Romerriget: Forskelle mellem versioner

'''Romerriget''' ({{lang-la|Imperium Rōmānum}}) var perioden efter den [[romerske republik]], som markeres ved Romerrigets overgang fra en republik styret af det [[romerske senat]] til et kejserrige. Overgangen til et kejserige begyndte med at [[Julius Cæsar]], under et periode med borgerkrige og politisk ustabilitet, blev udnævnt som evig diktator og derefter myrdet i 44 f.Kr.,. hvorefterI de efterfølgende stridigheder om magten vandt Cæsars adoptivsøn, [[Octavian]] vandt, kampen for at blive hans efterfølger ved, at sejresejrer over [[Marcus Antonius]] og [[Cleopatra]] i [[Søslaget ved Actium|slaget ved Actium]] i 31 f.Kr.. Efterfølgendei gav[[Egypten]]. detDet romerske senat ham derefter den overordnede magt og den nye titel ''[[Augustus]]'' i 27 f.Kr., som derved ente den romerske republik.

De første to århundreder af imperiets eksistens var en periode med hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som ''[[Pax Romana]]'' ("Romersk fred"). Efter mordet på [[Caligula]] i 41 e.Kr, overvejede Senatet kortvarigt at genoprette republikken, men [[Prætorianergarden]] proklamerede [[Claudius]] kejser i stedet. Efter Claudius efterfølger [[Nero]] begik selvmord i 68 e.Kr, var [[Vespasian]] triumferende i 69 e.Kr. om kampen om kejserembedet via oprettelse af det [[flaviske dynasti]], hvorefter han blev efterfulgt af sin søn [[Titus]], som åbnede det [[Colosseum|Flaviske Amfiteater]] kort efter udbruddet af [[Vesuv]] i 79 e.Kr.. Efter en lang periode med borgerkrige begyndte [[Diocletian]] [[Tetrarkiet]], som lod fire forskellige kejsere regerede imperiet på én gang. Dette arrangement var i sidste ende forgæves, hvilket førte til en borgerkrig, der blev endeligt afsluttet af [[Konstantin den Store|Konstantin I]], som besejrede over hans rivaler og blev den eneste hersker af imperiet. [[Theodosius I]] blev den sidste kejser til at regere et forenet imperium.

[[Alarik 1.|Belejringen af Rom i 410 e.Kr.]] af [[vestgoterne]] og igen i 455 e.Kr. af [[Vandalerne]] fremskyndte det vestlige imperiums forfald. Depositionen af kejser [[Romulus Augustus]] i 476 af [[Odoaker]] er dog generelt accepteret som, at markerer afslutningen på [[Vestromerske rige|Det Vestromerske rige]]. Det Østromerske Rigerige (senere kendt som [[Det Byzantinske Rige|Det Byzantinske rige]]) forblev en af ​​de førende magter i verden indtil det til sidst faldt til dedet [[Osmanniske Rige|osmanniskeOsmanniske tyrkererige]] i 1453 e.Kr ved [[Konstantinopels fald]].

Romerriget var en af de største imperier i historien, med en territorial udstrækning som strakte sig over både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 3">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 3.</ref> Det latinske udtryk ''imperium sine fine'' ("imperiet uden ende"<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 29; translated as "power without end" in Pat Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'' (Routledge, 2001), side 16.</ref>) brugtes til at udtrykke ideologien, at hverken tid eller rum begrænsede imperiet. i [[Vergil]]s episke digt ''[[Æneiden]]'', skrives det, at det grænseløs imperium var givet til romerne af deres øverste guddom [[Jupiter (gud)|Jupiter]].<ref>Vergil, ''Aeneid'' 1.278; Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 29; David J. Mattingly, ''Imperialism, Power, and Identity: Experiencing the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2011), side 15; G. Moretti, "The Other World and the 'Antipodes': The Myth of Unknown Countries between Antiquity and the Renaissance," in ''The Classical Tradition and the Americas: European Images of the Americas'' (Walter de Gruyter, 1993), side 257; Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine,'' side 16.</ref> Denne påstand om universel herredømme blev fornyet og foreviget da imperiet kom under kristen styre i det 4. århundrede.<ref>[[Prudentius]] (348–413) in particular Christianizes the theme in his poetry, as noted by Marc Mastrangelo, ''The Roman Self in Late Antiquity: Prudentius and the Poetics of the Soul'' (Johns Hopkins University Press, 2008), side 73 og 203. [[St. Augustine]], however, distinguished between the secular and eternal "Rome" in ''[[De Civitate Dei|The City of God]].'' See also [[J. Rufus Fears]], "The Cult of Jupiter and Roman Imperial Ideology," ''Aufstieg und Niedergang der römischen Welt'' II.17.1 (1981), side 136 ''et passim'', on how Classical Roman ideology influenced Christian Imperial doctrine; Peter Fibiger Bang, "The King of Kings: Universal Hegemony, Imperial Power, and a New Comparative History of Rome," in ''The Roman Empire in Context: Historical and Comparative Perspectives'' (John Wiley & Sons, 2011); and the Greek concept of globalism ''([[ecumene|oikouménē]]).''</ref>