Blad (plantedel): Forskelle mellem versioner

Bladet er aflukket i forhold til omverdenen med en hinde, epidermis, der kun består af ét cellelag. Epidermis har yderst et lag, som er uigennemtrængeligt for vand, nemlig [[kutikula]], som forhindrer en uhæmmet fordampning. Cellerne i epidermis har som regel ikke [[grønkorn]] eller ''kloroplaster'' (de [[organel]]ler, hvor fotosyntesen foregår). Undtagelserne ses i epidermis hos [[hygrofyt|hygro-]], [[helofyt|helo-]] og [[hydrofyt]]ter samt hos visse skyggeblade. De mest bemærkelsesværdige undtagelser er dog [[læbecelle]]rne omkring [[spalteåbning]]erne (stomata), som altid indeholder kloroplaster. Spalteåbningerne tjener til regulering af luftskiftet ind og ud af bladet, først og fremmest dog afgivelsen af vanddamp. Efter fordelingen af spalteåbningerne skelner man mellem ''hypostomatiske'' (med åbninger på bladets underside), ''amfistomatiske'' (åbninger på begge bladsider) og ''epistomatiske'' blade (med åbninger på bladets overside som f.eks. hos flydebladsplanter).

 

 

=== Mesofyl (bladparenkym) ===

** Ved normale, tosidede, ''dorsiventrale'' blade ligger palisadevævet øverst, dvs. ved "rygsiden", ''dorsalt'', og svampevævet nederst, dvs. ved "bugsiden", ''ventralt''.

** Ved omvendt tosidede blade (B) ligger palisadevævet nederst.

* Ved ensidede blade (C, D) dannes over- og underside ud fra undersidens dannelsesvæv. De kan forstås som en videreudvikling af de omvendt tosidede blade, hvor bladets overside er reduceret. På tværsnit af de ensidede blade ligger ledningsstrengene i en cirkel eller bue, hvor sikarrene ligger øverst-yderst. Bladstilkene er ofte ensidede ligesom bladene hos mange [[enkimbladede]] som f.eks. [[Siv]], hvis blade er stængelagtige. Man ser en speciel udvikling hos [[Iris-slægten]], hvis ensidede blade på ny er blevet flade, men nu langs bladaksen, så der dannes ”ridende” blade (sværdblade).

 

== Bladets morfologi ==

{{uddybende|Bladformer}}

 

=== Bladfod og fodflige ===

 

=== Højblade ===

 

Ofte er højbladene meget forskellige fra de normale løvblade, og de adskiller sig f.eks. ved en iøjnefaldende farvning. Det sker hyppigt, at man finder overgangsformer mellem de egentlige løvblade og højbladene.

Mange planter på tørre voksesteder har reduceret deres blade fuldstændigt eller omdannet dem til torne, som f.eks. [[Kaktus-familien|kaktusplanterne]]. På den måde bliver plantens overflade væsentligt formindsket, sådan at transpirationen bliver nedsat tilsvarende.

 

 

Bladets hud har et fortykket overhudslag (''cuticula''), som er kraftigt beskyttet af voksindlejring. Samtidig kan bladet ofte være dækket af døde hår, og det fører til et nedsat luftskifte og til et tydeligt mere fugtigt [[mikroklima]] direkte ved bladets overflade.

=== Blade hos kødædende planter ===

[[Fil:Nepenthes sibuyanensis.jpg|thumb|En ”kande” hos den kødædende art ''Nepenthes sibuyanensis''.]]

 

=== Blade hos epifytter ===

 

=== Udveksling via spalteåbningerne ===

 

Planterne kan dog også tabe mineralske næringsstoffer fra bladene. F.eks. blev [[ris]]planters tab af kvælstof ved afgivelse af ammoniak via spalteåbningerne opgjort til 15 kg N/ha, mens [[hvede]]planter afgav op til 7 kg N/ha, hvad der svarer til ca. 20% af gødningsmængden. Ved kraftig belastning med svovldioxid afgiver bladene [[svovlbrinte]] (H₂S). Det betragter man som en afgiftningsmekanisme, men også planter uden svovldioxidstress afgiver flygtige svovlforbindelser. For [[Havre]] og [[Raps]] drejer det sig om størrelser på 2–3 kg S/ha om året. Planter med et højt indhold af [[selen]] kan tilsvarende afgive luftformige selenforbindelser som f.eks. [[dimetylselen]] (C₂H₆Se).

# Udvaskning fra sårede bladdele.

# Udvaskning fra apoplasterne hos intakte blade.

 

I naturen er der større udvaskning end optagelse af stoffer i bladene med undtagelse af kvælstof og svovl. Tabet er særligt højt i områder med kraftige regnvejr. Man har beregnet følgende årsmængder for [[tropisk regnskov|tropiske regnskove]] (angivet i kg/ha): [[Kalium]] 100–200, kvælstof 12–60, [[magnesium]] 18–45, [[kalcium]] 25–29 og [[fosfor]] 4–10. Under tempererede forhold er de høje udvaskningstal for kalcium og mangan påfaldende – set i forhold til bladets indhold af disse stoffer. De er ikke flytbare med sikarstrømmen, og det betyder, at de ophobes i bladene. Den stærke udvaskning opfattes som en strategi hos planterne, der på den måde slipper af med alt for høje koncentrationer af disse stoffer.

 

 

== Bladet som levested ==

Bladene bliver også angrebet af et stort antal [[svampe]] som f.eks. [[meldug]]-, [[rust (svamp)|rust-]] og bladpletsvampe. Ved deres snylten på bladvævet fremkalder de misdannelser, væksthæmninger og udbyttenedgang, som er føleligt indenfor landbrug og gartneri. Inde i bladets væv lever desuden de såkaldte ”''endofytiske''” svampe, der ikke forårsager mærkbare skader, og som muligvis endda er gavnlige for planten.

 

 

== Referencer ==