Preussen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Robot: Kosmetiske ændringer |
|||
Linje 371:
Den nye konge søgte at vinde stemningen ved en almindelig amnesti og gennemførelsen af en [[skattereform]] i liberal ånd, lige som han gjorde regning på det nationale partis tilslutning ved sine udtalelser om nødvendigheden af en omdannelse af det tyske forbund; en praktisk begyndelse hertil gjorde Preussen ved at slutte militærkonventioner med flere tyske småstater, hvad landdagen billigede, idet den samtidig fremhævede ønskeligheden af et snævrere forbunds oprettelse under Preussens førerskab og med rigsforfatningen af 1849 som grundlov. Til hæren gav den endnu en gang den større bevilling for eet år; men efter, at valgene til andet kammer 1862 viste betydelig tilbagegang for de konservative, vedtog kammeret finansloven uden hærreformudgiften, der af regeringen var opført som ordinær udgiftspost. Imidlertid kunne den omdannede hær ikke bringes på den gamle fod igen, og under disse uholdbare tilstande tænkte kongen et øjeblik på at nedlægge kronen, men da han september 1862 havde tilkaldt [[Otto von Bismarck|Bismarck]], der overtog stillingen som førsteminister, fik denne 1. kammer til at vedtage finansloven i den oprindelige af regeringen forelagte form, og da det ikke lykkedes Bismarck at komme til forlig med 2. kammer, var forfatningskonflikten indtrådt, idet Bismarck erklærede, at han under de foreliggende omstændigheder måtte føre statshusholdningen med et budget, der ikke var vedtaget af landdagen. Hverken den umådelige harme, dette forfatningsbrud vakte i Preussens, ja i alle Tysklands borgerlige kredse, eller stiftelsen (1863) af det tyske arbejderparti under socialisten Lassalle’s ledelse fik Bismarck til at vakle; indad til mødte han bourgeoisiets vredestilkendegivelse med hård fremfærd mod embedsmænd og med stærk indskrænkning af pressefriheden, mens han tænkte sig at kunne få brug for arbejderpartiet mod dette bourgeoisi. Udad til sikrede han sine planer foruden ved hærreformens fulde gennemførelse ved at vinde Ruslands venskab, idet han under den polske opstand spærrede grænsen for polske flygtninge. Østrig, der ville benytte folkets uvilje mod det forfatningskrænkende preusserregimente til at styrke sin stilling i Tyskland, sammenkaldte fyrsterne til et møde i Frankfurt, men da kong Vilhelm udeblev, og mellem- og småstaterne ikke ville give sig helt i Østrigs vold, udrettedes intet andet, end at også Østrig stødtes bort fra dem og derved nærmede sig Preussen, som således fik Østrig med til sit angreb på Danmark, uden hensyn til forbundsdagen.
Da kongen af Danmark ved freden havde afstået sine rettigheder over hertugdømmerne til Preussen og Østrig i forening, og efter at preussiske kronjurister havde fastslået, at kun den danske konge havde haft ret til disse lande (hvorved augustenborgernes arvekrav skubbedes til side), bragte fordelingen af hertugdømmerne mellem de to tyske stormagter nyt tønder til den standende strid mellem disse. En foreløbig overenskomst i Gastein om landsdelenes forvaltning mindskede ikke modsætningsforholdet, der i sommeren 1866 tilspidsedes således, at Østrig som svar på Preussens besættelse af Holsten fik vedtaget forbundseksekution mod Preussen med tilslutning af de allerfleste tyske mellemstater. Preussen erklærede (14. juni), at det betragtede denne beslutning som en krigserklæring, hvad der skulle føre til [[
==== ''Preussen i Det nordtyske Forbund'' ====
|