Oldenborg (land): Forskelle mellem versioner

I slutningen af 1000-tallet omtales en vis [[Egilmar 1. af Oldenburg|Egilmar]] som "en mægtig greve i grænseområdet mellem [[frisere]] og [[saksere]]". Fra ham stammer den endnu frem til 1. verdenskrig regerende storhertugslægt, og hans stamborg "''Olde borg''" (den gamle borg) er den kerne, omkring hvilken den oldenborgske stat voksede op.<ref name= "NF597">[http://runeberg.org/nfbt/0325.html ''Nordisk Familjebok'' (1914), sp. 597]</ref> Egilmars ætlinger var [[vasal]]ler under de mægtige sachsiske hertuger. Da, efter hertug [[Henrik Løve]]s fald i 1180, Oldenborg blev udskilt fra Sachsen og kom under [[Bremen|bremensk]] overhøjhed, indebar dette overgangen til en faktisk, omend først i 1500-tallet formeligt fastslået, [[rigsumiddelbar]] stilling. Ved midten af 1200-tallet byggede greve Johan 1. borgen [[Delmenhorst]], efter hvilken hans efterkommere kaldte sig "grever af Oldenborg og Delmenhorst". Men Delmenhorst styredes ofte af bilinjer og forenedes vedvarende med Oldenborg først i 1600-tallet. I de nordlige og vestlige dele af Oldenborg boede frisere og stedinger, med hvilke de oldenborgske grever i [[middelalderen]] førte et antal fejder. Stedingerne mistede i [[slaget ved Altenesch]] [[1234]] en stor del af deres land til Oldenborg. Ved kampe i begyndelsen af 1500-tallet blev fra friserne erobret blandt andet landet mellem [[Jadebusen]] og [[Weser]].<ref name= "NF597"/>