Portrætmaleri: Forskelle mellem versioner

:''Se [[Portræt (billede)|portræt]] for at læse mere om det generelle om emnet.''

 

<!-- The official Chinese court portrait painting of the empress and wife of [[:en:Song Dynasty]] emperor [[:en:Emperor Qinzong of Song|Qinzong]] (1100–1161) -->

 

 

== Teknik og praksis ==

Et veludført [[portræt]] viser den indre [[essens (filosofi)|essens]] af emnet (set fra kunstnerens synspunkt) eller at være en smigrende gengivelse og ikke bare en præcis lighed. [[Aristoteles]] sagde: "Formålet med kunst er ikke at præsentere tingenes ydre, men deres indre betydning, for den og ikke ydre fremtoning og detaljer udgør sand virkelighed."<ref> Gordon C. Aymar ,''The Art of Portrait Painting '', Chilton Book Co, Philadelphia, 1967, s. 119 </ref> Kunstnere kan stræbe efter fotografisk realisme eller en impressionistisk lighed i skildringen af deres emne, men det adskiller sig fra en [[karikatur]], som forsøger at afsløre særpræg ved overdrivelse af fysiske egenskaber. Kunstneren tilstræber generelt et repræsentativt portræt, som [[Edward Burne-Jones]] sagde: "Det eneste tilladte udtryk i store portrætter er udtryk for karakter og moralsk kvalitet, ikke noget midlertidigt, flygtigt eller tilfældigt."<ref> Aymar , s. 94 </ref>

 

Portrætmaleri kan beskrive motivet ”hel figur”, ”halv figur”, ”ansigt og skuldre” (også kaldet et "[[brystbillede]]"), eller ”ansigt”, samt i [[Profilbillede|profil]], både skråt forfra eller ”lige på”, ''en face'' med forskellig fordeling af lys og skygge. Indimellem har kunstnere skabt portrætter med flere vinkler, som [[Antoon van Dyck|Sir Anthony van Dycks]]'s "Tredobbelt portræt af Karl I".<ref> Aymar, s. 283 </ref> Der er endda eksempler på portrætter, hvor ansigtet ikke er synligt på nogen måde. [[Andrew Wyeth]]s ''[[Christina's World]]'' (1948) er en berømt eksempel, hvor den lamme pige med ryggen vendt mod beskueren føjer sig ind i de omgivelser, hvor hun er placeret i for at formidle kunstnerens fortolkning.<ref> Aymar, s. 235 </ref>

 

 

Modellen kan være påklædt eller nøgen, indendørs eller udendørs, stående, siddende, liggende og til hest. Portrætmalerier kan være af enkeltpersoner, par, forældre og børn, familier eller grupper. De kan laves som oliemaleri, [[akvarel]], pen og blæk, [[blyant]], [[trækul]], [[Pastelmaleri|pastel]] og [[blandet medie]]. Kunstnere kan ansætte en bred palet af farver, som med [[Pierre-Auguste Renoir]]s ''På terrassen''(1881) eller begrænse sig til hovedsagligt hvid eller sort, som Hammershøi eller [[Gilbert Stuart]]s ''Portræt af George Washington''(1796).

Væsentligt for udførelsen af et vellykket portræt er beherskelsen af den menneskelige [[anatomi]]. Det menneskelige ansigt er asymmetrisk, og dygtige portrætkunstnere gengiver den subtile venstre-højre forskel. Kunstnere skal have kendskab til de underliggende knogle- og vævsstrukturer for at kunne udføre et overbevisende portræt.

 

 

Ved komplekse kompositioner kan kunstneren første lave en komplet skitse med blyant, blæk, kul eller olie. Den er især nyttig, hvis modellens tid er begrænset. Ellers bliver en rå, overordnet form skitseret på lærredet med blyant, kul eller tynd olie. I mange tilfælde afsluttes ansigtet først. Mange store portrætkunstnere udførte kun hoved og hænder, mens tøj og baggrunden blev lavet af svende og lærlinge. Der var endda andre end portrætmalerne, der udførte særlige opgaver som gardiner og beklædning som [[Joseph van Aken]]<ref> Simon, s. 98 </ref> Nogle kunstnere brugte tidligere dukker for at skabe stillingen og beklædningen.<ref> Simon, s. 107 </ref> Brugen af symbolske elementer placeret rundt om modellen ( tegn, husholdningsgenstande, dyr og planter) blev ofte brugt til at vise modellens moralske eller religiøse holdning, eller med symboler, der repræsenterer modellens arbejde, interesser, eller sociale status. Baggrunden kan være helt sort eller en udpenslet scene, som placerer modellen i rette sociale og rekreative omgivelser.

Selvportrætter fremstilles normalt ved hjælp af et spejl, og det færdige resultat er et spejlbillede – modsat et normalt portræt, hvor model og kunstner står over for hinanden. På et selvportræt ses en højrehånds kunstner ses med pensel i venstre hånd, medmindre kunstneren bevidst korrigerer billedet eller bruger endnu et spejl til at vende billedet.

 

 

Det sker at kunden eller kundens familie er utilfreds med portrættet, og kunstneren må retouchere det, ændre det eller trække det tilbage uden at blive betalt, og lide ydmygelsen af fiasko. [[Jacques-Louis David]]s berømmede portræt af Madame Récamier, der nød stor popularitet på udstillinger, blev afvist af modellen pga. en klodset malet fod. Det samme gjaldt [[John Singer Sargent]]s berygtede'' [[Portræt af Madame X]]''. [[John Trumbull]]s portræt "General George Washington" blev afvist af det udvalg der havde bestilt det.<ref> Aymar, s. 268, 271, 278 </ref> Den nærtagende [[Gilbert Stuart]] besvarede engang en kundes utilfredshed med portrættet af hans kone på denne slagfærdige måde: "Du bragte mig en kartoffel, og du forventer en fersken!"<ref> Aymar, s. 264 </ref>

 

=== Middelalderen ===

 

De fleste tidlige middelalderportrætter var [[Votivgave|votivportrætter]]. I begyndelsen for det meste af paver i romerske [[mosaik]]ker og [[illuminerede manuskript]]er, som eksempel et selvportræt af forfatteren, mystikeren, forskeren, illuminatoren og komponisten [[Hildegard af Bingen]] (1152).<ref> Cheney, Faxon, og Russo, s. 20 </ref>. Som med samtidige mønter var der kun få bestræbelser på at opnå lighed. Gravstensmonumenter spredtes i den [[romansk stil|romanske]] periode. Mellem 1350 og 1400 begyndte sekulære figurer igen at dukke op i kalk- og [[panelmaleri]]er som i [[Theodoric af Prag]]s ''Karl IV modtager troskabsed'' (en. 'Charles IV receiving fealty)',<ref> David Piper,''The Illustrated Library of Art'', Portland House, New York, 1986, s. 297, ISBN 0-517-62336-6 </ref> og portrætter fik igen klare ligheder med de afbildede. Omkring slutningen af århundredet opstod de første olieportrætter af samtidige, malet på små træplader i Bourgogne og Frankrig; først i profil, senere i andre visninger. Wilton-[[diptykon]]en fra ca. 1400 er det ene af to bevarede panelportrætter af [[Richard 2. af England]], den tidligste engelske konge af hvem vi har samtidige portrætter. Til de førende [[Tidlig nederlandsk maleri|tidlige nederlandske]] portrætmestre hører [[Jan van Eyck]], [[Robert Campin]] og [[Rogier van der Weyden]]. Portrætter af givere begyndte at vise dem enten med på eller som deltageer i de hellige scener, der blev fremstillet. I mere private hofbilleder fremstod nogle af dem endog som betydningsfulde personer som [[Jomfru Maria]].

 

=== Renaissance ===

 

[[Renæssancen]] markerede et vendepunkt i portrætkunstens historie. Dels af interesse for naturen, dels af interesse for de klassiske kulturer i oldtidens Grækenland og Rom, fik portrætterne – både malede og skulpturelle – en vigtig rolle i renæssancens samfund og blev værdsat som objekter og som skildringer af jordisk succes og status. Maleri i almindelighed nåede et nyt niveau af balance, harmoni og indsigt, og de største kunstnere (Leonardo, Michelangelo, og Raphael) blev betragtet som "genier" og rangerede langt over den handelsmandsstatus der gjaldt for værdsatte tjenestefolk ved hof og kirke.<ref>Piper, s. 337</ref>

 

I renæssancen ønskede især den florentinske og milanesiske adel en mere realistisk repræsentation af sig selv. Det var en udfordring at skabe overbevisende hel- og trekvart-portrætter, og det stimulerede til eksperimenter og fornyelse. [[Sandro Botticelli]], [[Piero della Francesca]], [[Domenico Ghirlandaio]], [[Lorenzo di Credi]], [[Leonardo da Vinci]] og andre kunstnere udvidede deres teknik i overensstemmelse hermed ved at tilføje portrætter til traditionelle religiøse og klassiske emner. Leonardo og [[Pisanello]] var blandt de første italienske kunstnere der tilføjede [[allegori]]ske symboler til deres sekulære portrætter.<ref name="John Hope-Hennessy, s. 20"/>

 

Et af bedst kendte portrætter i den vestlige verden er [[Leonardo da Vinci]]s maleri ''[[Mona Lisa]]'', opkaldt efter [[Lisa del Giocondo]],<ref name="subject">{{cite web|title=Mona Lisa – Heidelberger Fund klärt Identität (English: Mona Lisa – Heidelberger find clarifies identity)|language= tysk|url=http://www.ub.uni-heidelberg.de/news/monalisa.html|publisher=[[Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg]]|accessdate=2008-08-29}}</ref>{{,}}<ref>{{cite news|title=German experts crack the ID of ‘Mona Lisa’|url=http://www.msnbc.msn.com/id/22652514/?GT1=10755|publisher=[[MSN]]|date=2008-01-14|accessdate=2008-08-29}}</ref>{{,}}<ref>{{cite news|title=Researchers Identify Model for Mona Lisa|url=http://www.nytimes.com/aponline/arts/AP-Art-Mona-Who.html|work=[[The New York Times]]|accessdate=2008-08-29}}</ref> et medlem af Gherardini-familien fra [[Firenze]] og [[Toscana]] og hustru til en velhavende florentinsk silkekøbmand Francesco del Giocondo. Det berømte "Mona Lisa-smil" er et glimrende eksempel på anvendelsen af subtil asymmetri til et ansigt. I sine notesbøger giver Leonardo råd om forskellige lyskvaliteter i portrætmaleri:

 

=== Barok og rokoko ===

Under [[barok]]ken og [[rokoko]]en blev portrætter endnu vigtigere til at vise status og position. I et samfund domineret i stigende grad af sekulære ledere ved magtfulde [[hof]]fer blev billeder af overdådigt klædte personer et middel til at bekræfte deres myndighed. Flamske malere som [[Anthony van Dyck]] og [[Peter Paul Rubens]] udmærkede sig i denne type portrætter, mens [[Jan Vermeer]] fremstillede portrætter af især middelklassen på arbejdspladsen og ved indendørs sysler. Rubens portræt af sig selv og sin første kone (1609) i deres bryllupsklædning er et virtuost eksempel på et parportræt.<ref> Bonafoux, s. 40 </ref> Rubens berømmelse rækker ud over hans kunst: han var hofmand, diplomat, kunstsamler og succesrig forretningsmand. Hans [[atelier]] var et af de mest omfattende for den tid; det beskæftigede specialister i [[stilleben]], i landskabs-, dyre- og genrescener, foruden portrætter. Van Dyck fik uddannelse dér i to år.<ref> Piper, siderne 408-410 </ref> [[Charles 1. af England]] ansatte først Rubens, derefter fik han van Dyck som hofmaler, slog ham til ridder og tildelte ham hofstatus. Van Dyck ikke alene adopterede Rubens’ produktionsmetoder og forretningsfærdigheder, men også hans elegante manerer og fremtræden. Som det blev sagt, "Han var altid pragtfuldt klædt, havde flere fornemme [[ekvipage]]r og holdt så nobelt et hus som mangen en fyrste."<!-- Det virker lidt kringlet med negationerne; jeg mener vi skal bibringes den opfattelse at han ikke "stod tilbage for nogen", hverken mht. klædedragt, køretøjer eller husførelse -- Jeg har sat citatet i noten dertil, så man selv kan vurdere --><ref> Simon, s. 109 – Citatet på engelsk: "He always went magnificently dress’d, had a numerous and gallant equipage, and kept so noble a table in his apartment, that few princes were not more visited, or better serv’d"</ref> I Frankrig dominerede [[Hyacinthe Rigaud]] på stort set samme måde – en bemærkelsesværdig portrættør af kongelige idet han malede fem franske konger.<ref> Aymar, s. 162 </ref>

 

En af nyskabelserne i renæssancens kunst var bedre gengivelse af ansigtsudtryk, der skulle ledsage forskellige følelser. Især undersøgte den hollandske maler [[Rembrandt]] det menneskelige ansigts mange udtryk, han var en af de førende inden for selvportrætmaleriet og malede over 60 i sin levetid.<ref> Aymar, s. 161 </ref> Denne interesse for det menneskelige ansigt fostrede også en af de første [[karikatur]]er, tilskrevet ''Carracci-akademiet'', som blev drevet af Carracci-familien i slutningen af det 16. århundrede i [[Bologna]], Italien (se [[Annibale Carracci]]).

 

Gruppeportrætter blev produceret i stort tal igennem barokken, især i Nederlandene. I modsætning til det øvrige Europa modtog hollandske kunstnere ikke bestillinger fra den [[Reformerte kirke|calvinistiske kirke]] som havde forbudt disse billeder, eller fra [[aristokrati]]et der næsten var ikke-eksisterende. I stedet kom der bestillinger fra borgerlige foreninger og sammenslutninger. Den hollandske maler [[Frans Hals]] brugte flydende eller flygtige penselstrøg ([[Engelsk|en.]] 'fluid brush strokes', flydende, flygtige?) med livlige farver for at oplive sine gruppeportrætter, herunder vagterne i det borgerværn han tilhørte. [[Rembrandt]] havde stor nytte af sådanne bestillinger og i øvrigt af den generelle kunstvurdering hos kunderne fra borgerskabet, som støttede portrætkunsten såvel som stilleben og [[landskabsmaleri]]. Hertil kommer at det første betydende kunst- og forhandlermarked blomstrede i Holland på daværende tidspunkt.<ref> Piper, s. 421 </ref> (Se [[Den hollandske guldalder#Maleri|Maleriet i den hollandske guldalder]])

Rokokokunstnere, der var særligt interesserede i rig og indviklet udsmykning, var mestre i det forfinede eller raffinerede portræt. Deres interesse for påklædningens detaljer og stoffets [[tekstur]] forøgede portrætternes virkning som vidnesbyrd om rigdom, som det fremgår af [[François Boucher]]s berømte portræt af [[Madame de Pompadour]] i bølgende silkekjole.

 

 

De første større indfødte portrætmalere i den britiske skole blev de engelske malere [[Thomas Gainsborough]] og Sir Joshua Reynolds, der også havde specialiseret sig i at klæde modellerne på en iøjnefaldende måde. Gainsboroughs '' [[The Blue Boy|Blue Boy]]'' er et berømt portræt, malet med meget lange børster og tynde [[Oliemaling|oliefarver]] for at opnå den flimrende virkning i den blå dragt.<ref> Piper, s. 460 </ref> Gainsborough gjorde sig også bemærket ved at lave detaljerede baggrunde til sine modeller.

 

=== 19. århundrede ===

I slutningen af det 18. århundrede og i det tidlige 19. århundrede fortsatte [[Neoklassicisme|neoklassiske]] kunstnere traditionen med at skildre emner i den nyeste mode, som især for kvinder var transparente kjoler efter model af [[oldtiden]]s græske og romerske stilarter. Kunstnerne anvendte lys til at definere tekstur og ansigters og lemmers runde former. Franske malere som [[Jacques-Louis David]] og [[Jean Auguste Dominique Ingres]] viste stor virtuositet i denne håndværksmæssige teknik samt et godt blik for karakter. Ingres, elev af David, er kendt for sine portrætter, hvor et spejl er malet bag motivet for at simulere et kig bagfra på motivet.<ref> Bonafoux, s. 99 </ref> Hans portræt af Napoleon på den kejserlige trone er en tour de force i kongelig portrætkunst. (Se galleriet nedenfor)

 

I USA var [[Thomas Eakins]] ubestridt tidens førende portrætmaler, og han løftede realismen og den ærlige skildring til et højere niveau, især i sine to portrætter af arbejdende kirurger, og i sine billeder af udøvende sportsfolk og musikere. I mange portrætter, som for eksempel ''Portrait of Mrs. Edith Mahon'', gengiver Eakins modigt skæmmende følelser som sorg og melankoli.<ref>Aymar, s. 88</ref>

 

Realisterne måtte vige pladsen til fordel for impressionisterne i løbet af 1870'erne. På grund af deres begrænsede indtægter var mange af impressionisterne i begyndelsen henvist til at bruge familie og venner som modeller, og de malede små grupper og enkeltpersoner, enten udendørs eller i fuldt oplyste rum. Deres kendetegn var flimrende overflader og tykke penselstrøg, og impressionisternes portrætter er ofte indsmigrende med en afvæbnende intimitet. Franske malere som [[Claude Monet]] og [[Pierre-Auguste Renoir]] skabte nogle af tidens mest populære billeder af enkeltpersoner og grupper. Den amerikanske maler [[Mary Cassatt]], som studerede og arbejdede i Frankrig, er stadig populær for sine medlevende billeder af mødre og børn, og det samme er Renoir.<ref name="Piper, s. 589">Piper, s. 589</ref> [[Paul Gauguin]] og [[Vincent van Gogh]] var begge [[Postimpressionisme|postimpressionister]], og de malede afslørende portrætter af mennesker, de kendte, mættede med farver, men ikke nødvendigvis flatterende. De to malere fremhæves også for deres kraftfulde selvportrætter.

 

=== 20. århundrede ===

Andre kunstnere fra begyndelsen af de 20. århundrede gjorde også en indsats for at udvide portrætkunsten i nye retninger. Den [[Fauvisme|fauvistiske]] maler [[Henri Matisse]] skabte udtryksfulde portrætter ved hjælp af ikke-naturalistiske, nærmest skrigende farver til huden. [[Cézanne]] brugte simplificerede former i sine portrætter, og i stedet for detaljer satsede han på farvesammensætningen.<ref>Piper, s. 582</ref> Østrigeren [[Gustav Klimt]] havde en særlig stil, hvor han inddrog elementer fra byzantinsk kunst og masser af guldmaling i sine mindeværdige portrætter. Hans elev [[Oskar Kokoschka]] var en anerkendt portrættør af Wiens overklasse. Den markante spanske kunstner [[Pablo Picasso]] malede mange portrætter, heraf adskillige [[Kubisme|kubistiske]] fremstillinger af elskerinderne, hvor motivet er groft forvansket, men hvor der til gengæld leveres et følelsesmæssigt udtryk, der ligger langt ud over karikaturens grænser.<ref>Aymar, p. 54</ref>

 

 

== Portrætmaleri i Danmark ==

I [[Danmark]] er det ældste malede portræt sikkert en lille knælende stifterfigur af [[Oluf Axelsen Thott]] i [[Valløby Kirke]]. I ældre tider har portrætmaleri overvejende været besørget af fremmede kunstnere: feks. [[Jan Gossaert]]s portræt af [[Christian 2.]], især [[Jacob Binck]]; endvidere [[Hans Knieper]] og [[Tobias Gemperlin]].