Træ (organisme): Forskelle mellem versioner

Derudover findes tre mindre plantegrupper, der danner "træagtige" strukturer: [[Palme-familien|palmerne]], [[Cykas]]-gruppen og [[træbregne]]rne<ref>''Lexikon der Forstbotanik'', hnv. side 324, 132 og 286</ref>. Disse tre grupper danner stamme ud fra bladanlæggene, så de har ikke ægte [[træ (materiale)|ved]] og heller ikke tykkelsesvækst. Derfor er stammernes diameter næsten den samme gennem hele plantens liv. Det bør ikke glemmes, at træagtige former også fandtes hos [[Karbon (geologisk periode)|kultidens]] [[Padderok-familien|padderok]]- og [[Ulvefod-ordenen|ulvefodsfamilierne]]<ref>''Lexikon der Forstbotanik'', hnv. side 92 og 279</ref>

Da træer findes i så mange forskellige [[orden (biologi)|ordener]] og [[familie (biologi)|familier]], viser de en stor variation i vækstformer, bladtyper, barkkendetegn, blomster, frugter osv. I det [[raunkiærske system]] bærer de navnet: [[fanerofyt]]ter. Disse planter kan også betegnes med det latinske ord ''lignum'' = "[[træ (materiale)|træstof]]", som bliver til ordet ''lignose''.

Et tværsnit gennem en træstamme viser de forskellige dele af veddet: Inderst har man [[marv (plantedel)|marven]] eller – i visse tilfælde – et hul, som viser, hvor marven engang var. Uden om marven finder man det døde og massive, ofte mørkfarvede [[kerneved]]. Yderst har man et antal årringe af lyst [[splintved]]. Nogle træarter (f.eks. [[Almindelig Avnbøg|almindelig avnbøg]]) har ensfarvet kerne- og splintved, og forskellen består udelukkende i veddets tæthed. Andre (som f.eks. [[Vorte-Birk|vorte-birk]]) har kun splintved, så disse arter har altså begge helt ensartet splint- og kerneved, selv om det skyldes forskellige årsager. Undersøgelse af træets fysiske egenskaber har vist, at splintved har stor bøjningsstyrke ([[Trækstyrke|brudstyrke]]), mens kerneveddet har stor [[trykstyrke]]<ref>[http://www.futonlife.com/primer/wood.php3 Joe Tatulli: ''WOOD:Nature's Best Building Material'']

I andre tilfælde bliver pæleroden undertrykt, og i stedet dannes der flere, lige kraftige hovedrødder, der udgår fra [[rodhals (plantedel)|rodhalsen]]. De vokser enten ned til betydelig dybde i et skråt forløb, som det f.eks. er tilfældet med [[Småbladet Lind|småbladet lind]], [[Almindelig Bøg|almindelig bøg]] og [[Europæisk Lærk|europæisk lærk]]. Andre træer danner i stedet et højtliggende, næsten vandret netværk af hovedrødder med lodrette, nedadgående "sænkere" som hos [[Vestamerikansk Balsampoppel|vestamerikansk balsampoppel]], vorte-birk og [[rødgran]]. Dette er en tilpasning til voksesteder med højt [[grundvand]] eller et tyndt jordlag over klippegrund.<ref>''Lexikon der Forstbotanik'', side 572</ref>

Det gamle træ er præget af, at hvert grensystem kæmper for livet på egne vegne og kronen skilles i flere, uafhængige løvmasser. Det virker, som om træets helhed er ved at gå i opløsning, det livgivende lys får lov at slippe igennem og tilvæksten er aftagende. Det samme gælder evnen til at klare sår og skader.

skrev historikeren [[Alexander Demandt]] i et omfangsrigt værk, ''Über allen Wipfeln – Der Baum in der Kulturgeschichte''<ref>Alexander Demandt: ''Über allen Wipfeln – Der Baum in der Kulturgeschichte'', 2005 ISBN 978-3-491-96140-1, se evt. [http://www.sehepunkte.de/2003/09/pdf/2035.pdf denne anmeldelse]</ref>, der er viet til træerne i [[kulturhistorie]]n. For ham begynder menneskehedens historie med [[ild]]en, som lynet sendte ned i træerne, og som gjorde træet til en uundværlig ledsager til alle tider.

* Det træ, som har den ''største massefylde'' kommer fra enten det australske jerntræ (''Guaiacum officinale'') med en vægtfylde på 1,28-1,37 kg/liter<ref>[http://waynesword.palomar.edu/plsept99.htm Specifik densitet af forskellige træer]</ref> eller fra [[ibenholt]]træet med massefylden 0,9–1,05 kg/liter<ref>[http://delta-intkey.com/wood/en/www/ebedi-be.htm Commercial timbers]</ref>.