[[Fil:Russian civil war West 1918-20.png|thumb|Sammenfattende oversigt over Den Hvide Hærs fremskridt og nederlag:<br />Orange – Bolsjevikisk kontrollerede områder november [[1918]] (ved [[Centralmagterne]]s sammenbrud)<br />Blå – [[Den Hvide Hær]]s største "besiddelser" (omend med folkelige selvstændighedsbevægelser i baglandet)<br />Rød – Frontlinjerne i [[1921]]: bolsjevikisk fremgang mod syd og øst, mod vest har nationale selvstændighedsbevægelser ([[Finland]], [[Estland]], [[Letland]], [[Litauen]], [[Polen]]) fået fodfæste. Den Hvide Hær er ophørt at eksistere.]]
Juni 1919 udnævnte [[Aleksandr KoltšakKoltsjak]] den tidligere general i den zarrussiske hær [[NikolaiNikolaj JudenitšJudenitj]] til leder over alle russiske hærenheder, der kæmpede imod det bolsjevikiske styre på nordvestfronten (nogen "hvid" vestfront fandtes ikke – dette område ervar helt under de nationalistisk sindede polakkers kontrol). Fra sin landflygtighed i [[Frankrig]] rejser JudenitšJudenitj til [[Tallinn]] for at overtage ledelsen af [[Nordvesthæren]]. Den efterlader ham et fortvivlende indtryk. Den [[6. juli]] 1919 rejser han til [[Helsinki]] for der at mødes med lederen af den sejrrige nationale finske hær [[Carl Gustaf Mannerheim]]. Under en sammenkomst, der varer til [[12. juli]], aftales at indlede en fælles offensiv mod [[Petrograd]] ([[Sankt Petersborg]]). Alt er klar til offensivens indledning, da der den [[25. juli]] 1919 blev afholdt præsidentvalg i [[Finland]]. Valget vindes af [[Kaarlo Juho Stålberg]], der er modstander af Finlands deltagelse i offensiven; fællesaktionen må afblæses. Medvirkende hertil er også, at Koltšak nægter at anerkende Finlands selvstændighed.
Allerede den [[26. juli]] ervar JudenitšJudenitj tilbage i [[Tallinn]], parat til at indlede offensiven uden finsk medvirken. Han stillesstilledes dog straks over for forsyningsproblemer og bederbad om hjælp fra De Allierede. Englænderne givergav ham hjælpen men stillerstillede som betingelse, at Republikken Estland skalskulle anerkendes som selvstændig stat; aftalen ervar, at [[Estland]] til gengæld herfor deltager på [[Nordvesthæren]]s side. En anerkendelse kommerkom ikke i stand. JudenitšJudenitj stilles samtidig over for nye problemer: polkovnik [[Pavel Bermondt-Avalov]] (der sammen med [[Rüdiger von der Goltz]] havde ledet marodørkorpset i [[Letland]]) og polkovnik [[Vjurgolits]] nægternægtede at møde frem – det ervar således en amputeret Nordvesthær, der må starteindledte offensiven.
Offensiven startesindledtes natten til den [[10. oktober]] 1919 og skriderskred langsomt, men sikkert frem. Den [[17. oktober]] ervar [[Ingermanland]] erobret, og Nordvesthæren befinderbefandt sig blot 45 km uden for [[Petrograd]]. Bolsjevikkerne overvejerovervejede at opgive forsvaret af byen.{{km}} NuImidlertid overtager imidlertidovertog [[Lev Trotskij]] forsvaret af [[Petrograd]]; nye enheder fra [[Den røde Hær]] sendessendtes til den truede front og nårnåede frem den [[22. oktober]]. Samme dag sendte JudenitšJudenitj et telegram til [[De Allierede]] om at formå finnerne til at træde ind i krigen, men finnerne ervar afventende. Allerede denDen [[21. oktober]] starterstartede [[Den røde Hær]] en modoffensiv og med det nye tilskud af friske troppeenheder, skifterskiftede vægten til fordel for bolsjevikkerne. Den [[3. november]] givergav JudenitšJudenitj ordre til retræte. Snart nårnåede de atter den estiske forsvarskæde, men esterne nægternægtede at lade dem overskride denne uden afat aflevere våbnene. Den [[5. december]] erklæreserklæredes [[Nordvesthæren]]s virksomhed afsluttet, den [[6. december]] 1919 retireresretireredes over Narva-floden, og den [[22. januar]] 1920 givergav JudenitšJudenitj ordre til demobilisering af hæren; Nordvesthæren ophørerophørte at eksistere.
