Neuropsykologi: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
No edit summary
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
Linje 3:
Den kliniske neuropsykologi anvender neuropsykologiske tests til at vurdere de følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kognitive følgevirkninger efter en [[hjernenskade]]. En stor del af den viden man har om hjernens funktion stammer fra hjerneskadepatienter, hvor man har været i stand til at lokalisere skaden og sammenholde det med manglende eller nedsatte kognitive funktioner. Lægen [[Paul Broca]] var en af de første, der anvendte denne metode. Patienten Tan havde en særlig taleforstyrrelse ([[afemi]]) og ved hans død opdagede Broca skader i en del af hjernen, der i dag kendes som Brocas område.
 
Siden 1990'erne er scanninger og især PET-scanninger i stigende grad blevet anvendt til at undersøge sammenhængen mellem kognitive og hjernefysiologiskeneurofysiologiske funktioner. Ved at måle (forskellen i) blodgennemstrømningen i hjernen kan man lokalisere de fysiske områder, der aktiveres, når for eksempel en forsøgsperson bliver bedt om at tælle til ti. Hjernescanninger kan også vise, hvordan bestemte følelsesmæssige reaktioner og tilstande er forbundet med øget aktivitet i bestemte områder i hjernen.
 
Neuropsykologien tilbyder også en metode til at undersøge det såkaldte [[psykofysiske problem]] eller sjæl/legeme problemet, som det kaldes inden for [[filosofi]]en, hvor det diskuteres, hvorvidt psykiske tilstande kan forklares og forstås på baggrund af deres fysiske og fysiologiske korrelater.