Leonora Christina Ulfeldt: Forskelle mellem versioner

Efter Christian 4.'s død brød Leonoras modsætningsforhold til halvbroderen [[Frederik 3.]] og [[dronning Sophie Amalie]] ud i lys lue, og hun flygtede med Corfitz Ulfeldt til [[Sverige]] i 1651 og opholdt sig i [[Stockholm]] 1652-54. Baggrunden for flugten var Corfitz' underslæb og salg af embeder, samt en kompliceret sag med modsatrettede anklager om planlagt giftmord ([[Dina Vinhofer|Dina-sagen]]). Leonora havde besøgt Nederlandene og Frankrig og var en international berømthed. Dronningen af Frankrig havde hun mødt som sin ligemand på trods af, at hun kun var adelig. Hun ønskede ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville nødigt afgive sin lukrative stilling, fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet gav sig udtryk i chikane, som da Ulfeldterne fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Vigtigere var det, at Ulfeldts position såede tvivl om det nye kongepars politiske kurs. For at undgå en retssag om underslæb flygtede de til Sverige, hvor Leonora mødte [[Kristina af Sverige|dronning Kristina]] og lærte at gå i mandsdragt.

Derpå fulgte hun med Corfitz Ulfeldt, da han sluttede sig til svenskerne og med dem rykkede ind i Danmark i 1657. Hun måtte overtage Ulfeldts forsvar, da han i 1659 for en svensk kommissionsdomstol anklagedes for [[forræderi]] og var for syg til selv at forsvare sig. Begge blev arresteret af Frederik 3. i København i 1660 og holdt fængslet i 17 måneder på [[Hammershus]] på [[Bornholm]], hvorfra de på dramatisk vis forsøgte at flygte, på grund af guvernøren, Afolph Fuchs' mishandling. De blev løsladt i 1661 mod at give afkald på en række fordringer (Ulfeldt var en af kongens store långivere) og størsteparten af deres ejendomme. Leonoras arv efter mor og mormor blev ikke rørt. Familien flyttede til [[Ellensborg]] (nu Holckenhavn) på Fyn og fulgte med Corfitz Ulfeldt på [[Sanatorium|kurrejse]] til [[Nederlandene]] i 1662. Derfra rejste hun i 1663 til [[London]] for at inddrive et gammelt tilgodehavende hos [[Kong Charles II|Karl 2.]]. Det var mod aftalen med Frederik 3.