Versailles-freden: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, fra norsk wiki |
||
Linje 196:
De tre store var ikke kommet til enighed om hvordan, de ville straffe Tyskland. Frankrig ønskede hævn, Storbritannien ønskede et relativt stærkt økonomisk produktivt Tyskland som en modvægt til den franske dominans af det kontinentale Europa, og USA ønskede at skabe varig fred så hurtigt så muligt og ødelægge de gamle imperier. Resultatet var et [[kompromis]], som ingen var tilfredse med. Tyskland var hverken knust eller tilfreds, hvilket ikke lovede godt for fremtiden, hverken for Tysklands, Europas eller verdens fremtid.
== Betydning for udvikling af diplomatiet ==
De to nye statsaktører på den diplomatiske arena, Sovjetrusland og USA, proklamerede begge en åben diplomatisk praksis, som var revolutionerende. "''Alt som må gøres, er at publicere de hemmelige overenskomster. Der efter vil jeg lukke butikken''" sagde Trotskij ifølge traditionen, da han overtog det, som havde været det zaristiske diplomatiske korps.<ref>Ulam, Adam (1974) ''Expansion and Coexistence: Soviet Foreign Policy, 1917-73, annen utg.'' New York, NY: Holt, Rinehart & Winston</ref> Han mente, at den nye socialistiske orden, efter at have sat Europa i brand med [[propaganda]] og der efter bekæmpet de gamle magthavere, ikke længere ville have behov for kancellier og diplomater til at formidle mellem verdensrevolutionens magthavere. Sovjetisk diplomati udviklede sig snart langs tre spor: foruden det gamle stat-til-stat diplomati kom diplomatiet inden for den [[tredje internationale]], og det såkaldte folkediplomati, altså appeller fra Sovjet-staten over hovedet på kapitalistiske stater, rettet direkte til de kapitalistiske staters arbejdende masser.
Og Woodrow Wilson fulgte op. I sine berømte 14 punkter indgik der et, som stod i direkte modstrid til gældende diplomatisk praksis, nemlig at freden - og for den slags skyld forholdet mellem stater generelt - skulle bygge på "''open covenants […] openly arrived at''". At hemmelige overenskomster ikke længere skulle være tilladt, var nu een ting. Men tanken om, at sagsgangen, som skulle lede frem til aftaler og overenskomster, skulle være offentlig, var revolutionerende og kan vel fortsat få det til at risle koldt ned ad ryggen på både diplomater og politikere.
Som første amerikanske præsident nogensinne havde Wilson bestemt sig for at forlade landet i sin tjenestetid for at rejse til Paris. Afgørelsen er vigtig, fordi den markerer, at USA var på vej ind i verdenspolitikken. At statsoverhoveder selv mødtes, var ikke helt nyt. Europas kongehuse var beslægtede og besvogrede på kryds og tværs således, at regenter ofte mødtes ''en famille'' i forbindelse med sommerbesøg og lignende. Man havde også tidligere haft enkeltmøder, for eksempel det mellem zar [[Alexander I af Rusland]] og [[Napoleon]] ved [[Tilsit]] i [[1807]]. Ikke desto mindre peger Wilsons rejse frem mod et fænomen, som Winston Churchill senere skulle give navnet "summit meetings" (topmøder). Under [[den kolde krig]] skulle topmødediplomati, specielt mellem statsoverhovederne i [[Sovjetunionen]] og [[USA]], blive centrale diplomatiske begivenheder. Forberedelserne var ofte meget grundige og ressourcekrævende, medieopbudet omkring selve møderne enormt, og effekten på det løbende arbejde kan være betydelige.
Hvad aktører angik, var det nye med det 20. århundredes diplomati, at folkene fik en opgraderet stilling, både som legitimerende indmad i de stater, som fortsat førte diplomatiet, og som modtagere af statlig politik. De blev tilskuere ikke bare til det, som skulle blive hede topmøder, men også til Folkeforbundets arbejde, og de fik via offentligheden og det hensyn politikere måtte tage til dem, en stadig vigtigere indirekte tilstedeværelse i de diplomatiske overlægninger. For Sovjetunionen og USA var folkene altså også direkte modtagere af diplomatiske fremstød. Dette var nationalismens og folkesuverænitetens virkelige indtræden i diplomatisk praksis, omtrent hundrede år efter at de begyndte at vokse frem som politiske hovedprincipper i kølvandet på tysk [[romantik]], fransk [[revolution]] og Napoleonskrige. Gennembruddet blev altså i sidste fase muliggjort af, at det gammeldags, aristokratiske diplomati blev tillagt meget af ansvaret for udbruddet af 1. verdenskrig. For datidens diplomater, som var opdragne i dette gammeldags diplomati, var overgangen meget smertefuld. Dette gjaldt også dem, som tænkte på sig selv som progressive repræsentanter for faget. Paul Cambon gav for eksempel i 1919 udtryk for, at han daglig angrede, at han havde ladet sin søn vælge en "døende karriere".<ref>Hamilton, Keith & Richard Langhorne (1995) ''The Practice of Diplomacy: Its Evolution, Theory and Administration'' London: Routledge, s. 159</ref> Man trøstede sig med, at diplomatisk praksis måtte følge social praksis generelt for at varetage sine funktioner, og at dette trods alt var en logisk udvikling i "folkets tidsalder".
En af grundene til skepsisen var, at kongres- og konferencediplomatiet truede med at blive en permanent del af diplomatisk praksis og dermed forandrede det kvalitativt. Det vigtigste, som skete i Paris, var netop, at man oprettede Folkeforbundet og dermed skabte en permanent organisation som arena for diplomati. Når man snakker om "nyt diplomati" i samme åndedræt som Paris 1919, tænker man på borgerlige udøvere (snarere end aristokratiske), offentlige traktater (snarere end hemmelige aftaler) og multilateralt diplomati (snarere end bilateralt). Det var imidlertid et megt dårligt tegn for moderne diplomati, at dets måske mest højrøstede tilhænger, præsident Woodrow Wilson, ikke formåede at overtale Senatet til at melde USA ind i det nyoprettede Folkeforbund.<ref>Neumann, Iver B. (2002): "Diplomaten" i Neumann, Iver B., Thorbjørn Knutsen, Morten Bøås og Henrik Thune: ''Global politikk. Krig, diplomati, handel og nyhetsformidling i praksis.'' Oslo: Cappelen forlag</ref>
== Se også ==
| |||