Død: Forskelle mellem versioner

Afkølingen begynder straks efter døden og skrider frem, til liget har antaget omgivelsernes varmegrad. Dog må her bemærkes, at man har observeret en indre temperaturstigning straks efter døden, men kun af kortere varighed. Snart gør afkølingen sig gældende. Hvor grænsen skal sættes for den temperatur, der er uforenelig med livets beståen, er det ikke godt at sige, men det synes dog, at når et menneskes indre temperatur, målt i [[endetarm]]en, går ned under 30 °C eller bliver stående her i nogen tid, så vil personen dø, og en temperatur under den nævnte grænse må foreløbig anses for et sikkert dødstegn. Hvor lang tid, der skal gå efter døden, for at denne kritiske grænse, og hvor lang tid for at den omgivende lufts temperatur skal nås, er ganske varierende efter tilstanden før døden ([[feber]] eller normal temperatur, fedme eller magerhed, sommer eller vinter, tildækket eller nøgen tilstand med mere). Det kan derfor vanskeligt lade sig gøre - uden som et løst skøn - at afgøre efter ligets temperatur hvor længe, det er siden, at døden intrådte.

Forrådnelsen er det sidste og mest afgørende af alle dødstegn, idet den ikke kan optræde hos noget blot i dvale værende individ. På den anden side må det erindres, at en sygdom kan fremkalde sådan forandring af enkelte legemsdele, at disse må siges at være i forrådnelse (fx [[koldbrand]]), så at stanken kan lade os tænke på forrådnelsens indtræden uden, at denne dog er til stede for hele legemets vedkommende. Det er foruden stanken den grønne farvning af underlivet, løsningen af overhuden, farvning af huden, hvor der ligger [[blodkar]] under den, hvor efter vi dømmer, at forrådnelsen er indtrådt. Men i hvilken rækkefølge, disse fænomener fremtræder og hvor snart efter døden, afhænger af flere forskellige forhold. Forrådnelsen kommer hurtigere ved varme, langsommere ved kulde, hurtigere hos mennesker med betændelsessygdomme (fx [[barselfeber]]), langsommere hos sunde. Der er tilfælde, hvor et lig slet ikke rådner, fx i [[frost]].

Jævnsides med forrådnelsen optræder en del dødstegn, som beror på udtørringen af enkelte dele af legemet, dels ved at vædskenvæsken trækker sig bort til andre dele af legemet, dels ved at vandet fordamper. Således afhænger de "brustne øjne" til dels af, at vædskenvæsken fra [[øjeæble]]t trækker ud og senere fordamper. De "brustne øjne" begynder ved selve dødens indtræden og viser sig ved en delvis udspiling og stivhed af pupillen, ved tab af glans af hornhinden og ved tab af spænding. Senere hen tiltager alle disse forhold, og når forrådnelsen indtræder, synker øjeæblerne stærkt sammen. Mens de "brustne øjne" på de senere stadier er lette at erkende også for lægfolk, så er det ofte vanskeligt at erkende dette forhold straks, og til en vis grad kan man se brustne øjne uden, at døden er indtrådt eller indtræder, fx ved dybe [[besvimelse]]r.

Det vil af ovenstående være klart, at det ikke går an at opstille et enkelt kendemærke som ganske afgørende og nødvendigt dødstegn. Der imod vil en sammenstilling af flere dødstegn altid sikre os mod en miskendelse af, om døden er indtrådt eller ikke, i hvert fald gælder dette, hvor der er tale om [[ligsyn]] udført af en uddannet [[læge]] eller en med lig meget fortrolig person.

[[Kategori:Liv| Død]]