Forskel mellem versioner af "Mineralfarver"

7 bytes fjernet ,  for 5 år siden
m
Robot: Kosmetiske ændringer
(link)
m (Robot: Kosmetiske ændringer)
 
'''Mineralfarver''' er en fællesbetegnelse for malinger med mineralske bindemidler. Indenfor malinger skelner man mellem to relevante mineralske bindemidler: [[kalk]] og [[silikat]].
 
Modsat bindemidlet kalk, som karbonatiserer ved reaktion med kuldioxid og vand ([[carbonat]]), hærder silikatbindemidler (som regel kaliumsilikat eller kali[[vandglas]]) under indvirkning af [[CO2]] og danner calciumsilikathydrater ved kontakt med mineralske reaktanter. <ref>Kurt Schönburg: ''Historische Beschichtungstechniken – erhalten und bewahren''. vb Verlag Bauwesen, Berlin 2002, ISBN 3-345-00796-7, S. 43f.</ref>
[[FileFil:A w keim.jpg|thumb|Adolf Wilhelm Keim]]
Da kalkfarver (med forbehold for [[fresko]]) ikke altid er vejrbestandige, benyttes de i dag overvejende til restaurering af fredede bygninger. Når man i dag taler om mineralfarver, menes der som regel silikatfarver. Silikatfarver indeholder bindemidlet [[Vandglas|kalivandglas]]. De kaldes også [[Vandglas|vandglas]] maling eller ''keimfarver'' efter opfinderen Adolf Wilhelm Keim, 1851-1913.
 
Silikatfarvernes specielle sammensætning giver dem særlige egenskaber. Mineralske silikatfarver har en meget lang levetid og er vejrbestandige. De kan have en levetid på langt over hundrede år. Et eksempel herpå er rådhuset i [[Schwyz]] i Schweiz, der blev malet med en mineralsk silikatfarve i det 19. århundrede.
''Mineralfarver'' blev patenteret i 1878 af håndværkeren og forskeren Adolf Wilhelm Keim og fremstilles stadig af firmaet Keimfarben i [[Diedorf (Bayern)|Diedorf]] ved [[Augsburg]].
 
V. van Baerle, der var leverandør af vandglas til Keim, forsøgte også at fremstille silikatmalinger. Hans eksperimenter tog flere år, før de lykkedes, og han endte også med gode resultater. Fabrikken Silinwerk van Baerle i Gernsheim og firmaet Keimfarben i [[Diedorf (Bayern)|Diedorf]] ved Augsburg i Tyskland blev kendte producenter.<ref>Kurt Wehlte: ''Werkstoffe und Techniken der Malerei.'' Band III, Urania Verlag, 2001, ISBN 33320166523-332-01665-2, S.&nbsp;452.</ref>
 
Adolf Wilhelm Keims intensive forskningsarbejde blev udløst af den kunstinteresserede kong [[Ludwig 1. af Bayern|Ludwig I. af BayernBayernsom]]som var så begejstret for de farverige kalkmalerier i Norditalien, at han også ville have sådanne i sit [[Kongeriget Bayern|kongerige Bayern]] Dog var klimaet nord for Alperne væsentligt mere barskt, og kunstmalerierne blev ødelagt i løbet af kort tid. Derfor opfordrede kongen videnskabsmænd i Bayern til at udvikle en farve, som så ud som kalk, men som var længere holdbar.
 
Der eksisterer stadig originale bemalinger fra det 19. århundrede. Facader i Schweiz, f.eks. på kroen "Weißer Adler" i Stein am Rhein eller rådhuset i Schwyz (1891), i [[Oslo]] (1895) eller i Traunstein (1891) er imponerende beviser.
Resultatet er en stærk og holdbar forbindelse mellem farvelaget og underlaget. Endvidere er bindemidlet vandglas meget modstandsdygtigt mod UV-påvirkninger. Til forskel fra organiske bindemidler som acrylat- eller silikoneharpiksdispersioner, der skørner under UV-påvirkning i løbet af årene og resulterer i kridtning af overfladen og revner, er det organiske bindemiddel vandglas stabilt. Den kemiske forbindelse med underlaget og bindemidlets UV-stabilitet er de væsentligste grunde til silikatfarvens lange levetid.
 
En forudsætning for silikatfarvernes afbinding er et [[silicium]] holdigt underlag. Derfor egner de sig til mineralske underlag som mineralpuds og [[beton]]. På træ og metal kan de normalt ikke anvendes direkte. Silikatfarvens vanddampgennemtrængelighed (diffusionsåbenhed) svarer til underlaget. Det betyder, at silikatfarve praktisk talt ikke forhindrer gennemtrængningen af vanddamp. Fugtigheden i muren eller i pudset kan trænge uhindret igennem. Det holder væggen tør og forhindrer byggeskader. Desuden undgås således kondensdannelse på byggematerialets overflade, hvilket formindsker risikoen for vækst af alger og skimmelsvamp. Bindemidlet vandglas er stærkt basisk og beskytter også på denne måde mod mikroorganismer. Af denne grund kan der helt udelades konserveringsmidler.
 
I modsætning til dispersions- eller silikoneharpiksbehandlede overflader bliver den mineralsk behandlede overflade ikke så let snavset, da den ikke oplader statisk elektricitet og ikke klæber, når den bliver varm (ingen termoplasticitet). Færre urenheder sætter sig på overfladen, og de vaskes lettere af igen<ref>Dr. Ingo Rademacher: ''Die Farbigkeit in der Altbaubeschichtung''. In: Restauro-Estra, Callwey-Verlag, März 2007, S. 17f.</ref>Silikatfarve er ikke brændbar og indeholder ingen organiske komponenter eller organiske opløsningsmidler (DIN 18363 Male- og lakeringsarbejder – belægninger 2.4.1).
I 2002 blev en tredje kategori introduceret, den såkaldte sol-silikatfarve. Denne type indeholder en kombination af kiselsol og vandglas. Den organiske andel er som ved dispersionssilikatmalingen begrænset til 5 vægtprocent for at opnå den kemiske binding og de silikattypiske fordele. Sol-silikatfarve kan også bruges på ikke-mineralsk puds.<ref>Kurt Schönburg: ''Historische Beschichtungstechniken – erhalten und bewahren''. vb Verlag Bauwesen, Berlin 2002, ISBN 3-345-00796-7, S. 193f.</ref> Her sker bindingen kemisk og fysisk. Sol-silikatfarve har revolutioneret brugen af silikatfarve mht. anvendelsesområde. Anvendelsen af denne malingtype er enkel og sikker, og den kan benyttes på næsten alle underlag.
 
== Referencer ==
:Artiklen er en oversættelse af [http://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Mineralfarbe&oldid=119261619 den tyske artikel] fra 6. juni 2013
<references/>
583.522

redigeringer