Frederik 1.: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m sprogret
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m sprogret
Linje 77:
I hertugdømmerne havde kongen, understøttet af sine luthersk sindede råder, allerede på landdagene i [[Rendsborg]] i 1525 og [[Kiel]] i 1526 sikret evangeliets forkyndelse, uden at der prædikedes "fabler", mod at tienden og lignende ydelser sikredes gejstligheden. En lignende stilling indtog han i Danmark. Vel havde han i sin håndfæstning måttet forpligte sig til ikke at tilstede nogen kætter, Luther’s disciple eller andre, at prædike eller lære og at straffe dem på liv og gods. Men alligevel udstedte han kongelige beskærmelsesbreve, hvorved det tillodes "''at prædike Guds Ord og Evangelium''", og hvorved prædikanterne unddroges prælaternes jurisdiktion. Med kraft hævdede han på herredagene i Odense 1526 og 1527 en slags trosfrihed, idet han forlangte, at prælaterne først måtte føre bevis for, at prædikanternes forkyndelse af "''Guds Ord og Evangelium''" var kættersk, og idet han hævdede, at han som konge ikke var sat til at dømme sjælene, så lidt som han kunne tvinge nogen til at være i kloster: "''hvo som enten vilde gifte sig eller løbe af Kloster, maatte gøre det paa sit eget Eventyr''". Da han tillige ved adelens hjælp skaffede sig supremati i kirkens anliggender ved bestemmelsen om, at bekræftelser på bispedømmerne ikke skulle søges i Rom, men hos kongen selv, og da han ved borgerstandens hjælp på herredagen i København 1530, uden at det lykkedes prælaterne at føre bevis for fripræsternes kætterske lære, havde fået vedtaget en lovbestemmelse om ordets friere forkyndelse under ansvar over for kongen, havde han ved sin snilde adfærd skaffet den fri læres forkyndelse en temmelig fri og uanfægtet stilling; derimod fik prælaterne sikkerhed for tiendens ydelse.
 
At kongen ikke kunne gå videre, lå i hele den politiske stilling; han kunne i Kampenkampen mod Christian II ikke helt bryde med gejstligheden og sit for størstedelen katolske rigsråd. Christian II havde atter nærmet sig katolicismen og udsonet sig med pave og kejser. I 1531 lykkedes det ham endelig at foretage sit store tog til Norge, hvor han optrådte til forsvar for den katolske lære. Da Christian II ved et frækt brud på tro og love, hvori Frederik dog synes at have mindre skyld end hans danske og holstenske råder, var blevet fængslet på [[Sønderborg]], blev rigets stilling derved ingenlunde bedre. Sammenholdet mellem de 3 forbundsfæller, Danmark, Sverige og Lübeck blev mindre. Lübeck begyndte under [[Jørgen Wullenwever’sWullenwever]]s ledelse at ville tiltrodsetilvinde sig egenrådigt handelsvælde, og Frederik måtte i sine sidste regeringsmåneder ad diplomatisk vej gøre forgæves forsøg på at forsvare den mod Christian II begåede troløshed. Vel blev Norge efter sit frafald til Christian II atter uden større vanskelighed bragt til ro, men det var endnu ikke lykkedes kongen at få nogen af sine sønner anerkendt som sin efterfølger, før han døde på Gottorp.
 
== Død og begravelse ==