Göran Persson: Forskelle mellem versioner

'''Hans Göran Persson''' (født [[20. januar]] [[1949]]) er en svensk [[socialdemokrati]]sk politiker og [[Sverige]]s tidligere statsminister,.

Han er født i Västra Vingåker i Södermanlands len. Hans forældre var Karin Persson (f. Jonson; 1924–99), født i Furingstad i Östergötland, og Thomas Persson (1911–07), født i Västra Vingåker. Persson voksede op med fire søskende: de ældre søskende Kerstin (f. 1943) og tvillingarnatvillingerne Jan ochog Bo (f. 1945) samt den yngre broder Bengt (f. 1950).

Göran Persson var borgmester i en årrække i den lille kommune [[Katrineholm]]. I [[1989]] blev han undervisningsminister i [[Ingvar Carlsson]]s første kabinet, og det varede indtil valget i [[1991]] , da Socialdemokraterne blev stemt ud af regeringskontorerne. Som uindervisningsministerundervisningsminister gennemførte Persson med succes ''kommunaliseringen'' af de svenske skoler. Da SocialdemokraternaSocialdemokraterne igen i [[1994]] fik regeringsmagten blev han [[finansminister]]. Persson var en af hjernerne bag "Persson-planen", som blev præsenteret i 1994, og som fokuserede på den vanskelige økonomiske situation Sverige befandt sig i på den tid under den recession, som begyndte i de tidlige 90'ere, med høj arbejdsløshed og et stort budget-underskud. Statsminister [[Carl Bildt]] havde baseret sig på en skrøbelig koalition mellem [[Moderaterne]] og 3 andre liberale og konservative partieerpartier. Udfaldet af 1994 valget blev en succes for socialdemokraterne, da de opnåede mere end 45 % af stemmerne.

Som finansminister var en stor del af Perssons arbejde fokuseret på at opnå en financielfinansiel balance i økonomien. Persson gør ofte opmærksom på, at han "ryddede op" efter Bildt.<ref>[http://www.riksdagen.se/Webbnav/index.aspx?nid=101&bet=2004/05:140&guid=%7B1285BE57-F835-4CD7-B169-B361F1462A64%7D Riksdagens protokoll 2004/05:140], Anf. 19, 15 juni 2004.</ref><ref>Göran Persson, [http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=572&a=577810&previousRenderType=2 "Ingen tillträdande regering har haft bättre förutsättningar"], DN Debatt, 5 oktober 2006.</ref>

I 1996 blev Persson udpeget til vice-statsminister i stedet for [[Mona Sahlin]] for at lede landet, nårda Carlsson trådte tilbage. Persson fortsatte, hvor han slap som finansminister – ved konstant at være i spidsen for regeringens bestræbelser på at aflaste Sveriges kroniske budgetunderskud. I 1994, var det årlige underskud omkring 13 % af [[BNP]]. Men, efter atimplementering have implementeretaf velfærdsnedskæringer og skatteforhøjelser faldt det til et forventet 2.,6 % af BNP i 1997, hvilket bragte Sverige i en position, hvor det kvalificerede sig til at deltage i den europæiske økonomiske og monetære union. Men prisen var høj: Arbejdsløsheden voksede til 13 %, for så pludselig at falde til 6,5 % samme år. Göran Persson nævner selv budgetsaneringen som sit største politiske resultat: <blockquote>"detta att vi lyckades återvinna en bra sysselsättning och en stark ekonomisk utveckling utan att behöva fördärva grunderna för vårt välfärdssamhälle. Och vi gick hårt fram, vi gav oss på pensionärernas bostadsbidrag, även om detta beslut togs tillbaka senare, och barnbidragen, flerbarnstillägget, till och med kungahusets apanage, och ingen yrkesgrupp undantogs".</blockquote><ref>[http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=1042&a=625152 Persson blir personlig] – Dagens Nyheter, 5. marts 2007</ref></blockquote>Han har været tilfreds med at holde Sverige uden for [[ØMU]] – i 1997 modsatte han sig, at Sverige skulle slutte sig til [[eurozonen]] ved dens begyndelse i 1999, idet en svag krone har været en af hovedårsagerne til, at svenske eksportvirksomheder har kunnet konkurrere og erobre markedsandele, og dermed bidraget positivt til Perssons genopretning af svensk økonomi. Han var statsminister fra [[21. marts]] [[1996]] til [[6. oktober]] [[2006]].

== Medvirker til at bryde isolationen af Nordkorea-politik ==

Under det svenske EU-formandskab i første halvår af 2001 rejste Persson sammen med [[Javier Solana]] og EU-kommissær [[Chris Patten]] til Nordkorea, og de kom tilbage med det samme indtryk: "De folk er på ingen måde vanvittige. De er meget velorienterede, og de er parate til at forhandle." Det bekræftede det indtryk, som Ruslands præsident [[Vladimir Putin]] og USAsUSA's udenrigsminister [[Madeleine Albright]] havde fået kort forinden, og sidstnævnte havde endda opbygget en personlig menneskelig relation med Nordkoreas leder, [[Kim Jong-il]], og prøvede at få sin chef, [[Bill Clinton]] til at engagere sig og rejse til Nordkorea for at forhandle. Clinton ønskede dette, men der var ikke politisk opbakning til det i [[Washington D.C.|Washington]]. Stærke kræfter ønskede, at Clinton i stedet skulle engagere sig i fredsprocessen i Mellemøsten –, som kørte af sporet i efteråret 2000.<ref>[http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=36462&TS_ID=1&S_ID=23&C_ID=50 Nordkorea kræver bare sikkerhed – Den danske Korea-ekspert Geir Helgesen er på linje med Kim Dae Jung, Putin, Persson og Albright – i hvert fald i bedømmelsen af at styret i Pyongyang er til at forhandle med] – Arbejderen,25. oktober 2006</ref>