Wikipedia

Græsk mytologi: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
clean up, typos fixed: fremfor → frem for (2) ved brug af AWB
Linje 1:
[[Fil:Greek trinity.png|thumb|De græske guder [[Zeus]], [[Poseidon]] og [[Hades]]; guder for himmelen, havet og underverdnen]]
[[Fil:Zeus Otricoli Pio-Clementino Inv257.jpg|thumb|Byste af [[Zeus]], [[Gud (monoteistisk)|gudernes]] [[konge]] i antik græsk mytologi. Skulpturen blev fundet i [[Otricoli]] i Italien og er i dag udstillet i [[Vatikanmuseet]] i Roma. ]]
'''Græsk mytologi''' består af en række [[Mytologi|mytologiskemytologi]]ske historier, fra [[Oldtidens Grækenland]]. De omhandler deres [[Polyteisme|guder]] og [[helt]]e, hvordan verden fungerer og hvordan religionen er opstået. Moderne forskere refererer til [[Myte|myternemyte]]rne og studerer dem i et forsøg på at kaste lys over de gamle grækeres religiøse og politiske institutioner og for at få en forståelse for mytedannelsens natur.
{{Info græsk mytologi}}
 
Linje 30:
Mytologiske fortællinger spiller en vigtig rolle i næsten alle genre af græsk litteratur. Den eneste generelle mytografiske håndbog som overlevede fra den græsk antik var ''[[Bibliotheca (Pseudo-Apollodorus)|Bibliotheca]]'' som forsøger at samle de modstridende fortællinger fra poetene og giver en stor oversigt over traditionel græske mytologi og heroiske legender.<ref>Hard, Robin (2004): ''The Routledge Handbook of Greek Mythology'', Psychology Press, s. 1</ref>
 
Blandt de ældste litterære kilder er Homers to episke digte, ''[[Iliaden]]'' og ''[[Odysseen]]''. Andre poeter fuldførte den "episke cyklus", men disse senere og mindre digte er nu næsten alle blevet tabt. Til trods for deres traditionelle navn, har homerske hymner ingen forbindelse med Homer. De er korhymner fra den tidligere del af den såkaldte [[Lyrik|lyrisk periode]].<ref>Miles, Geoffrey (2003): ''Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology'', Taylor & Francis, s. 7</ref> [[Hesiod]] som muligvis var samtidig med Homer, tilbyder i ''[[Theogonien]]'' ("gudenes oprindelse") den mest omfattende beretningen om de tidligste græske myter og tog sig af verdens skabelse, oprindelsen af guderne, [[Titan (mytologi)|titanerne]] og [[Gigant|giganternegigant]]erne, samlet slægttræ, folkeeventyr og ætiologiske myter. Hesiod ''Værker og dage'', en didaktisk digt om bondelivet, inkluderer også myterne om [[Prometheus]], [[Pandora]] og ''Menneskets tider''. Poeten giver råd om den bedste måde at klare sig i en farlig verden, der er blevet efterladt endnu farligere af dets guder. Lyriske poeter tager undertiden sine karakterer fra myter, men behandlingen bliver mindre fortællende og mere billedligt. Græske lyriske poeter, inkluder [[Pindar]]os, [[Bacchylides]], [[Simonides fra Keos|Simonides]], og hyrdepoeter som [[Theokrit|Teokritos]] og [[Bion fra Smyrna|Bion]] giver individuelle mytologiske hændelser.<ref>Klatt-Brazouski, ''Ancient Greek nad Roman Mythology'', xii</ref> Derudover var myter centrale for klassisk [[Athen|athenskeathen]]ske [[drama]]. De tragiske dramatikere [[Aischylos]], [[Sofokles]] og [[Euripides]] hentede deres handlinger fra heltenes tidsalder og den trojanske krig. Mange af de store tragiske fortællinger (f.eks. [[Agamemnon]] og hans børn, [[Ødipus]], [[Jason]], [[Medea]] etc.) tog sin klassiske form i disse tragiske skuespil. Den komiske dramatiker [[Aristofanes]] brugte myter i ''[[Fuglene (skuespil)|Fuglene]]'' eller ''[[frøer (skuespil)|frøer]]''.<ref>Miles, Geoffrey (2003): ''Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology'', Taylor & Francis, s. 8</ref>
 
Historikerne [[Herodot]] og [[Diodorus Siculus]] og geograferne [[Pausanias (geograf)|Pausanias]] og [[Strabo]], som rejste rundt i den græske verden nedskrev de fortællinger, som de hørte, dette gav mange lokale myter, ofte lidt kendte og alternative versioner. Især Herodot ledte i de forskellige traditioner og fandet de historiske eller mytologiske rødder i konfrontationen mellem grækerne og østen.<ref>Cartledge, Paul (2003): ''The Spartans: The World of Warrior-Heroes of Ancient Greece, from Utopia to Crisis and Collapse'', Overlook Press, s. 60; Cartledge, Paul (1993): ''The Greeks: A Portrait of Self and Others'', Oxford University Press, s. 22</ref>
 
Poesien i de [[hellenisme|hellenistiske]] og [[romerriget|romerske]] tidsaldere som var rolige litterært fremforfrem for kultisk udøvelse, indeholdt alligevel mange vigtige detaljer, der ellers ville gå tabt. Denne kategori omfatter værker af:
 
# De hellenistiske poeter [[Apollonios Rhodios]], [[Kallimachos]], [[Eratosthenes|Pseudo-Eratosthenes]] og [[Parthenios af Nikaia|Parthenios]].
Linje 74:
[[Fil:Amphora birth Athena Louvre F32.jpg|thumb|left|En [[Amfora]] der afbilder Athene bliver "genfødt" fra hovedet af Zeus, som havde slugt hendes mor, [[Metis]], gudinden for fødsel. ca 550-525 f.Kr. ([[Musée du Louvre]], Paris).]]
 
Dette motiv af far-mod-søn konflikt blev gentaget, da Kronos blev konfronteret af sin søn, [[Zeus]]. Fordi Kronos havde forrådt sin far, frygtede han, at hans afkom ville gøre det samme, og så hver gang Rhea fødte, tog han barnet og spiste det. Rhea hadede dette og narret ham ved at skjule Zeus og pakke en sten ind i et barns tæppe, som Kronos spiste. Da Zeus var voksen, gav han Kronos en drink, som fik ham til at kaste op, og han kaster Rheas øvrige børn og stenen op, som havde siddet i Kronos mave hele tiden. Derefter udfordrede Zeus, Kronos til krig om kongedømmet af guderne. Med hjælp fra kykloperne, som Zeus befriet fra Tartaros sejret Zeus og hans søskende til slut, mens Kronos og titanerne blev kastet ned i fængsel i Tartaros. <ref>Hesiod: ''Theogonien'', [http://en.wikisource.org/wiki/Theogony 713-735]</ref>
 
Zeus var plaget af den samme bekymring og efter en profeti, at et barn af hans første kone, [[Metis]], ville føde en gud "større end han" - slugte Zeus hende.<ref>{{cite book|author=Guirand, Felix|year=1987|origyear=1959|title=New Larousse Encyclopedia of Mythology|chapter=Greek Mythology|others=Trans. Richard Aldington and Delano Ames|editor=Guirand, Felix|publisher=Hamlyn|isbn=0-600-02350-8|page=98}}</ref> Hun var allerede gravid med [[Athene]] og hun brød frem fra hans hoved - fuldvoksne og klædt på til krig.<ref>Guirand, p. 108</ref>
 
Den tidligste græske tanke om poesi betragtes ''Theogonien'' som prototypen på den poetiske genre, den prototypiske ''mythos'' (myte), og lagde næsten magisk magt i den. [[Orfeus]], den arketypiske poet, var også den arketypiske sanger af theogonier som han brugte til at berolige havet og storme i [[Apollonios Rhodios]]' ''Argonautika'' og til at bevæge stenhjerter blandt underverdenens guder i sin færd til [[Hades]]. Da [[Hermes]] opfandt [[lyre]]n i de ''Homeriske hymner til Hermes'', er det første han gør at synge gudernes fødsel.<ref>''Homeric Hymn to Hermes'', [http://omacl.org/Hesiod/hymns.html 414-435]</ref>
 
Hesiods ''Theogonien'' er ikke bare den mest fuldstændige overlevende beretningen om guderne, men også den mest fuldstændige bevaret beretningen om den arkaiske poet funktion med sin lange indledende påkaldelse af [[Muse]]rne. ''Theogonien'' var også temaet for mange tabte digt, inkluderet de som tillægges Orfeus, [[Musaios af Athen|Musaios]], [[Epimenides]], [[Abaris]] og andre legendariske [[seer]]e som blev brugt i private ritualer for at blive rene og mystiske ritualer. Der er indikationer på at [[Platon]] var bekendt med nogle versioner af [[Orfisme|orfeiske]] theogoni.<ref name="Betegh147">G. Betegh, ''The Derveni Papyrus'', 147</ref>
Linje 90:
[[Fil:Leda - after Michelangelo Buonarroti.jpg|thumb|Zeus, forklædt som en [[svane]], forfører [[Leda (mytologi)|Leda]], dronningen af [[Sparta]]. En sekstende århundrede kopi af den tabte original ved [[Michelangelo]].]]
[[Fil:Olympians.jpg|thumb|right|[[De tolv olympiske guder|De tolv olymperne]] af [[Nicolas-André Monsiau|Monsiau]], sent i 1700-tallet.]]
Efter Titanerne fald opstået en ny [[panteon]] af guder og gudinder. Blandt de vigtigste græske guder var [[De tolv olympiske guder|Olympians]] som levede på bjerget [[Olympen]] under Zeus tilsyn. Deres begrænsning til tolv synes at have været en forholdsvis moderne idé.<ref name="Stoll8">H.W. Stoll, ''Religion and Mythology of the Greeks'', 8</ref> Ud over de Olympiske guder tilbad grækerne mange forskellige guder på landet, [[Pan]], [[Nymfe (mytologi)|nymfer]] (flodånder), [[Najade]]r der boede i [[Kilde (vand)|kilderne]], [[Dryade|dryaderdryade]]r der levede i træerne, [[Nereide]]r der boede i havet, flodguder, [[Satyr]]s og andre. Derudover var der de mørke kræfter fra underverdenen, der var [[Erinyer]] (eller furies) der siges at forfølge de skyldige i forbrydelser mod blod-slægtninge.<ref name="BrRel">{{cite encyclopedia|title=Greek Religion|encyclopedia=Encyclopædia Britannica|year=2002}}</ref> For at ære den antikke græske gudeverden, komponere digtere de homeriske hymner, en gruppe af treogtredive sange.<ref name="Cashford174">J. Cashford, ''The Homeric Hymns'', vii</ref> [[Gregory Nagy]] betragtelse "de større Homeriske hymner er enkle præludier (i forhold til ''Theogonien''), som hver især påberåber sig en gud ".<ref name="Nagy54">G. Nagy, ''Greek Mythology and Poetics'', 54</ref>
 
I den brede vifte af myter og legender, der udgør den græske mytologi, er det de oprindelige guder, der er beskrevet som kødelige, men ideelle organer. Ifølge [[Walter Burkert]], er det afgørende kendetegn ved græsk [[antropomorfisme]], at "de græske guder er personer, ikke abstrakte ideer eller koncepter." <ref name="Burkert182">Burkert, Walter: ''Greek Religion'', s. 182</ref> De gamle græske guder har mange fantastiske kvaliteter, den mest betydningsfulde er, at guderne ikke berøres af sygdom og kan blive kun såret under meget usædvanlige omstændigheder. Grækerne betragtede udødelighed som karakteristisk træk ved deres guder; denne udødelighed, samt evige ungdom blev sikret gennem løbende brug af [[Nektar (planter)|nektar]] og [[Ambrosia (spise)|ambrosia]], der fornyede deres guddommelige blod i årerne.<ref>Stoll, H.W.: ''Religion and Mythology of the Greeks'', s. 4</ref>
 
 
Hver gud nedstammede fra sin egen slægtlinje, forfølger forskellige interesser, har et bestemt område af ekspertise, og er underlagt en unik personlighed; dog opstå disse beskrivelser fra en mangfoldighed af lokale varianter, som ikke altid er stemtoverenest med hinanden. Når disse guder blev kaldt på i [[poesi]], [[bøn]] eller [[kult]]er, bliver de henvist til ved en kombination af deres navn og epiteter, der identificerer dem ved forskelligt fra andre manifestationer af sig selv. Apollon Musagetes er som "[[Apollon|Apollo]], leder af [[Muse]]rne". Epiteterne kan alternativt identificere en bestemt og lokaliseret aspekt af guden, der menes at være gammel allerede i den klassiske epoke i Hellas.
Line 105 ⟶ 104:
Fortællingerne om kærlighed involverer ofte [[incest]], forførelse eller voldtægt af en dødelig kvinde af en mandlig gud, hvilket resulterer i heroisk afkom. Historierne tyder generelt på, at forholdet mellem guder og dødelige er noget at undgå; selv samtykkende forhold ender sjældent lykkeligt.<ref>Mile, G.: ''Classical Mythology in English Literature'', s. 39</ref> I nogle få tilfælde, finder en kvindelig gud sammen med en dødeligt mand, som i homeriske Hymne til Afrodite , hvor gudinden ligger hos [[Anchises]] for at undfange [[Æneas]].<ref>''Homeric Hymn to Aphrodite'', [http://courses.dce.harvard.edu/~clase116/txt_aphrodite.html 75-109]</ref> Ægteskabet mellem [[Peleus]] og [[Thetis]] som frembragte helten [[Akilles]] er en anden sådan myte.
 
Fortællingerne om straf involveret brugen eller opfindelsen af nogle vigtige kulturelle genstande som eksempelvis da [[Prometheus]] stjal ilden fra guderne, [[Tantalos]] stjal nektar og ambrosia fra Zeus' bord og gav det til sine egne undersotter og afslører gudernes hemmeligheder, Prometeus eller [[Lykaon]] opfandt offeret, [[Demeter (gudinde)|Demeter]] lærte om [[landbrug]] og [[de eleusinske mysterier|mysterierne]] af [[Triptolemos]] eller da [[Marsyas]] opfandt [[aulos]] og startet en musikalsk konkurrence med Apollon. Oplevelsen af Prometheus mærker "et sted mellem guder og menneskets historie."<ref>Morris, I.: ''Archaeology As Cultural History'', s. 291</ref>
 
Et anonymt papyrusfragment dateret til 200-tallet f.Kr. fremstiller på farverige vis [[Dionysos]]' straf af [[Lykurgos]], konge af [[Thrakien]], der havde anerkendt den nye gud for sent, hvilket resulterede grusomme straffe som strakte sig til efterlivet.<ref>Weaver, J.: ''Plots of Epiphany'', s. 50</ref> Fortællingen om Dionysos' ankomst i Thrakien for at etablere sin kult var også temaet i [[Aischylos]]' dramatiske trilogi.<ref>Bushnell, R.: ''A Companion to Tragedy'', s. 28</ref> I en anden tragedie, [[Euripides]]' ''[[Bacchanterne]]'' blev kong [[Pentheus]] af [[Theben (Grækenland)|Theben]] straffet af Dionysos fordi han ikke viste guden respekt og spionere på hans [[mænade]]r, de kvindelige tilbederne af guden.<ref>Trobe, K.: ''Invoke the Gods'', s. 195</ref>
Line 115 ⟶ 114:
Den episke og genealogiske poesi skabt cyklusser af fortællinger, der kredsede omkring særlige helte eller begivenheder og etablerede familieforhold mellem heltene fra forskellige fortællinger. De arrangere dermed fortællingerne i sekvenser. Ifølge Ken Dowden "er der til og med en sagaeffekt. Vi kan følge skæbnerne til nogen familier i efterfølgende generationer".
Efter at heltekulten opstod, udgjorde guderne og helte den sakrale sfæren og er sammenblandet og blandes i eder og bønner, som blev rettet til dem. I kontrast til gudernes tidsalder bliver listen over helter aldrig givet en fast og endelig form. Store guder bliver ikke længer født, men nye helte kan altid trækkes op fra de dødes hær. En anden vigtig forskel mellem heltekulten og gudekulten er at helten blev centrum for lokale gruppers identitet.<ref>Raffan-Burkert: ''Greek Religion'', 206</ref>
 
De monumentale begivenheder af [[Herakles]] betragtes som begyndelsen på heltenes tidsperiode. Til denne tidsperioden tilskrives også tre store militære hændelser, [[argonaut]]enes felttog, [[den trojanske krig]] og [[thebanske krig|den thebanske krig]].<ref>Kelsey, F.W.: ''An Outline of Greek and Roman Mythology'', s. 30; Rose, H.J.: ''A Handbook of Greek Mythology'', s. 340</ref>
Line 130 ⟶ 129:
==== Argonauterne ====
{{Se også|Argonaut}}
Det eneste bevaret [[Hellenistiske civilisation|hellenistiske]] eposet, ''Argonautika'' af [[Apollonios Rhodios]], forteller myten om rejsen af [[Jason]] og hans [[Argonaut|argonauterargonaut]]er for at få [[Det Gyldne Skind|det gyldne skind]] tilbage fra det mytiske landet [[Kolchis|Kolkis]] ved [[Sortehavet]]. I ''Argonautika'' sendes Jason på sin rejse af kong [[Pelias]] som får en profeti om at en manf med én sandal vil blive hans [[nemesis]] og bane. Jason mister en sandal i en [[flod]], ankom til hoffet af Pelias og eposet er i gang. Næsten alle medlemmene i den næste generation af helte, samt Herakles, rejste med Jason på hans skib ''[[Argo (mytologi)|Argo]]'' for at få fat i skindet.
 
Denne generation omfattet også [[Theseus]] som rejster til [[Kreta]] for at dræbe [[Minotauros]], [[Atalanta (mytologi)|Atalanta]], den kvindelige heltinde, og [[Meleagros (mytologi)|Meleagros]] som en gang havde en episk cyklus selv som kunne udfordre ''Iliaden'' og ''Odysseen''. Pindaros, Apollonios og [[Apollodoros]] forsøgte at give en fuldstendig liste over argonauterne<ref>Apollodorus: ''Library and Epitome'', 1.9.[http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/ptext?doc=Perseus%3Atext%3A1999.01.0022;query=section%3D%2363;layout=;loc=1.9.17 16]; [[Apollonios Rhodios]]: ''Argonautica'', I, [http://www.sacred-texts.com/cla/argo/argo00.htm 20ff]; Pindaros, ''Pythian Odes'', Pythian 4.[http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/ptext?lookup=Pind%2e+P%2e+4%2e171ff%2e 1]</ref>
Line 146 ⟶ 145:
{{Se også|Episke cyklus|Den trojanske krig}}
[[Fil:The Rage of Achilles by Giovanni Battista Tiepolo.jpeg|thumb|''The Rage of Achilles'' af [[Giovanni Battista Tiepolo]] (1757, freskomaleri, 300 x 300 cm, Villa Valmarana, [[Vicenza]]). Akilles er rasende over at [[Agamemnon]] truer med at tage byttet fra ham [[Briseis]], og han trækker sit sværd til at dræbe Agamemnon. [[Minerva]] dukker pludselig op og har taget Achilles ved håret for at forhindre voldeligeheder.]]
Græsk mytologi kulminerede i [[den trojanske krig]] som blev udkæmpet af grækerne og [[Troja|trojanernetroja]]nerne, og dets efterspil. I [[Homer]]s [[epos]] har de vigtigste fortællingerne allerede taget form, og individuelle temaer blev udarbejdet senere, særlig i græsk [[drama]]. Den trojanske krig skabte stor interesse fra [[romersk kultur]] siden fortællingen om [[Æneas]], en trojanskhelt som drog fra [[Troja]] og grundlagde byen som en dag skulle bliv [[Rom]]a, er nævnt i [[Publius Vergilius Maro|Vergil]] ''[[Æneiden]]''. Bog 2. i Æneiden indeholder den mest kendte beretningen om plyndringen af Troja. Endelig er der to pseudokrøniker skrevet på latin som, som blev udgivet under navnene [[Dictys Cretensis]] og [[Dares Phrygius]].<ref>Dunlop, J.: ''The History of Fiction'', s. 355</ref>
 
[[Episke cyklus|Krigcyklussen]] om den trojanske krig, en samling af flere episke digte, der begyndte med de begivenheder der førte til krigen: [[Eris]] og [[det gyldne æble]] af [[Kallisti]], [[dommen over Paris]], bortførelsen af [[Helena (græsk mytologi)|Helena]] og ofringen af [[Ifigenia]] ved [[Aulis]]. For at få Helena tilbage, satte grækerne i gang et felttog under ledelse af [[Menelaos]]' bror, [[Agamemnon]], konge af Argos eller [[Mykene]], men trojanerne nægtede at levere Helena tilbage.
 
''[[Iliaden]]'' som udspiller sig i krigens tiende år, forteller om striden mellem Agamemnon og Akilles som var den bedste af de græske kriger og de efterfølgende dødsfald af Akilles' ven [[Patroklos]] og Priamos' ældste søn [[Hektor]]. Efter Hektors død sluttet to eksotiske allierede sig til trojanerne, dronningen af [[Amazone|amazonerneamazone]]rne og [[Memnon]], [[Etiopien|etiopiernes]] konge og morgengudinden [[Eos]]' søn. Akilles dræbte begge disse, men [[Paris (mytologi)|Paris]] klare så at dræbe Akilles med en pil. Før de kunne tag Troja, måtte grækerne stjæle gudebilledet af Pallas Athene ([[Palladium (mytologi)|Palladium]]).
 
Med Athenes hjælp byggede de [[den trojanske hest]]. Til trods advarsler fra Priamos datter [[Kassandra]], blev trojanerne overtalt af [[Sinon]], en græker som lod som om han deserteret, til at tage hesten indenfor Trojas murer som et offer til Athene. [[Præst]]en [[Laokoon]] som forsøgte at få hesten ødelagt, blev dræbt af søslanger.
Line 156 ⟶ 155:
Ved nattestid kom den græske flåde tilbage, og grækerne i hesten åbnede Trojas porter. I den totale plyndringen som fulgte, blev Priamos og hans sønner dræbt. De trojanske kvinder blev [[Slaveri|slaver]] i forskellige byer i Hellas. De oplevelsesrige hjemturene til de græske lederne, inkluder [[Odysseus]] og Aineias (''[[Æneas]]'') og mordet på Agamemnon, blev fortalt i to [[epos]]er, ''Tilbageturen'' (''[[Nostoi]]'' som er gået tabt) og Homers ''Odysseen''. Den trojanske cyklussen indeholder også oplevelserne fra børn af den trojanske generation, [[Orestes]] og [[Telemakos]].
 
Den trojanske krig gav mange temaer og bliver hovedkilde for inspiration for antikkens græske kunstnere som [[metope]]r på [[Parthenon]] i [[Athen]] som viser plyndringen af Troja. Disse foretrukne temaene fra den trojanske cyklus blandt kunstnere indikerer dens vigtighed for den antikke græske civilisation. Den samme mytologiske cyklus inspirerede også en række af europæiske litterære værker. [[Middelalderen]]s europæiske forfattere som ikke direkte kendte til Homer, fandt i legenden om Troja en rig kilde til heroiske og romantiske fortællinger og et belejlig rammeværk de for de kunne sætte sine idealer om det [[Høvisk litteratur|høviske]] hof og [[ridder]]. Forfattere i 1100-tallet som [[Benoît de Sainte-Maure]] (''Roman de Troie'', 1154–60) og [[Josef af Exeter]] (''De Bello Troiano'', 1183) beskriver krigen mens de omskrev standardversionen de fandt i ''Dictys'' og ''Dares''. De fulgte dermed [[Quintus Horatius Flaccus|Horatius]]' råd og Vergils eksempel. De omskrev et digt om Troja fremforfrem for at fortælle noget helt nyt.<ref>Kelly, D.: ''The Conspiracy of Allusion'', s. 121</ref>
 
== Græske og romerske opfattelse af myter ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Græsk_mytologi"