Frederik 1.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
||
Linje 45:
I [[1481]] døde Christian 1., og dronning Dorothea ønskede, at begge hendes sønner Hans og Frederik skulle tilgodeses, og helst sådan at Frederik fik [[hertugdømmerne]] [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]]. I hertugdømmerne Slesvig og Holsten var i det mindste en del af ridderskabet ingenlunde tilfreds med personalforbindelsen med Danmark således, som forholdene havde udviklet sig under Christian 1. Kort før faderens død havde ridderskabet derfor ansøgt om, at Frederik måtte blive opdraget i hertugdømmerne som landenes tilkommende hersker, hvilket kongen samtykkede til. Efter faderens død mente hertug Frederik, at han havde ret til hertugdømmerne og fandt heri straks en støtte i moderen, men da Hans ikke ville opgive sine rettigheder til landene og heri fandt en støtte hos det danske rigsråd, enedes man til sidst på en landdag i Kiel i november 1482 om at hylde begge brødrene som arveherrer. Hertug Frederik blev bragt til hertugdømmerne og opdroges her under sin moders formynderskab; til lærer havde han holsteneren Enevold Sovenbroder, provst ved [[Slesvig Domkirke]].
Først efter, at han var blevet myndig, foretoges den [[10. august]] [[1490]] en deling af landene, i den gottorpske og segebergske del, dog således, at der tillagdes hver del spredte besiddelser i begge lande, og at højheden over ridderskab og prælater blev hos begge fyrster i forening, hvorved man mente at redde [[Ribebrevet|Ribe-Overenskomsten]] af 1460 om landenes udelelighed. Som yngre broder fik Frederik ret til at vælge først og valgte den gottorpske del med hovedsæde på [[Gottorp Slot]].
Delingen af hertugdømmerne anså Frederik som en forurettelse. Til gengæld gjorde han i kraft af sin formentlige arveret også krav på del i kongerigerne, nemlig på halvdelen af Norge og, ifølge tidligere skik i middelalderen, også på len i Danmark, nemlig Lolland, Falster og Møn. Rent grebne ud af luften var disse påstande ikke, om de end, navnlig for Norges vedkommende, var i høj grad overdrevne; i unionstraktaten i Bergen 1450 var nemlig udtrykkelig udtalt, at de af kongernes børn, der ikke opnåede kongeværdigheden, skulle forsørges i hvert af rigerne på tilbørlig måde. En sådan forsørgelse opnåede Frederik imidlertid ikke: for Danmarks vedkommende blev hans fordringer afviste på en af alle stænder sammensat rigsdag i [[Kalundborg]], der fastslog Danmarks udelelighed ifølge dets stilling som valgrige (21. maj 1494). Der var således tidligt en personlig strid mellem de to brødre.
| |||