Jazz: Forskelle mellem versioner

Jazzen har sin oprindelse i et krydsfelt mellem europæiske og afroamerikanske musiktraditioner. Tidlige eksempler på denne syntese er [[ragtime]], [[blues]] og [[gospel]]. Der var som udgangspunkt tale om udpræget gehør-musik, som i 1800-tallet blev spillet uden noder på de mange forskellige brugte musikinstrumenter, der i [[Sydstaterne]] for forholdsvis billige penge overalt i de større byers marskandiserbutikker pludselig blev tilgængelige for selv den fattigste menigmand blandt den farvede befolkning. Årsagen hertil skyldtes overvejende de mange opløste militærorkestre hos den tabende part (Sydstaterne) efter afslutningen på [[Amerikanske borgerkrig|Den amerikanske Borgerkrig]] i 1865. Noder var derimod anderledes dyre at købe, og musikundervisning var kun noget, som overklasssen og middelklassen<ref>I Sydstaterne bestod middelklassen for en ikke ringe dels vedkommende af kreoler, dvs. mulatter af fransk- eller spansktalende hvide fædre og sorte mødre. Den franske katolicisme var i modsætning til den engelske evangeliske menighedsteologi betydelig mere ansvarlig og rummelig i sit menneskesyn i henseende til væsentlige humane spørgsmål, som fx racisme og faderskab o.lign. Den påså og sørgede for, at fædrene drog passende omsorg for såvel deres ægte som uægte afkom uanset hudfarve (egentlige giftermål mellem hvide og sorte var dengang forbudt ved lov). Det fik til følge, at kreolerne stort set var de eneste farvede jazzmusikere, som fra barnsben kunne have opnået at få fx en musikuddannelse. Og det blev derfor langt overvejende kreoler, der blev overdraget de orkesterpladser, som forudsatte et vist kendskab til noder og harmoniteori, dvs. instrumenter som klaver, tenorbanjo og guitar o.lign. Også inden for kunst og litteratur gjorde kreolerne sig gældende. Den verdensberømte forfatter ''Alexandre Dumas'' til bl.a. romanerne "De tre Musketerer" og "Greven af Monte Christo" fra 1840'erne, var således kreoler som søn af en fransk adelsmand og en sort slavinde fra Caribien.</ref> havde råd til. Et veludviklet godt gehør<ref>Det er her karakteristisk, at mange af de mest berømte pionerer blandt de allerførste jazzmusikere - på samme måde, som det også var tilfældet med Bach, Mozart og Beethoven - besad [[absolut gehør]] med deraf følgende overlegenhed vedrørende specielt improvisations-spillet (gælder fx Louis Armstrong, Sidney Bechet, Kid Ory, Jack Teagarden, samt sang-solister som Ella Fitzgerald og Frank Sinatra, o.a.). Det langt mere almindeligt forekommende ''relative gehør'' og så det mere sjældne ''absolutte gehør'' svarer i omvendt forhold nogenlunde til forskellen mellem farveblinde og farveseende. En farveblind (ca. 8 % af befolkningen) har svært ved at se på en farve og umiddelbart kunne identificere den som grøn, medmindre der helst er en i forvejen udpeget farve (fx rød) at kunne sammenligne med. En fodboldtilskuer med et alm. relativt gehør har ligeledes svært ved at fastslå den tone, som dommerens fløjte lyder med. Men hvis han udstyres med en [[stemmegaffel]], der anslået lyder som et A, kan han med et ellers tilpas veludviklet relativt gehør via en sammenligning forholdsvis nemt afgøre, at dommerfløjten reelt måtte være stemt i G. Absolut gehør er primært et medfødt talent, der hyppigt ses nedarvet i familier. Det er blevet anslået, at ca. én ud af ti tusinde mennesker verden over (ca. 0,01 %) skønnes født med denne relativt sjældne egenskab, der giver mulighed for at kunne identificere både akkorder og toner helt umiddelbart og uden brug af referencetoner, som fx en stemmegaffel el.lign. Men dette skøn er dog formentlig noget underdrevet. - Det er imidlertid ikke altid en ubetinget fordel med et absolut gehør som musiker, da fx et knapt så velstemt klaver, der ikke mere helt holder [[kammertonen]], som regel ikke generer de fleste musikere med relativt gehør noget videre, men tit ses at kunne bringe en medspillende musiker med dette anderledes fine gehør helt ude af fatningen under det orkestermæssige samspil.</ref> var derfor nærmest et uomgængeligt krav for at kunne indgå i et orkestermæssigt samspil af den art.

 

 

Efter 1. Verdenskrig begyndte kendskabet til jazzen at brede sig til Europa. Grammofonplader med jazzmusik dukkede op fra USA, og senere kom også jazzmusikere tilrejsende fra USA. Europæere begyndte selv at spille jazz, og flere [[klassisk musik|klassiske]] komponister som [[Igor Stravinskij]], [[Maurice Ravel]], [[Paul Hindemith]], [[George Gershwin]], [[Darius Milhaud]], [[Kurt Weill]], [[Dmitrij Sjostakovitj]] samt ikke mindst danske [[Niels Viggo Bentzon]], lod sig gerne påvirke heraf.

 

 

[[Fil:Duke Ellington Big Band.jpg|left|thumb|'''Duke Ellington Big-Band''',1963 <ref>[https://www.youtube.com/watch?v=hRGFqSkNjHk/ ''Musikvideo: "Take the A-Train" (Duke Ellington's Big-Band,1963)'']</ref>]]

Succesen bevirkede imidlertid, at det med tiden begyndte at knibe med tilstrækkelige engagementer til det nærmest eksploderende antal store Big Band, som hos de pågældende orkesterledere til sidst begyndte at vise sig temmelig kostbare at vedligeholde på såvel lønningslisten som udgiften til transport mellem spillestederne rundt omkring (de såkaldte "One-Night Stands"). Det blev i længden kun de allermest berømte og mest velspillende professionelle Big Band, der kunne holde standarden og svare enhver sit, mens flere af de dygtigste blandt solisterne i de øvrige orkestre ikke syntes, at de dalende honorarbetalinger grundet det utilstrækkelige antal engagementer til de alt for mange orkestre efterhånden var værd at spille for. Desuden var nogle af solisterne blevet interesseret i muligheden af at kunne benytte lejligheden til selv at bryde ud og forny jazzmusikken med nogle af deres egne mere eller mindre kreative/revolutionerende musikalske ideer.