Catalpa bungei'', arter af [[poppel]], [[valnød]], [[elm]] og [[Fyrreslægten|fyr]]. Et meget yndet frugttræ er ''Diospyros kaki''. Papirmorbærtræet (''Broussonetia papyrifera'') findes både dyrket og vildt; ligeledes er det hvide [[morbær]]træ hjemmehørende i denne region, men er udbredt langt længere mod syd. På tørre bakker vokser krat af ''Lycium sinense'', ''Sisyphus Kæmpferi'' og andre buske, selv på sletten mellem Peking og kysten findes betydelige udyrkede landstrækninger bevoksede med krat. Skov mangler der imod. Bjerglandet vest for Peking og i de øvrige nordkinesiske provinser er ligeledes fattigt på skov og antager hen imod Mongoliets grænse en [[steppe]]agtig karakter. Kun bjergkæderne bærer højere oppe skove, der består af [[eg]], [[ahorn]], [[røn]] med underskov af arter af ''Prunus'', ''Pyrus'', ''Corylus'', ''Deutzia'' og andre. Højere oppe bliver plantevæksten endnu mere nordisk med [[birk]] og [[lærk]], vekslende med krat af [[hassel]], [[ribs]] og [[rhododendron]].
# '''''Den sydkinesiske region''''' udmærker sig ved sine krat af stedsegrønne buske, der indtager arealer, hvor skovene er borthuggede og jorden ikke er opdyrket. I bjerglandet ligger rismarkerne i smalle striber langs floderne. På dalenes lavere skråninger findes uvandede marker, og oven for disse kommer udyrkede, kratbevoksede strækninger. Blandt krattenes buske er særlig familien ''Ternstroemiaceæ'' (''Camellia'', ''Eurya'') karakteristisk. Til den hører også [[te]]-busken, der er genstand for en meget udbredt dyrkning. Blandt træerne kan fremhæves [[kamfer]]træet (''Cinnamomum camphora'') og andre ''laurace''er, arter af [[Rhus]], nåletræer med mere. Af [[palme]]r når ''Trachycarpus excelsa'' indtil den øvre Hanho-dal. Skove er sjældne, men findes dog på flere højere bjerge, således på [[Tajyling]] på grænsen mellem [[Fukien]] og [[Kiangsi]].
# '''''Den tropiske region''''' længst mod syd slutter sig ganske til Bagindien. Landsbyerne ligger i skygge af [[bambus]]krat og plantninger af [[mango]], [[carica]] og andre tropiske frugttræer. I vandrige dale i bjergene findes den rigeste vegetation af ''Apocynace''er, ''Myrtace''er og ''Melastomace''er. I bjerglandet i Yunnan og Szetshwan findes naturligvis i de højere dele en til det koldere klima svarende plantevækst. I systematisk henseende slutter særlig Yunnans flora sig til det østlige [[Himalaya]].
 
== Dyreverden ==
 
I henseende til dyreverdenen har Kina ingenlunde noget ensartet præg, idet Sydkina indtil hen imod Jang-tse-kiang sammen med Bagindien danner den bagindiske provins af den orientalske region, mens Nordkina sammen med Manchuriet danner den manchuriske provins af den palæarktiske region.
 
I de tættere befolkede egne af Kina er dyreverdenen temmelig fattig, idet landets stærke opdyrkning og skovenes ødelæggelse har tilintetgjort levevilkårene for større vilde dyr. Det er kun i afsidesliggende og tyndt befolkede grænsedistrikter, hvor mennesket ikke i så høj grad har formået at omforme naturen, at et rigere dyreliv har kunnet bevares. I provinserne Yunnan og Kwangsi, hvor større skovstrækninger endnu er til stede, færdes [[tapir]], [[elefant]], [[tiger]], [[brilleslange]] og andre fra Indien kendte dyr. Tigeren færdes for øvrigt i alle tyndt befolkede egne i Kina, ja endog så langt mod nord som til Amur-dalen. Den palæarktiske fauna har sin rigeste udvikling i det skovrige bjergland i det vestlige Szetshwan og Østtibet. Der lever her 3 abearter, af hvilke den ene (''Rhinopethecus roxellanæ'') har en tyk pels og færdes i de højtliggende bjergskove, hvor sneen om vinteren tynger på granernes grene. Af rovdyr findes mange arter så som den tibetanske bjørn, ''Æluropus metanoleucus'', flere katte, mårer og [[desmerdyr]] (''Viverra civetta'' og ''Paradoxurus larvatus''). De muldvarpe- og spidsmusagtige insektædere optræder i flere ejendommelige slægter (''Uropsilus'', ''Nectogale'' og så videre). Af gnavere findes såvel centralasiatiske steppeformer (''Lagomys'', ''Arctomys'') som [[flyveegern]] af samme slægt (''Pteromys'') som de indiske drøvtyggere er meget talrige. [[Yakokse]]n holdes tam og benyttes som lastdyr. Desuden findes [[antilope]]r (''Budorcas'', ''Nemorrhoedus''), vildfår (''Ovis naghor'') og flere arter af hjorte, blandt andre ''Elaphurus davidianus''. [[Moskushjort]]en er på grund af jagt blevet sjælden. Nordkinas grænseprovinser mod Mongoliet har en mongolsk steppefauna med antiloper og gnavere, desuden findes en frugtædende hund (''Nyctereutes procyonoides'') og et gnaverpindsvin (''Hystrix''), ja selv så langt mod nord findes et skældyr (''Manis dalmanni'') som yderste forpost for de indiske former.
 
Blandt standfuglene er især hønsefugle talrige, og af disse forekommer [[fasan]]erne i flere pragtfulde arter, der i stor udstrækning holdes i fangenskab som prydfugle. En [[papegøje]] (''Palæornis derbyana'') går om sommeren indtil 32° n. br., men mange trækfugle af tropiske slægter trækker i den hede sommer nord på lige til Mongoliet og Sydsibirien.
 
Krybdyr og padder er lidet talrige. Særlig kan lægges mærke til en [[alligator]] (''Alligator sinensis'') i Jang-tse-kiang og en [[kæmpesalamander]] (''Sieboldia davidiana''), der forekommer i søerne på begge sider af den tibetanske grænse.
 
== Demografi ==
 
Der har været over hundrede forskellige etniske befolkningsgrupper i Kina. [[Han-kinesere|Hàn-kineserne]] er imidlertid talmæssige overlegne. I løbet af historien er mange etniske grupper blevet assimileret, eller forsvundet uden spor. Flere tidligere etniciteter er blevet "siniseret" og blevet Hàn-kinesere. Dette har ført til at antallet af Hàn-kinesere er øget dramatisk. I flere af Kinas (centrale og sydlige) provinser er forskellene i talesproget ofte så store at de må ty til "rigsmålet" Mandarin eller [[kinesiske tegn|skriftsproget]] (som er fælles) for at gøre sig forstålige. Udenom Hàn-etnisiteten anerkender myndighederne i [[Folkerepublikken Kina]] til sammen 55 etniske minoriteter.
 
Kinas totale befolkningstal, som er verdens største, er 1,4 milliarder. Befolkningsvæksten i [[2007]] var på 0,606 procent. Efter som den totale verdensbefolkning var over 6 milliarder mennesker, udgør Kinas befolkning på daværende tidspunkt 20,25 % af verdens befolkning.
 
I 1949, da Folkerepublikken blev oprettet, var indbyggerantallet på ca 540 millioner<ref>[http://www.kina-portal.dk/fakta/befolkning.php Kinas befolkning<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. Verdens befolkning omkring år 1950 var knap 2.5 mia.<ref>[http://www.udviklingstal.dk/befolkning/udvikling-i-verdenseksporten.htm Verdens befolkning 1950-2050 – udvikling og prognose<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Dvs at Kinas befolkning levede op til udtrykket: "Hvert fjerde barn der bliver født er en kineser".
 
Den demografiske situation er svært ubalanceret. De to vigtigste problemer, som af mange demografer beskrives som tikkende bomber, er at børnetallene er meget lave i forhold til den ældre befolkning, og at kønsfordelingen blandt børn, på grund af selektive tiltag, blandt andet ved [[kønsselektion ved hjælp af abort eller spædbarnsdrab]], er sådan, at man er på vej ind i en situation med et betydelig kvindeunderskud.
 
=== Befolkningstæthed ===
 
[[Fil:Population density of China by first-level administrative regions(English).png|thumb|Kortet viser befolkningstætheden henholdsvis i Folkerepublikken Kina og på Taiwan. Det [[egentlige Kina]] skiller sig markant ud i forhold til [[Centralasien]] mod nord og vest.]]
 
I fordelingsmæssig henseende er der en markant forskel mellem de meget tæt befolkede områder i det Egentlige Kina og de langt mindre tæt befolkede områder vest og nord herfor. Denne forskel har historiske rødder.
 
{| class="wikitable"
|-
! Provins !! 1910 !! indb.<br />pr. km<sup>2</sup> !! 1920 !! indb.<br />pr. km<sup>2</sup> !! 1935 !! indb.<br />pr. km<sup>2</sup> !! 1957 !! indb.<br />pr. km<sup>2</sup>
|-
| ''Peking by'' || - || - || - || - || - || - || 7.300.000 || 429
|-
| Hopei || 32.571.000 || 109 || 34.187.000 || 114 || 31.100.000 || 221 || 44.700.000 || 216
|-
| Shansi || 10.000.000 || 47 || 11.081.000 || 52 || 12.100.000 || 75 || 16.000.000 || 102
|-
| Shantung || 29.600.000 || 204 || 30.803.000 || 208 || 28.700.000 || 187 || 54.000.000 || 352
|-
| Honan || 25.600.000 || 145 || 30.832.000 || 175 || 30.600.000 || 178 || 48.700.000 || 291
|-
| Shensi || 8.800.000 || 50 || 9.466.000 || 54 || 11.800.000 || 61 || 18.100.000 || 93
|-
| Kansu || 5.000.000 || 15 || 5.928.000 || 18 || 6.300.000 || 17 || 12.900.000 || 35
|-
| ''Shanghai by'' || - || - || - || - || - || - || 10.000.000 || 1724
|-
| Kiangsu || 17.300.000 || 173 || 33.786.000 || 338 || 34.100.000 || 323 || 45.200.000 || 443
|-
| Anhui || 17.300.000 || 122 || 19.833.000 || 140 || 21.700.000 || 152 || 33.600.000 || 240
|-
| Hupeh || 24.900.000 || 135 || 27.167.000 || 147 || 26.700.000 || 147 || 30.800.000 || 164
|-
| Szechwan || 23.000.000 || 41 || 49.783.000 || 88 || 48.000.000 || 119 || 72.200.000 || 127
|-
| Chekiang || 17.000.000 || 179 || 22.043.000 || 232 || 20.600.000 || 204 || 25.300.000 || 248
|-
| Fukien || 13.100.000 || 109 || 13.158.000 || 110 || 10.100.000 || 83 || 14.700.000 || 119
|-
| Kiangsi || 14.500.000 || 81 || 24.467.000 || 136 || 20.300.000 || 121 || 18.600.000 || 113
|-
| Hunan || 23.600.000 || 109 || 28.443.000 || 132 || 31.500.000 || 146 || 36.200.000 || 172
|-
| Kweichow || 11.300.000 || 65 || 11.216.000 || 65 || 14.700.000 || 83 || 16.900.000 || 91
|-
| Yunnan || 8.500.000 || 22 || 9.839.000 || 26 || 13.800.000 || 35 || 19.100.000 || 44
|-
| Kwangtung || 27.700.000 || 107 || 37.168.000 || 143 || 32.400.000 || 145 || 38.000.000 || 164
|-
| Kwangsi || 6.500.000 || 32 || 12.258.000 || 61 || 10.900.000 || 50 || 19.400.000 || 88
|-
! 18 provinser !! 316.271.000 !! 80 !! 411.458.000 !! 104 !! 405.400.000 !! 111 !! 581.700.000 || -
|-
| Manchuriet || 14.917.000 || 16 || 13.702.000 || 15 || 28.900.000 || 22 || 51.700.000 || -
|-
| ''Jehol'' || - || - || - || - || ''2.400.000'' || ''14'' || - || -
|-
| ''Heilungkiang'' || - || - || - || - || ''3.700.000'' || ''6'' || ''15.000.000'' || ''32''
|-
| ''Kirin'' || - || - || - || - || ''7.800.000'' || ''28'' || ''12.600.000'' || ''67''
|-
| ''Liaoning'' || - || - || - || - || ''15.000.000'' || ''60'' || ''24.100.000'' || ''160''
|-
| Indre Mongoliet || - || - || - || - || 4.100.000 || 7 || 9.200.000 || 8
|-
| ''Chahar'' || - || - || - || - || ''2.000.000'' || ''8'' || - || -
|-
| ''Suiyuan'' || - || - || - || - || ''2.100.000'' || ''7'' || - || -
|-
| Ninghsia || - || - || - || - || 1.500.000 || 5 || 1.800.000 || 27
|-
| Sinkiang || - || - || - || - || 2.600.000 || 2 || 5.600.000 || 3
|-
| Sikang || - || - || - || - || 3.000.000 || 6 || - || -
|-
| Tibet || - || - || - || - || 3.700.000 || 4 || 1.300.000 || 1
|-
| Tsinghai || - || - || - || - || 1.800.000 || 3 || 2.100.000 || 3
|}
<small>Kilder:<br /> Vahl og Hatt, s. 149;<br /> Grünbaum og Kobylinski, s. 13f;<br /> Ellinger, s. 9f, 46</small>
 
=== Sprog ===
 
[[Fil:China_ethnolinguistic_1967.jpg|thumb|Kort over hovedsprog i Folkerepublikken kina.]]
 
I sproglig henseende kendetegnes det Indre Kina ved, at flertallet af befolkningen taler han-kinesisk. Dette gælder også Manchuriet efter en voldsom kinesisk kolonisering. Vest herfor dominerer tibetansk, mod nordvest yighur og mod nord mongolsk.
 
Det må dog tilføjes, at der inden for det han-kinesiske område findes et stort antal mindretalsbefolkninger med hver deres eget sprog.
 
== Næringsliv ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Egentlige_Kina"