Israels historie: Forskelle mellem versioner

Jøderne fortsatte med at se landet Israel som sit åndelige hjem og [[Israels land|Det lovede land]]. Selv om folketallet varierede, var der under hele den jødiske diaspora altid et jødisk samfund i landet.

I løbet af [[korstog]]stiden blev jøder ofte slået ihjel eller solgt som slaver. Folkemordet på jøderne startede, da korsfarerne rejste gennem Europa og fortsatte gennem Det hellige land. Efter den arabiske generobring i det 13. århundrede ødelagde sultan [[Baibars]] landet for at forhindre, at der kunne leve nogen større befolkningsgruppe der, og for at, det ikke skulle være attraktivt at indvandre. Landet forblev fattigt under [[det osmanniske rige|osmanernes]] styre efter erobringen i det 16. århundrede og frem til det 20. århundrede.

Mellem det 13. og det 19. århundrede voksede den jødiske [[aliyah|indvandring til Israel]], især på grund af [[religiøs forfølgelse]]. Udvisninger af jøder i [[England]] (1290), Frankrig (1391), Østrig (1421) og Spanien (1492) førte til, at bølger af jøder flyttede til Israel.

I løbet av det 19. århundrede spredte [[oplysningstiden]]s idealer sig i Europa, hvilket førte til den jødiske emancipation over hele kontinentet. Det førte også til en modreaktion fra europæere, som ønskede at undgå at jøder fik statsborgerskab og som så på dem som et fremmed, ikke-europæisk folkeslag. Modstanderne af jødisk borgerret kaldte sig selv [[antisemitisme|antisemitter]] og blev godt organiserede i løbet af århundredet. I [[Det russiske kejserrige|Rusland]] opfordrede regeringen aktivt til [[pogrom]]er som et virkemiddel for at tvinge den jødiske befolkning til at forlade landet.

Efter oprøret i Jaffa i 1921 indførte de britiske mandatautoriteter et system med indvandringskvoter for at sikre, at den jødiske innvandring ikke ødelagde Palæstinas økonomi. Et undtagelse fra regelenreglen blev lavet for jøder med over 1000 pund i kontanter (en meget stor sum på den tid) eller fagfolk med over 500 pund, som fik bosætningstilladelse til trods for kvoterne. Briterne besluttede selvrådigt, at [[Transjordan]] skulle udskilles fra mandatet og i stedet blive en egen, selvstændig arabisk stat.<ref>Palestine Royal Commission Report (the Peel report) London 1937, kapitel 10, side 283.</ref>

Den [[29. maj]] [[1948]] tog Storbritannien initiativ til [[Sikkerhedsrådets resolution 50|FNs sikkerhedsråds resolution 50]] og nedlagde forbud mod våbeneksport til regionen. Det Sovjet-kontrollerede [[Tjekkoslovakiet]] overtrådte imidlertid forbudetforbuddet. Det var kritisk for den jødiske stat at skaffe sig militære våben for at kunne møde den forventede invasion fra arabiske staters side.

Den nye stat oprettede et parlament, [[Knesset]], med 120 pladser. De mødtes først i [[Tel Aviv-Jaffa|Tel Aviv]], men flyttede til [[Jerusalem]] efter branden i [[1949]]. Det første valg blev holdt i januar 1949, hvor [[Chaim Weizmann]] blev valgt til den første [[Israels præsident|præsident]], og [[David Ben-Gurion]] som [[Israels statsminister|statsminister]].

Fra 1948 til 1977 blev samtlige regeringer ledet af [[Mapai]] og [[Alignment]], forgængerne til [[Arbejderpartiet (Israel)|Arbejderpartiet]]. Ben-Gurion og rabbinerne blev tidlig enig om en religiøs status. Aftalen inkluderede blandt andet, at studenter som studerede jødiske tekster blev fritaget for militærtjeneste.

I begyndelsen blev [[Israels politik]] domineret af den socialistiske zionisme ledet af [[David Ben-Gurion]]. [[Israels økonomi|Økonomien]] blev hovedsagelig styret efter socialistiske retningslinjer.

Flere [[nationalsocialisme|nazister]], der var blevet dømt som [[krigsforbrydelse|krigsforbrydere]], fik asyl i Egypten og Syrien.

Fra 1948 til 1951 bragte masseindvandringen omkring 700.000 jøder til Israel. Landets indbyggertal blev fordoblet, og indvandringen satte et uudsletteligt præg på det israelske samfund.<ref>''Immigrants in Turmoil: «Mass Immigration to Israel and its Repercussions in the 1950s and After»'' Dvora Hacohen, Syracuse University Press, 2003</ref> De fleste af indvandrerne til Israel var i begyndelsen jøder, som havde overlevet forfølgelse i Europa, eller jøder, som flygtede fra arabiske lande; de største grupper de første tre år (over 100.000 hvert år) var fra Irak, Rumænien og Polen, selv om der kom jøder fra hele Europa og Mellemøsten.<ref>[http://www.lib.cet.ac.il/pages/item.asp?item=12938 Professor Moshe Sikron] {{språkikon|he|Hebraisk}}</ref>

Fra 1948 til 1958 voksede indbyggertallet fra 800.000 til omkring 2.000.000. I løbet af denne periode blev mad, klæder og møbler rationerede, og perioden blev kendt som "begrænsningsperioden" (''Tkufat haTsena''). Indvandrerne var som regel flygtninge uden ejendele og blev bosatte i foreløbige lejre kendt som [[ma'abarot]].

I 1952 boede over 200.000 i lejre bestående af telte og forhåndsproducerede hytter byggede af regeringen. Det meste af den økonomiske støtte, som Israel fik, var private donationer fra jøder, som boede i andre lande (fortrinsvis i USA).<ref>''Mishtar HaTsena'' (hebraisk), Dr Avigail Cohen & Haya Oren, Tel-Aviv 1995</ref>

}}</ref>

[[Suezkrisen]] var et resultat af konflikten mellem Egypten og Israel, som udviklede sig i løbet af 1956. HundredevisHundredvis af israelere blev dræbt i [[fedayeen]]-angrep fra Gazastriben (kontrolleret af Egypten) på israelsk område. I begyndelsen var disse angreb private initiativer, men under Nassar støttede den egyptiske regering angrebene, og Israel besluttede at [[Enhed 101|gengælde angrebene]] mod Gaza. I 1956 blokkerede Egypten [[Akababugten]] og lukkede [[Suezkanalen]] for israelsk skibsfart. Kanalen blev nationaliseret, imod franske og britiske aktionærers vilje. Til gengæld inngik [[Frankrig]] og [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland|Storbritannien]] en hemmelig aftale med Israel om at tage kanalen tilbage med magt. I overensstemmelse med aftalen (som ikke blev officielt vedkendt før langt senere) invaderede Israel [[Gazastriben]] og [[Sinaihalvøen]] i oktober 1956. Israelske styrker nåede kanalen kort efter, og der efter rykkede de franske og britiske styrker ind i aftalt rækkefølge. Det hævdes også, at franskmændene blev enige om at bygge et [[atomanlæg]] for israelerne og at dette inden 1968 skulle være klart til at producere atomvåben.

I 1961 opsagde Ben-Gurion stillingen som statsminister efter mistillid fra Herut efter Lavon-affæren. Ben-Gurion udtalte, at han kun ville acceptere stillingen dersom Lavon mistede stillingen som leder af [[Histadrut]], Israels arbejderorganisation (på grund af sin rolle i Lavonaffæren). Kravene blev accepterede, og han vandt valget i 1961.

}}</ref> I [[1964]] udviklede Egypten, Jordan og Syrien en samlet militær ledelse.

I 1964 accepterede autoriteter blandt Israels rabbinere at [[Bene Israel]] i Indien var jøder, og de fleste af de tilbageværende indiske jøder flyttede til Israel. De fleste af de omkring 2.000 [[Cochin-jøder|Cochini-jødene]] var udvandret allerede i 1954.

[[Yom Kippur-krigen]] begyndte den [[6. oktober]] [[1973]] (den jødiske [[Yom Kippur|forsoningsdagen]]), den helligste dag i det jødiske år, og en dag, hvor det er forventet at voksne jøder skal faste. De syriske og egyptiske hære startede et overraskelsesangreb mod de uforberedte israelske forsvarsstyrker. I de første dage var det usikkert hvorvidt, Israel havde mulighed for at stå imod invasionsstyrkerne, men de syriske styrker blev slåede tilbage og, selv om egypterne okkuperede nogen områder i Sinai, krydsede de israelske styrker Suez-kanalen og gik mod Kairo, da der blev indgået en våbenhvile. Selv om krigsresultaterne stort set var til Israels fordel, kostede det over 2.000 dødsfald og havde store omkostninger for hæren. Krigen gjorde israelerne mere klare over deres egen sårbarhed.

Efter Meirs tilbagetræden blev [[Yitzhak Rabin]] (stabschefen under Seksdageskrigen) statsminister.

Foruden at starte en proces for at fjerne skellet mellem mizrahijøderne og [[Ashkenazisk jødedom|ashkenazijøderne]] rummede Begins regering [[Agudat Israel|ultraortodokse jøder]] og var med til at fjerne skellet mellem zionistene og de ultraortodokse. Begins liberalisering af økonomien førte til hyperinflation men gjorde det mulig for Israel at modtag finansiel hjælp fra USA. Begin støttede aktivt [[Gush Emunim]]s forsøg på at bosætte [[Vestbredden]], som lagde grunden til en række intense konflikter med den palæstinensiske befolkning på de okkuperede territorier.

Efter Sadats besøg organiserede 350 soldater fra Yom Kippur-krigen [[Peace Now]]-bevægelsen for at opmuntre den israelske regering til at stifte fred med araberne.

I september 1978 inviterede den amerikanske præsident [[Jimmy Carter]] præsident Sabat og statsminister Begin til at møde ham på [[Camp David]], og den [[11. september]] var de blevet enige om en struktur for fred mellem Israel og Egypten og en foreløbig fred i Mellemøsten. Aftalen indeholdt vide principper for at regulere forhandlinger mellem Israel og de arabiske stater. Den indeholdt også retningslinjer for et overgangsregime for Vestbredden og Gaza for palæstinerne, som var bosatte i disse områder, og for en [[Den egyptisk-israelske fredsaftale|fredsaftale mellem Egypten og Israel]]. Aftalen blev underskrevet den [[26. marts]] [[1979]] af Begin og Sadat samt præsident [[Jimmy Carter|Carter]] som vidne. I tråd med aftalen gav Israel Sinaihalvøen tilbage til Egypten i april 1982. I 1989 blev den egyptiske og den israelske regering enige om, at Egypten skulle få [[Taba]] tilbage, et turiststed ved [[Akababugten]] og det sidste området af Sinai, som Israel leverede tilbage til Egypten.

I juni 1985 trak Israel de fleste af sine styrker tilbage fra Libanon, kun en mindre styrke og et [[Den sydlibanesiske hær|milita]] som støttede Israel, blev tilbage i det sydlige Libanon som en "sikkerhedszone", som Israel anså som et nødvendig forsvar mod angreb på dets nordlige områder. Israel trak sig helt ud af Libanon i 2000, mens [[Ehud Barak]] var statsminister, og fuldførte med det [[Sikkerhedsrådets resolution 425|FNs sikkerhedsråds resolution 425]]. Libanon har siden da gjort krav på et mindre område i Golanhøjderne kaldet "[[Shebaagårdene]]", som Israel tog fra Syrien i 1967.

I 1990 invaderede Irak [[Kuwait]] og udløste med det Golfkrigen mellem Irak og en stor allieret styrke ledet af USA. Irak angreb Israel med 39 [[Scud]]missiler i et forsøg på at påvirke arabernes officielle mening og trække arabiske stater ud af alliancen (og muligvis over til Iraks side). Under pres fra USA gengældte Israel ikke beskydningen. I stedet accepterede landet, at USA hjalp til med at stoppe angrebene. En mand i distriktet [[Ramat Khen]] i [[Ramat Gan]] blev dræbt af en [[MIM-104 Patriot]], en luftværnmissil, på vildspor. Mellem 7 og 13 mennesker døde ved [[kvælning]] på grund af fejlagtig brug af gassmasker.

Imidlertid modsatte [[Hamas]] og andre palæstinensiske grupper sig aftalen, hvilket førte til selvmordsangreb på Israel. Rabin sørgede for at en [[Israels barriere på Gazastriben|barriere]] blev etableret omkring Gaza for at beskytte den israelske befolkning mod angreb.

Efter valget i juli 1999 blev [[Ehud Barak]] fra Arbejderpartiet valgt til statsminister.

I 2000 trak Israel sine styrker ud af "sikkerhetszonen" i det sydlige Libanon. Flere tusinde medlemmer af den [[Sydlibanesiske hær]] forlod området samtidig med israelerne.

I 2002 leverede 51 reserveofficerer og soldater en erklæring om, at de ikke længere var rede til at deltage i okkupation af palæstinensiske områder. De blev de første til at danne den militære fredsbevægelse [[Ometz LeSarev]].

I 2004 fik sorte hebræere tilladelse til at komme til Israel.

I 2005 blev civile evakuerede fra Gaza (nogen ved tvang) og boligområderne afviklede. Tilbagetrækningen fra Gazastriben blev fuldført den [[12. september]] [[2005]]. Militær tilbagetrækning fra den nordlige del af Vestbredden blev fuldført ti dage senere.

Efter tilbagetrækningen blev den israelske by [[Sderot]] mål for [[Qassam-rakett|konstante angreb]] fra Gaza.

I 2005 forlod Sharon Likud og dannede et nyt parti kaldet [[Kadima]]. Han blev fulgt af mange ledende personer fra både Likud og Arbejderpartiet.