Determinisme: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
{{kilder}}
Linje 23:
Tanken om determinisme lader til at have [[antinomi]]sk karakter. En [[antinomi]] er en tanke, hvor tesen er lige så logisk gyldig som antitesen, og dette er også tilfældet med determinismen. Determinismen kan antinomisk beskrives således:
 
'''Tesis:''' Summen af fænomener verden kan ikke udledes af den kausalitet alene, der reguleres af naturens love. Derfor er det nødvendigt at antage, at der må findes en anden kausalitet – en ekstraanden kausalitetmulighed (se [[Kasualisme]]) – der er bestemt ved friheden til at forklare disse fænomener.
 
'''Bevis:''' Hvis enhver eksisterende [[kausalitet]] sker ifølge naturens love, og blive reguleret i forhold til disse, da vil enhver virkning være en følge af en årsag, men årsagen selv må også have en årsag, og derved selv være virkning af en forudgående [[årsag]], og således fortsætter det i det uendelige. Alt sker således udelukkende i forhold til en underordnet begyndelse, men aldrig en første begyndelse. Dette kan dog ikke blive ved, da rækken aldrig vil være fuldstændig, hvilket er grunden til, at man må antage en anden form for kausalitet, før denne tækkerække af årsager og virkninger kan give mening. Denne kausalitet man må antage må altså, være en kausalitet der er årsag til at noget finder sted, en årsag til en virkning, men som ikke selv er en virkning af en forudgående årsag. Vi er altså nødt til at antage en transcendental frihed.
 
'''Antitesis:''' AltSynspunktet skerat ievolutionen forholder tilstyret naturensaf et sæt loveregler, der fra enhver særlig begyndelsestilstand vil generere en og bliverkun regulereten sekvens af disse,fremtidige hvorfortilstande. Hvorved der ikke findes nogen fri vilje.
 
'''Bevis:''' Hvis der fandtes en transcendental frihed, der var den første årsag til alle efterfølgende årsager og virkninger, da ville det være en spontan begyndelse af en række, hvilket ersynes ganske uforklarligt og ulogisk. Men enhver påbegyndelse af en handling forudsætter dog en tilstand, der rummer en årsag, som endnu ikke er blevet til handling. Ideen om den transcendentale frihed er med andre ord i modstrid med årsagsloven, som var den lov der brugtes til at bevise den i begyndelsen, da en dynamisk påbegyndelse af en handling forudsætter en tilstand, der ikke har nogen kausal sammenhæng med en forudgående tilstand. Når vi skal søge sammenhæng i verden, er der således ikke andet end naturens love.
 
Selve spørgsmålet om determinismen i forhold til den frie vilje er altså af [[antinomi]]sk karakter, hvor den ene holdning virker lige så gyldig som den modsatte. Dette beskæftigede især filosoffen [[Immanuel Kant]].