Oldenborg (land): Forskelle mellem versioner

Oldenborg er hjemsted for forskellige [[slægt (genealogi)|slægter]] og [[dynasti]]er. [[Det danske kongehus]], [[Europa]]s ældste endnu regerende kongehus, stammer fra det tidligere grevskab [[Oldenborg (land)|Oldenburg]].

I slutningen af 1000-tallet omtales en vis [[Egilmar 1. af Oldenburg|Egilmar]] som "en mægtig greve i grænseområdet mellem [[frisere]] og [[saksere]]". Fra ham stammer den endnu frem til 1. verdenskrig regerende storhertugslægt, og hans stamborg "''Olde borg''" (den gamle borg) er den kerne, omkring hvilken den oldenborgske stat voksede op.<ref name= "NF597">[http://runeberg.org/nfbt/0325.html ''Nordisk Familjebok'' (1914), sp. 597]</ref> Egilmars ætlinger var [[vasal]]ler under de mægtige sachsiske hertuger. Da, efter hertug [[Henrik Løve]]s fald i 1180, Oldenborg blev udskilt fra Sachsen og kom under [[Bremen|bremensk]] overhøjhed, indebar dette overgangen til en faktisk, omend først i 1500-tallet formeligt fastslået, [[rigsumiddelbar]] stilling. Ved midten af 1200-tallet byggede greve Johan 1. borgen [[Delmenhorst]], efter hvilken hans efterkommere kaldte sig "grever af Oldenborg og Delmenhorst". Men Delmenhorst styredes ofte af bilinjer og forenedes vedvarende med Oldenborg først i 1600-tallet. I de nordlige og vestlige dele af Oldenborg boede frisere og stedinger, med hvilke de oldenborgske grever i [[middelalderen]] førte et antal fejder. Stedingerne mistede i [[slaget ved Altenesch]] [[1234]] en stor del af deres land til Oldenborg. Ved kampe i begyndelsen af 1500-tallet blev fra friserne erobret blandt andet landet mellem [[Jadebusen]] og [[Weser]].<ref name= "NF597"/>

En af [[Greve (rang)|grev]] [[Didrik den Lykkelige]]s sønner, Christian 8., valgtes [[1448]] til konge af Danmark som [[Christian 1.]], hvorpå han [[1454]] overlod sin andel af Oldenborg til sin yngre broder [[Gerhard den Stridbare]]. Dennes sønnesøn [[Anton 1. af Oldenburg|Anton 1.]] (død 1573), som fra 1526 regerede først sammen med sine ældre brødre, men efter 1529 faktisk alene, gennemførte [[reformationen]], men bistod kejseren i [[den schmalkaldiske krig]] og tog [[1531]] sit grevskab formelt som [[len]] af kejseren, hvor efter greverne af Oldenborg og Delmenhorst havde sæde og stemmeret i den [[Nederrhinske-vestfalske Rigskreds|westfaliske kredsdag]].<ref name= "NF597"/>

Under Antons sønnesøn [[Anton Günther af Oldenburg|Anton Günther]] (1603-1667) forenedes Delmenhorst for bestandig med Oldenborg i [[1647]], og tillige blev de sidste frisiske herskaber, [[Jeverland]] (i 1575) og [[Kniphausen]] (i 1623), forenet med Oldenborg. Han regerede med styrke og visdom og havde held til under [[30-årskrigen]]s storme at bevare en næsten uforstyrret fred. Af kejseren fik han endog ret til den indbringende [[Wesertolden|Wesertold]]. Eftersom han var den sidste af sin æt, tilfaldt Oldenborg efter hans død i henhold til en traktat kongen af Danmark, mens Jeverland tilfaldt fyrsterne af [[Anhalt-Zerbst]].<ref name= "NF597"/>

I henhold til [[Traktaten i Zarskoje Selo|en aftale]] af [[1. juni]] [[1773]] med den i Rusland og Holsten-Gottorp regerende linje af huset Oldenborg bortbyttede Danmark Oldenborg og Delmenhorst mod den hertugelige del af Holsten, hvorved intet forbehold gjordes for den i Sverige regerende holsten-gottorpske linjes eventuelle arveret, hvilket [[Gustaf 3.]] opfattede som en forulempning og som fik ham til at i december 1773 hos den tyske kejser anmelde et forbehold for egne og sine brødres rettigheder. Imidlertid tog den da regerende holsten-gottorpske hertug og den russiske storfyrste [[Paul 1. af Rusland|Paul af Rusland]] (senere [[zar]] Paul 1.) Oldenborg og Delmenhorst i besiddelse, men overlod dem allerede samme år (1773) ved et mageskifte til sin farfars fætter Fredrik August (død 1785), [[fyrstbiskop]] af [[Fyrstbispedømmet Lübeck|Lübeck]], af den yngre gottorpske linje, som [[1774]] af kejser Josef 2. ophøjedes til hertug af Oldenborg (en broder til ham, Adolf Fredrik, var i 1751 blevet svensk konge).<ref name= "NF597"/> Efter som dennes søn, Peter Fredrik Vilhelm (død 1823), var sindssvag, forestodes regeringen under hans levetid af hans fætter, Peter Fredrik Ludvig, fyrstbiskop og fra 1803 fyrste af [[Fyrstendømmet Lübeck|Lübeck]]. I [[1803]] tillagdes Oldenborg en del af det sekulariserede [[bispedømmet Münster|bispedømme Münster]].<ref name= "NF598">[http://runeberg.org/nfbt/0325.html ''Nordisk Familjebok'' (1914), sp. 598]</ref>

Som følge af det regerende hus' forbindelse med Rusland besattes Oldenborg 1806 af franskmænd og hollændere. Ved [[Freden i Tilsit]] fik hertugen sit land tilbage og indtrådte [[1808]] i [[Rhinforbundet]]. Men da han ikke ville gå med til [[Napoleon]]s forslag om at bytte sit land med [[Erfurt]], besatte Napoleon landet [[1810]] og indlemmede det i det franske kejserdømme, en omstændighed, som på afgørende vis bidrog til det endegyldige brud mellem Frankrig og Rusland. [[Wienerkongressen]] tilbagegav ham atter Oldenborg, udvidet med [[Fyrstendømmet Birkenfeld|Birkenfeld]] (en del af det franske departement [[Saar]]). I [[1818]] afstod kejser [[Alexander 1. af Rusland]] Jeverland.<ref name= "NF598"/>

I [[1823]] blev [[Peter Frederik Ludvig af Oldenburg|Peter Frederik Ludvig]] regent også af navn, og han efterfulgtes af sin søn [[Paul Frederik August 1. af Oldenburg|Paul Frederik August 1.]] (1829-1853), som i 1829 antog den allerede af Wienerkongressen bestemte titel [[storhertug]]. I 1836 sluttede Oldenborg med [[Kongeriget Hannover]] og [[Hertugdømmet Braunschweig]] et fælles toldforbund, den såkaldte ''steuerverein'', som [[1853]] ansluttede sig til det under Preussens ledelse stående [[tyske toldunion]]. Under revolutionsåret [[1848]] forekom ingen alvorligere uroligheder i Oldenborg, og storhertugen gav landet 1849 en liberal forfatning, som 1852 blev revideret i mere konservativ ånd. August efterfulgtes af sin ældste søn Niels Fredrik Peter (1853-1900), som klart sluttede sig til Preussens politik. Han afstod 1853 et stykke land ved [[Jadebusen]] til anlæggelse af en preussisk krigshavn (der senere blev til [[Wilhelmshaven]]), indgik i toldforbundet og protesterede 1863 mod [[Christian 9.]]'s tronbestigelse i Danmark. Han forsøgte også at gøre en egen arveret i hertugdømmerne gældende, men stod 1866 trofast på Preussens side. I krigen med [[Østrig]] 1866 stillede han sine tropper til Preussens rådighed, og den [[18. august]] samme år indtrådte Oldenborg i det [[Nordtyske Forbund]].<ref name= "NF598"/>

Under revolutionen 1848-1849 fik landet en ny grundlov. I 1852 indtrådte Oldenborg ti den tysk-østrigske postforening, og samme år fik storhertugdømmet sine første frimærker. I 1854 genforenedes Kniphausen med Oldenborg, og samme år trådte storhertugdømmet inf i det tyske toldforbund.<ref name= "NF598"/>

1867 solgte storhertugen sine slesvig-holstenske arvekrav til fordel for Preussen for l mio. [[thaler]] og det holstenske amt [[Ahrensböck]]. [[1871]] indtrådte Oldenborg i det [[Tyske rige]]. Peter efterfulgtes af sin søn, storhertug Fredrik August (født 16. november 1852), der regerede frem til verdenskrigen. Ved en traktat af [[1903]] afstod Rusland sine arvekrav på Oldenborg til fordel for lederen af huset [[Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg]].<ref name= "NF598"/>

* [http://books.googleusercontent.com/books/content?req=AKW5QafuDJx_XC3KVGWXC2BAfRhdhZcT-m_V77c4ZIjDvSIiw8tOA38zxzT55bdd_gqmvE694GjQXvXnrzMCYQ14YxUNMyFMTBSMM1Fs66Dim5r38D9wsZYw4xoDK_cqsIDyB4ho5CmGoy8k_N-0ViznNU3yjRDTvl0GRUcy0qH-DVM2E4We-9qP3DHfoVhd7DGASFAzBDhgAgKyRDql6XGCjxkjALMSb6vaHcGGkBEBfL1kuIqU2MDdw4Z9tPxpjN6vKniXU3MJFIW1JCmgnBQ4bl2rB4kwhQ Gehr Ant v. Halem: ''Geschichte des Herzogthums Oldenburg'' (Oldenburg 1796); bind 3] {{de sprog}}