Helium: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved DavidJac, fjerner ændringer fra 89.184.153.8 (diskussion | bidrag)
Linje 162:
== Historie ==
=== Videnskabelige opdagelser ===
Det første "spor" af helium blev opdaget den [[18. august]] [[1868]], da den [[Frankrig|franske]] [[astronom]] [[Pierre Janssen]] fandt en klar, gul spektrallinje med 587.49 nanometer [[bølgelængde]] i [[Emissionsspektrum|emissionsspektret]] fra [[Solen]]s [[kromosfære]], under en total [[solformørkelse]] i [[Guntur]] i [[Indien]];<ref name="nbb"/> denne linje formodede man stammede fra [[natrium]]. Den [[20. oktober]] samme år observerede den [[England|engelske]] astronom [[Norman Lockyer]] en gul linje i Solens spektrum, som han "udnævnte" som [[Fraunhofer-linje]] D<sub>3</sub> da den lå tæt på de såkaldte D<sub>1</sub>- og D<sub>2</sub>-linjer i natriums emissionsspektrum.<ref>''The Encyclopedia of the Chemical Elements'', page 256</ref>. Han konkluderede at D<sub>3</sub>-linjen skyldtes et hidtil ukendt grundstof i Solen. Lockyer og den engelske [[kemiker]] [[Edward Frankland]] omtalte dette grundstof med det græske ord for Solen, ἥλιος (''helios'')<ref>''Oxford English Dictionary'' (1989), "helium", 16. december 2006, fra Oxford English Dictionary Online. Også, per citat deri: Thomson, W. (1872). ''Rep. Brit. Assoc.'' xcix: "Frankland and Lockyer find the yellow prominences to give a very decided bright line not far from D, but hitherto not identified with any terrestrial flame. It seems to indicate a new substance, which they propose to call Helium."</ref>
 
Den [[26 marts]] [[1895]] lykkedes det den britiske kemiker [[William Ramsay]] at udvinde helium på Jorden ved at behandle [[mineral]]et [[cleveit]] (en variant af [[uraninit]]med mindst 10% [[sjældne jordartsmetal]]ler) med uorganiske [[syre]]r. Ramsay ledte egentlig efter [[argon]], men efter at have fjernet [[kvælstof]] og [[ilt]] fra den gas som kom af at behandle mineralprøverne med [[svovlsyre]], gav den tilbageværende gas en klar gul spektrallinje der passede med den D<sub>3</sub>-linje man havde observeret i Solens lys.<ref name="Encyc 257">''The Encyclopedia of the Chemical Elements'', page 257</ref><ref>{{cite journal | title = On a Gas Showing the Spectrum of Helium, the Reputed Cause of D3 , One of the Lines in the Coronal Spectrum. Preliminary Note | author = [[William Ramsay]] | journal = Proceedings of the Royal Society of London | volume = 58 | issue = | pages = 65–67 | year = 1895 | doi = 10.1098/rspl.1895.0006}}</ref><ref>{{cite journal | title = Helium, a Gaseous Constituent of Certain Minerals. Part I | author = [[William Ramsay]] | journal = Proceedings of the Royal Society of London | volume = 58 | pages = 80–89 | year = 1895 | doi = 10.1098/rspl.1895.0010}}</ref><ref>{{cite journal | title = Helium, a Gaseous Constituent of Certain Minerals. Part II-- | author = [[William Ramsay]] | journal = Proceedings of the Royal Society of London | volume = 59 | issue = | pages = 325–330 | year = 1895 | doi = 10.1098/rspl.1895.0097}}</ref> Denne gas-"rest" blev identificeret som helium af Lockyer og den britiske [[fysiker]] [[William Crookes]]. Uafhængigt af Lockyer formåede også kemikerne [[Per Teodor Cleve]] og [[Abraham Langlet]] i [[Uppsala]] i [[sverige]] samme år at isolere prøver af helium. Langlet fremstillede tilstrækkelige mængder til at kunne bestemme gassens [[atomvægt]].<ref name="nbb"/> Også den [[USA|amerikanske]] [[geokemiker]] [[William Francis Hillebrand]] var "på sporet" af helium, endda før Ramsays opdagelse: Han havde observeret nogle usædvanlige spektrallinjer under sine undersøgelser af uraninit, men han antog at de stammede fra kvælstog. Hans lykønskningsbrev til Ramsay er et interessant eksempel på videnskabelige opdagelser og "næsten-opdagelser".<ref> [[Pat Munday]] (1999). Biographical entry for W.F. Hillebrand (1853–1925), geochemist and US Bureau of Standards administrator in [http://www.anb.org/ American National Biography], ed. John A. Garraty and Mark C. Carnes, 24 vols. (Oxford University Press: 1999): v. 10, pp. 808–9; v. 11, pp. 227-8. </ref>