Versailles-freden: Forskelle mellem versioner

Tidlig i [[1920-'erne]] blev Tyskland ramt af en stærk [[inflation]], som førte [[økonomi]]en ud i en krise og gjorde det umuligt for tyskerne at betale erstatningerne. Briterne foreslog betalingsudsættelse, mens Frankrig stod hårdt på ultimatumet fra 1921, og den [[11. januar]] [[1923]] marcherede [[Belgien|belgiske]] og franske tropper ind i Ruhr, ([[Ruhrokkupationen]]). Den tyske regering proklamerede ''passiv modstand'', og franskmændene svarede med at isolere det okkuperede område fra resten af Tyskland efter, at de forgæves havde forsøgt at få briterne til at møde tyskernes betalingsnægtelse med begrænsede økonomiske sanktioner. Franskmændene gjorde aldrig noget forsøg på at stanse generalstrejken, hvilket de let kunne have gjort ved at stanse tilførselen af madvarer.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24)</ref> I september måtte den tyske regering opgive den passive modstand. Ruhr-okkupationen gav marken dødsstødet, efter som den tyske regering havde garanteret for de strejkendes lønninger og ladet seddelpresserne køre. I 1918 var kursen fire mark til en [[dollar]], i juli 1923 var den steget til 160.000 mark og i november var kursen 130.000 millioner. Pengeværdiens sammenbrud fjernede arbejder- og middelklassens opsparede midler og underminerede troen på systemet. [[Adolf Hitler]] prøvede at udnytte situationen i det såkaldte [[ølstuekuppet|ølstuekup]] den [[8. november]] [[1923]]. Senere i november blev marken erstattet med [[Rentenmark]]en, og sammen med stramninger i den økonomiske politik fik Tyskland inflationen under kontrol.