Universitet: Forskelle mellem versioner

I Bologna begyndte nogle mænd af sig selv, uden befaling eller tilladelse, at arbejde med [[romerret]]ten. Den ene var Irnerius (ca. 1055-1125), hvis [[ry]] som forelæser spredtes i Europa. Samtidig begyndte [[Gratian]] (ca. 1100-1158) at forelæse om kirkens retsregler, som han samlede i en overskuelig fremstilling. Adelsmænd fra hele Europa strømmede til Bologna, men måtte af hensyn til retsbeskyttelse, pris- og boligforhold organisere sig. Sådanne sammenslutninger af studerende kaldtes på latin for ''universitates'', og lederen for ''rector''. Da kejser [[Frederik Barbarossa]] i 1158 ved lov tog dem under sin beskyttelse, havde han taget et vigtigt skridt frem mod disse sammenslutningers selvstændiggørelse. I Bologna traf sammenslutningerne selv aftaler med bystyret og professorene og styrede de praktiske forhold. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 130), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4</ref>

 

 

Lærere, studenter og ansatte ved universiteterne havde mange fordele sammenlignet med det øvrige samfund. De betalte ingen skat eller afgift, sorterede ikke under det almindelige retsliv, men under universitetets egen domstol, som kunne idømme bøder, samt afstraffelse i sit eget fængsel. Betjente og [[pedel]]ler sørgede for orden på universitetsområdet. [[Pave]]n garanterede for, at studier og eksaminer lå på det rette niveau. Paven skulle give tilladelse til oprettelse af universiteter, selv om de ikke var rene kirkelige indretninger. Her var samfundets sociale skel ophævet. Mænd fra alle samfundsgrupper mødtes som ligeberettigede studenter. Inden for den akademiske verden var frihed, lighed og fællesskab gennemført som ingen andre steder i [[middelalderen]]s verden. Til overmål var alle universiteter forenet i et stort, internationalt fællesskab med de samme studieordninger, bøger og læseplaner. Sproget var også overalt det samme, nemlig [[latin]]. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 131)</ref>