Alemannere: Forskelle mellem versioner

'''Alamannere''' (''alamanni'', ''allemanni'' etc) var oprindelig en alliance af [[Germanere|germanske stammer]], som var lokaliseret ved de øvre dele af floden [[Main]] i nutidens [[Tyskland]]. En af de tidligste omtaler af dem er tilnavnet ''Alamannicus'', som antagelig blev givet af [[Caracalla]], somder herskede over [[Romerriget]] i tiden [[211]]-[[217]] e.Kr., og som hævdede at være den, somder besejrede dem.<ref>Johann Hofmann, Jacob: ''Lexicon Universale'', Leiden 1698, «Alamannicus».</ref>

Denne alliances væsen og deres tidligere stammetilknytning er forblevet ukendt. Alliancen var aggressiv i sin natur og angreb den romerske provins [[Germania Superior|''Germania Superior'']] (området i vestlige [[ScweitzSchweiz]], de [[Frankrig|franske]] [[Jurabjergene|Jurabjerge]], og regionerne ved [[Alsace]] og det sydvestlige [[Tyskland]]), når den kunne. Generelt fulgte disse stammer mønsteret hos andre germanske stammer som [[frankerne]], den første germanske stammealliance, som havde stoppet romerne fra at trænge ind nord for nedre del af floden [[Rhinen]] og der efterderefter invaderede den romerske provins ''[[Germania Inferior]]''.

Øvre ''Germania Superior'' omfattede regionen mellem øvre Rhinen og øvre Donau (Områdetområdet [[Schwarzwald]] var større den gangdengang end i dag). Romerne kaldte det for ''Agri Decumates'' (det vil sige "Decumates-territorierne"), et navn af ukendt oprindelse. En del forskere har oversat udtrykket som "de ti kantoner"<ref>Romersk ''decem'', «ti».</ref>, men hvilke kantoner og hvilken eksistens er ikke kendt. Lina Hug og Richard Stead nævner i bogen "''The story of Switzerland,'' (1890") bl.a. stednavnene Malans, Davos og Prättigau (alle i kantonen [[Graubünden]]), som forenedes i et forbund kaldet "de 10 jurisdiktioners forbund" (s. 184). Derudover nævnes Voralberg, St. Gall, Zürich, og Glarus, foruden Uri og 3 Waldstätten, Zug, Schwyz og Unterwalden (Niedwalden og Obwalden), samt Engelberg (som en del af Ob- og Nidwalden) og Gersau (som en del af Schwyz).

Området uden for den romerske befæstede grænse omkring ''Germania Superior'' blev kaldt for ''Limes Germanicus''. De samlede krigsgrupper af alemannere krydsede hyppighyppigt ''limes'' og, angreb ''Germania Superior'' og drog videre ind i ''Agri Decumates''. Som et forbund, fra [[400-tallet]], bosatte de sig i [[Alsace]] og ekspanderede ind i det scweitziskeschweiziske mellemland ([[Mittelland]]), foruden dele af hvaddet, somder i dag er [[Bayern]] og [[Østrig]], og nåede dalene i [[Alperne]] i [[700-tallet]].

I henhold til ''[[Historia Augusta]]'' blev forbundene i 200-300-tallet fortsat kaldt ''Germani''. [[Proculus]] (død ca. [[281]]), en kejserusurpator i [[280]], havde en del af sin popularitet i Gallien ved hans fremgange ved guerillaangreb mod alamannernealemannerne.<ref>«Han var ikke desto mindre af en del nytte for gallerne, for han knuste alemannerne – som da fortsat blev kaldt germanere – og ikke uden glansfuld storhed, skønt han aldrig kæmpede på røvervis».</ref> Alemannerne blev der efterderefter en nation, [[Alemannia]], som varundertiden tidvisvar uafhængig, men oftere underlagt frankerne. På [[fransk (sprog)|fransk]] blev navnet for Tyskland og det tyske sprog til ''Allemagne'' og ''allemand'', på [[portugisisk]] ''Alemanha'', ''alemão'', og på [[Spansk (sprog)|spansk]] ''Alemania'', ''alemán'', og er; alle disse tilfældebetegnelser er afledetafledt fra denne tidlige germanske nation. [[Persisk]] og [[Arabisk (sprog)|arabisk]] har også betegnet tyskere som ''Almaani'' og Tyskland som ''Almaania''. På tyrkisk er tysk ''Alman'' og Tyskland ''Almanya''.

Alemannernes område var altid noget udflydende og bestod af et antal ulige distrikter, hvilket afspejlede deres blandede oprindelse. I [[tidlig middelalder]] var dets områder delt mellem [[Strassburg bispedømme]], som dateres fra omkring [[614]], området [[Augsburg]] fra [[736]], [[Mainz bispedømme]] fra [[745]] og af Basel fra [[805]]. Dets særegne love blev kodificerede under [[Karl den store]] som hertugdømmet Alamannia i [[Schwaben]]. I dag er efterkommerne af alamannernealemannerne delt mellem fire nationer: Frankrig (Alsace), Tyskland (Schwaben og dele af Bayern), ScweitzSchweitz og Østrig, og den tyske dialekt, som tales i disse områder, har særegne, regionale træk den dag i dag.

Det tyske sprog, som i dag bliver talt langt ud over grænserne for det tidligere Alemannia, er blevet kaldt for [[Alemannisk|alemannisk tysk]], og er anerkendt blandt undergrupperne af [[høytyskhøjtysk]] sprog. Alemanniske [[Runer|runeinskriptioner]], så som de på [[Pforzen-spændet]], er blandt de tidligste vidnesbyrd på [[gammelhøjtysk]]. Det højtyske konsonantskifte antages at være sket en gangengang i [[400-tallet]], enten blandt alemannere eller blandt [[langobardere]]; før dette skifte var den [[dialekt]], som blev talt af alemanniske stammer, noget forskellig fra andre vestgermanske folks.

Alamannia mistede sin særegne jurisdiktionsidentitet, da [[Karl Martell]] absorberede landet og folket ind under det [[Frankerriget]] tidligtidligt i [[700-tallet]]. I dag er alemannisk et [[Lingvistik|lingvistisk]] begreb, som referer til alemannisk tysk bestående af dialekterne i de sydlige to trediedeletredjedele af [[Baden-Württemberg]] (tysk delstat), i vestlige [[Bayern]] (tysk delstat), i [[Vorarlberg]] (østrigsk delstat), [[scweitzertyskschweizertysk]] i Scweitz,Schweitz og [[elsassisk]] i [[Alsace]] (Frankrig).

I henhold til [[Asinius Quadratus]] (omtalt i midten af [[500-tallet]] hos den [[Byzantiske Rige|bysantinskebyzantinske]] historiker [[Agathias]]) betyder alemannernes navn «alle mand». Det antyder, at de var et konglomerat af ulige stammer. Dette var den udledning af Alamanni, som blev benyttet af [[Edward Gibbon]] i hans store værk ''Decline and Fall of the Roman Empire''<ref>[http://www.ccel.org/g/gibbon/decline/volume1/chap10.htm#MIX Kapittel 10]</ref>, og af den anonyme bidragsyder af notater samlet fra skrifterne af [[Nicolas Fréret]], udgivet i [[1753]], som noterede, at det var det navnetnavn, som blev brugt af dedem, som var uden forudenfor, og som kaldte sig selv for [[svebere]] (''Suevi'').<ref>''Histoire de l'Académie Royale des Inscriptions et Belles-Lettres, avec les Mémoires de Littérature tirés des Registres de cette Académie, depuis l'année MDCCXLIV jusques et compris l'année MDCCXLVI'', vol. XVIII, (Paris 1753) ss. 49-71. Utdrag finnes på internett ved [http://www.eliohs.unifi.it/testi/700/freret/vues.html#notaed ELIOHS].</ref> Denne afledning er forblevet den standardiserede afledning.<ref>Det er refereret i de fleste etymologiske ordbøger, som eksempelvis ''American Heritage Dictionary'' (den store udgave) under rodordet *man-</ref>

En annenanden afledning ser Ala- fra *al-, «bortenfor», ofte i betydningen «andre», fra hvor det er også afledetdet [[græsk]]e ''allos'', «andre, fremmed», og gammelhøjtyske ''Elisâzzo'' (ElsazElsass eller Alsace<ref>[http://www.etymonline.com/index.php?l=a&p=10 etymonline.com, artikkelord Alsace]</ref>): «landet på den andre siden (af Rhinen)», er afledt.

[[Walafrid Strabo]], en munk ved [[Fyrsteabbediet St. Gallen]], som skrev påi [[800-tallet]], bemærkede, at folket i ScweitzSchweiz og de omliggende områder var det kun fremmede,blev somkaldt kaldteAlamanni demaf Alamannifremmede, men at de gav sig selv navnet Suevi. Om dette var sandt i 800-tallet, er denne observation ikke nødvendigvis meningsbærende for 300-tallet. I korthed ved vi ikke nøjagtig hvad, som lå i navnet og hvornår. Det var imidlertid godt etableret blandt en række historikere og geografer.

Et interessant fakta forom ordet Allemanni er, at det franske navn for Tyskland er «Allemagne», mest sandsynlig afledt fra den alemanniske stamme af «alle mænd», også baseret på forbundet af stammer, som blev dannet i 200-tallet og angreb [[Romerriget]].

Dio Cassius ([http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Cassius_Dio/78*.html 78.13.4]) portrætterer alamannernealemannerne som ofre for denne forræderiske kejser Caracalla. De havde bedt om hjælp, fortæller Dio, men i stedet koloniserede han deres land, ændrede deres stednavne og henrettede deres krigere under påskud af at komme til deres hjælp. Da han selv blev syg, hævdede alemannerne, at de havde lagt en forbandelse på ham (78.15.2). Caracalla,Det blev det hævdet, at Caracalla prøvede at modvirke denne ved at påkalde sine forfædres ånder.

Som gengældelse ledede Caracalla der efterderefter [[Legio II Traiana Fortis]] mod alemannerne, som blev besejrede og pacificerede for en tid. Legionen blev der efterderefter æret med navnet ''Germanica''. Historieværket ''[[Historia Augusta]]'' (''Antoninus Caracallas liv'') fortæller (10.5), at Caracalla selv tog navnet Alamannicus, hvilket fik Helvius Pertinax til at bemærke, at han hellere burde blive kaldt for «Geticus Maximus», eftereftersom somhan året før havde han myrdet sin storebroder [[Geta]]. Uden et godt forhold til Caracalla var Geta blevet inviteret til en familieforsoning og blev taget i et baghold af [[centurion]]er fra Caracallas egen hær, og han døde i sin mor Julias arme. Sandt eller ej, Caracalla var fulgt af egne dæmoner og forlod Rom for aldrig at vende tilbage.

Caracalla drog til grænsen hvor for resten af hans korte regime han var kendt for hans uforudsigelige og egenrådige operationer overraskelsesangreb under påskud af fredsforhandlinger. Om alamannernealemannerne tidligere havde været neutrale eller ikke, blev de helt sikkert påvirket af Caracalla til at blive uforsonlige fjender af Rom.

Dette fælles fjendtlige forhold er måske grunden til, at romerske forfattere insisterer på at kalde dem ''Alamanni barbari'', «vildmænd». [[Arkæologi]]en har imidlertid vist, at den alamanniskealemanniske overklasse i høj grad var prægedepræget af romerne, de levede i romerskromerske huse med rette hjørner og brugte romerske genstande, og alemanniske kvinder havde tilpasset sig romersk mode i samtiden med at klæde sig i [[tunika]], selv før, mændene gjorde det.

De fleste af dem boede antagelig i eller nær grænserne til ''Germania Superior''. Selv omSelvom Dio er den første forfatter, som nævner dem, benyttede [[Ammianus Marcellinus]] navnet for at referere til germanere ved [[Limes Germanicus|''Limes Germanicus'']] underi tiden, forhvor [[Trajan]]s guvernørskabvar afprovinsens provinsenstatholder kort efter, at den blev dannet, ca. [[98]]/[[99]]. På den tid var hele grænsen blevet befæstet for første gang. Træer fra de tidligste befæstninger, som er fundet i ''Germania Inferior'', er daterede ved [[dendrokronologi]] til [[99]]/[[100]]. Kort tid efter blev Trajan valgt af [[Nerva]] som dennes efterfølger, adopteret med offentlige fanfarer i ''in absentia'' af den gamle mand kort tid før hans død. Ved år 100 var Trajan tilbage i Rom som kejser i stedet for at kun være en konsul.

Ammianus fortæller ([http://www.gmu.edu/departments/fld/CLASSICS/ammianus17.html xvii.1.11]), at ganske længe efter sendte kejser [[Julian den frafalneFrafaldne]] en straffeekspedition mod alamannernealemannerne, som da var i Alsace, og de krydsede floden Main, gik ind i skoven, hvor vejen var blokeret af fældede træer. Da vinteren kom, okkuperede de på nyttigen:

En tidlig, detaljeret kilde er værket ''[[Germania (Tacitus)|Germania]]'' af [[Tacitus]], der tidvisindimellem har været tolket på en sådan måde, at den har givet andre historiske problemer. I [http://www.sacred-texts.com/cla/tac/g01040.htm kapitel 42] læser vi om [[hermundurere]] (''Hermunduri''), en stamme som med sikkerhed kan lokaliseres til det område, som senere blev [[Thüringen]]. Tacitus hævder, at de gjorde handelhandlede med [[Raetia]], som [[Klaudios Ptolemaios]] har lokaliseret på anden side af Donau fori forhold til ''Germania Superior''. En logisk konklusion er, at hermundurerehermundurerne omfattede det senere [[Schwaben]] og derfor er alamannernealemannerne oprindelig aflededeafledt fra hermundurerehermundurerne.

Imidlertid er det ingen hermundurere, som optræder hos Ptolemaios, skønt hermundurerne efter hans tid blev hermundurere forbundet med [[markomannere|markomannerne]] i krig mod Romerriget. En forsigtig læsning af Tacitus giver en løsning. Han siger, at udløbskilden for [[Elben]] er hos hermundurerne, et sted i den østlige del af øvre Main. Han pladsererplacerer dem også mellem [[narkistere]] (''Naristi, Varisti''), hvis lokalisering, som er helt i enden af oldtidens SchwartswaldSchwarzwald, er velkendt, og [[markomannere]] og [[quadere]]. Imidlertid brød hermundurerehermundurerne ud fra de markomanniske krigere og sluttede en separat fred med Rom. AlamannerneAlemannerne var sandsynligvis derfor ikke hovedsagelig hermundurere, skønt en del af dem kan have været tilstedetil stede i den blanding af folkeslag, som på den tiden blev alemannerne.

Før alamannernealemannerne blev nævnt på Caracallas tid, vil man søge forgæves efter dem i den moderat detaljerede geografi for det sydlige Tyskland, som Klaudios Ptolemaios skrev på [[græsk]] påi midten af andet århundrede i sit værk ''Geografike hyfegesis''. Det er sandsynligvis på denne tid, at folk, som senere brugte det navn, blev kendt under andre betegnelser.<ref>Ptolemaios’ beskrivelse har en del begrænsninger. Øvre Germania og Nedre Germania er nævnt ved navn, men kun som specifikke distrikter af ''Gallien Belgica'' (2.8), grænsen mellem dem var en uidentificeret flod, Obruncus. Regionen er gentaget igen under Tyskland, men denne gang nævner han ikke romerske grænser. ''Germania Superior'', ''Agri Decumates'' og ''limes'' kan ikke blive fundet her, selv om de med sikkerhed eksisterede på hans tid. «Germania Magna» er fundet inden for Rhinen, Donau, Wisła og breddene af «Oceanus Germanicus». De fleste stammer mangler eller omtales uden navn. Main er ikke her, heller ikke Bodensøen. Donau strømmer fra Alperne, Rhinen bøjer sig ikke syd over ret ved Schwaben. Ptolemaios’ ''Germania'' er som et surrealistisk billede af sig selv, nøjagtig kun om du følger bestemte kendte linjer, men det samlede billede er meget forvrænget.</ref>

Uanset kan en del konklusioner blive udledtudledes fra Ptolemaios. ''Germania Superior'' er let identificeret. Følger man Rhinen, kommer man til en by, Mattiacum, som må være ved grænsen af romersk Germania, nær [[Wiesbaden]]. Op over floden og mellem Rhinen og [[Abnoba]] i SchwartswaldSchwarzwald er ''Ingriones'', ''Intuergi'', ''Vangiones'', ''Caritni'' og ''Vispi'', nogennogle af dem har været der siden Romerrigets tidligste dage eller tidligere. På den andre side af den nordlige SchwartswaldSchwarzwald er ''Chatti'' omtrent der, hvor [[Hessen]] er i dag, ved nedre Main.

HistoriskeDet historiske Schwaben blev til sidst erstattet af dagens [[Baden-Württemberg]], men det havde været det mest betydningsfulde område for [[middelalderen]]s Alamannia, bestående af hele ''Germania Superior'' og området øst for Bayern. Det omfattetomfattede ikke øvre Main, men det er, hvor Caracalla drev krig. Desuden var området ''Germania Superior'' ikke oprindelig inkluderet i alamannernesalemannernes områder.

OmHvis vi imidlertid ser efter folkene i regionen fra øvre Main i nord, syd for Donau og øst for dagens [[Tjekkiet]], hvor [[quadere]] og [[markomannere]] var lokaliserede, opgiver Ptolemaios ingen stammer. Der er [[tubantiene]] lige syd for [[chattere]] og på den andre siden af hvad som da var SchwartswaldSchwarzwald var [[narkistere]] (''Varisti''), efter someftersom deres lokalisering er kendt. En mulig grund til denne fordeling er, at befolkningen foretrak ikke at leve i skovområderne undtagen i vanskelige tider. Regionen mellem skoven og Donau på anden side omfattede omkring et dusin bosættelser, eller «kantoner».

Ptolemaios' syn på germanerne i regionen antyder, at stammestrukturen havde mistet sit greb i området i og rundt SchwartswaldSchwarzwald, måske på grund af at romerne tilbød stabilitet. Måske følte Caracalla sig mere komfortabeltryg ved at drive krig i øvre Main, efter someftersom han ikke havde erklæret krig mod nogen bestemt historisk stamme, så som [[chattere]] og [[cheruskere]], stammer som Rom havde lidt store tab til. På Caracallas tid var navnet Alamanni blevet brugt af kantonenekantonerne indbyrdes for at knytte sammensammenknytte hærafdelinger.

BegrepetBegrebet ''Suebi'' ([[svebere]]) havde en dobbeldobbelt betydning i kilderne. På den ene side fortæller Tacitus' ''Germania'' os (i [http://www.sacred-texts.com/cla/tac/g01030.htm kapitlenekapitlerne 38, 39]), at de besatteboede i mere enend halvdelen af Tyskland, havde en særegen hårstil, og var åndelig centrerede hos [[semnonere]]. På den annenanden side er svebere i det øvre Donau beskrevet, som om, at de var en stamme.

Løsningen på puslespillet foruden at forklare de historiske omstændigheder leder til valget af Agri Decumates som et forsvarspunkt, og koncentrationen af germanere der har sandsynligvis sin grund i germanske angreb på den galliske befæstede by [[Vesontio]] i år 58 f.Kr. Øvre Rhinen og Donau synes at danne en tragt, som pegede lige mod Vesontio.

[[Julius Cæsar]] fortæller os i sin bog ''[[Gallerkrigen]]'' ([http://etext.lib.virginia.edu/etcbin/toccer-new2?id=CaeComm.sgm&images=images/modeng&data=/texts/english/modeng/parsed&tag=public&part=1&division=div2 1.51]), at [[Ariovistus]] havde samlet sammen en hær sammen fra enet udstrakt regionområde i Germania, mensom særligt bestod særlig af [[charudere]], [[markomannere]], [[tribokinere]], [[vangionere]], [[nmetere]] og [[sedusere]]. Svebere blev inviteredeinviteret til at være med. De levede i 100 kantoner ([http://etext.lib.virginia.edu/etcbin/toccer-new2?id=CaeComm.sgm&images=images/modeng&data=/texts/english/modeng/parsed&tag=public&part=4&division=div2 4.1]), fra hvorhvorfra 1000 unge mænd hvert år blev udtagne til militærtjeneste, en borgerhær efter vore begreber, og sammenlignet med den romerske hær, ikke en professionel hær.

Ariovistus var blevet involveret i en invasion af [[Gallien]], efter someftersom germanere stræbte efter at bosætte sig der. Med den hensigt at erobre den strategiske by Vesontio koncentrerede han sine styrker ved Rhinen i nærheden af [[Bodensøen]], og da svebere kom til, krydsede han floden. Gallerne havde tilkaldt romerne til militær hjælp. Cæsar okkuperede byen og, besejrede germanenegermanerne foran dens mure, og nedslagtede det meste af den germanske hær, mens den forsøgte at flygte tilbage over floden (''1.36ff''). Han forsøgte ikke at forfølge dem og efterlod det, som var tilbage af den germanske hær, på den anden side af Rhinen.

Gallerne var ambivalente i deres politik mod romerne. I år 53 f.Kr. brød [[Treveri|trevererne]] sinderes alliance og forsøgte at bryde fri fra romerne. Cæsar forudså, at de derefter ville der efter forsøge at alliere sig med germanerne. Han krydsede Rhinen for at forhindre, at det skete, hvilket var heldigt for ham. Germanerne, som havde minnetmindet om deres omfattende nederlag ved Vesontio, trak sig tilbage til SchwartswaldSchwarzwald, hvor de blev en blandet befolkning dominerede af svebere. Efter somEftersom de efterlod sinederes stammehjem, overtog de sandsynligvis de tidligere keltiske kantoner langs Donau.