Gudelige vækkelser: Forskelle mellem versioner

'''De gudelige vækkelser''' eller '''forsamlingsbevægelsen''' var en [[Kristendom|kristelig]] folkebevægelse i [[1800-tallet]]s Danmark, der blandt andet markerer begyndelsen på de demokratiske strømninger, der også i Danmark skulle konkretiseres i en [[demokrati]]sk [[grundlov]]. <br />

Idéerne fra [[oplysningstiden]] prægede kirke- og åndslivet i perioden [[1750]]–[[1800]].<br />

''Positivt'' kom det til udtryk i bondestandens voksende selvbevidsthed. Dette sammen med at bønderne fik mulighed for at købe deres egne [[Bondegård|gårde]] resulterede i at den gamle kollektive bondekultur blev afløst af en ny [[Individualisme|individualistisk]]. Det førte til, at den gamle kollektive og kirkelige religiøsitet blev afløst af en personlighedsreligion. I store dele af øvrigheden bredte sig desuden en [[humanisme|humanistisk]] indstilling, der gjorde denne vækkelse mulig og tilladt. <br />

Vækkelsen var først og fremmest en [[Pietisme|pietistisk]] vækkelsebevægelse med rødder i det man kan kalde en mere elitær [[pietisme]] i [[hof]]fet og [[Gejstlig|præstestanden]]. Vækkelsen kan karakteriseres som en slags “forsinket” pietisme, for det var først på dette tidspunkt, at almindelige mennesker tilegnede og realiserede den. <br />

Fra [[1745]] var det tilladt for forkyndere fra den Herrnhutiskeherrnhutiske Brødremenighed (de såkaldte emissærer) at rejse omkring og holde møder for lukkede kredse. Det lokale arbejde var dog meget bundet på deres tilstedeværelse, så de fleste samlinger smuldrede hen, når de rejste igen. Fra århundredeskiftet begyndte almuen selv at tage initiativ – der mærkes en utilfredshed overfor emissærerne, for hvorfor virke i det stille. [[Bibelen]] var for god til at holde for sig selv. <br />

Denne tid var meget præget af de personer, der var toneangivende på det pågældende lolale sted, og så også af de forhold, de levedeleveforholdene underdér. Her en kort gennemgang af to af vækkelsens centre.

DisseDe vakte på denne egn blev efterfølgendesenere kaldt for “[[de stærke jyder]]”, vel på grund af deres stædighed/fastholden og holden fast på deresegne [[mening]]er. Det var egentlig en stille vækkelse, ogder detikke var ikke præget af [[ReligiøsKristen mission|mission]], men de holdtstod fast på deres holdninger. Det kom derfor til strid undervisningsmæssigt. (deDe holdt fast ved Erik Pontoppidans katekismus fra [[1738]] i stedet for at skifte den ud med [[Nicolai Edinger Balle]]s oplysningsprægede [[Balles Lærebog|''Lærebog i den evangelisk christelige Religion'']]). og iI kirken vedblev man at synge efter [[Kingos salmebog]] og nægtede at skifte den ud med den mere rationalistiske ''Evangelisk-Kristelig Salmebog''. <brfra 1798. />

Den såkaldte forsamlingsbevægelse: et kendetegn ved denne vækkelse var at man var udadrettet missionerende, og kæmpede for retten til at holde møder i egne hjem uden den lokale præsts deltagelse. Man var ikke enig i den rationalistiske tilgang til [[Bibelen]], men ønskede at mødes og udlægge Bibelenden i lyset af ensegen personlige stillingtagen og tro.

Disse møder var en overtrædelse af den såkaldte [[konventikelplakat]] fra [[1741]], og derfor blev der indledt retssager mod vækkelsens folk. [[Dom (retsvæsen)|Dom]]mene lød på [[bøde]]r og [[fængsel]]sstraffe. <br />

Forsamlingsbevægelsen gjorde sig gældende overforover for [[Offentlig myndighed|myndighederne]]. Man var selvbevidst og ofte provokerende. [[Forordning (Danmark)|Forordning]]er og [[tilhold]] blev ofte overtrådt bevidst. De omrejsende [[lægmandsprædikant]]er var rene tilløbsstykker, og det var kun få egne, der var uberørt. <br />

Enkelte steder blev der ansat præster, der sympatiserede med vækkelsesbevægelsen. En af dem, der oftest sættes i forbindelse med dem var præsten og [[salmedigter]]en [[Grundtvig]], der dog ikke viste sig særlig imødekommende overfor de vakte. <br />

Vækkelsesbevægelsen fik mere og mere frihed. I [[1839]] lod Christian den 8. forsamlingsfriheden fra Fyn gælde i hele Danmark. I samme år “opdagede” regeringen, at loven ikke indskærpede skolepligt, men [[undervisningspligt]], hvilket førte til oprettelse af skoler og overtagelse af religionsundervisningen. <br />

Også i 1839 begyndte [[Baptistkirken|baptisterne]] for alvor at markere sig i Danmark, både som resultat af mission og selvgroendeselvgroede tanker. Mange af de vaktes ledere toglagde afstand til baptisterne, men de stod svagt, da mange vakte havde sympati for baptisternes understregning af den personlige omvendelse konkretiseret i [[Dåb#Barnedåb og voksendåb|dåben.]], <br''bekendelsesdåb'' eller ''de troendes dåb''. />

Der havde hele tiden været forskellig vægtlægning på teologiske forhold. DetteDet blev mere og mere tydeligt og resulterede i to religiøse retninger med hver deres leder: [[Andreas Ravn]] (de grundtvigske) og [[Anders Stubkjær]] (de “lutherske”). <br />

[[1850'erne]] var præget af en polarisering af disse to retninger. Mange præster fulgte Grundtvig i hans holdninger til Bibelen, kirken, det folkelige og det politiske. Men det var især i spørgsmålet om muligheden for omvendelse efter døden at vejene skiltes. Grundtvig og dem, der fulgte ham, mente at der var mulighed for at blive omvendt efter at man var død – “de lutherske” mente det modsatte. <br />