Versionen fra 14. jan. 2016, 22:38 redigér Toxophilus (diskussion \| bidrag) Udvidede bekræftede brugere, Patruljanter 103.849 edits m Wikilink ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 10. mar. 2016, 12:59 redigér fjern redigering 109.56.171.229 (diskussion) No edit summary Tag: Visuel redigering Gå til næste forskel →
Linje 5: Pavedømmets autoritet hviler på Kristi ord til apostelen Peter: "Du er Peter, og på den [[klippe (geologi)\|klippe]] (''petros'') vil jeg bygge min [[Kirke (institution)\|kirke]]." Som biskop af Rom indtog paven ingen særstilling i kristenheden før på [[700-tallet]]. Så langt havde han søgt verdslig beskyttelse hos den romerske [[kejser]] i [[Konstantinopel]]/Byzans, men første [[jul]]edag [[800]] opstod "Vest-Rom" da [[pave Leo 3.]] kronede [[Karl den store]] til kejser i [[Peterskirken]]. Kejserlig beskyttelse betød kejserlig kontrol over kirken, men i [[1000-tallet]] tog [[pave Gregor 7.]] (1073-85) til orde for kirkens frigørelse fra verdslig indblanden. Her gjorde [[investitur]]-striden mest af sig (om hvem der skulle udnævne biskopper). Den pavelige domstol var også meget søgt af lokale fyrster som [[voldgift]]sdomstol, fordi den var hævet over nationale hensyn. [[Korstog]]ene havde ikke være mulige uden en styrkelse af kirkens autoritet. Kirken var alene om at kunne koordinere så enorme militære operationer og virke samlende på så forskellige folkeslag. Men efter 1300-tallet tabte pavedømmet megen magt til fyrsterne, og til kirkemøder kaldet konsiler. <ref>[[Kurt Villads Jensen\|Jensen, Kurt Villads]]: ''Korstogene'' (s. 208), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref> Før [[1870]] styrede paverne større dele af [[Italien]] ([[Kirkestaten]]), men de tabte disse områder, da kongen af [[Sardinien]] besatte Kirkestaten for at samle Italien til én nation. Paven trak sig da tilbage til Vatikanet, og nægtede at anerkende Italien. Først i [[1920'erne]] ~~tallet~~ klarede den daværende statsminister, [[Benito Mussolini]], at opnå forsoning med paven gennem [[Laterantraktaten]]. Da denne blev undertegnet, og Vatikanet dermed godkendt som en uafhængig stat med paven som overhoved, var det under henvisning til en af [[Birgitta af Vadstena]]s talrige åbenbaringer i [[1300-tallet]], hvor hun havde udtalt, at pavens verdslige magt altid burde være lille, og skitserede en størrelse omtrent som den, Vatikanet faktisk har fået. Birgittas åbenbaring blev også lagt til grund, da [[Giuseppe Garibaldi]] overtog Kirkestaten i [[1870]]. <ref>Ola Åmodt: ''Roma – legender og merkverdigheter'', Fritt forlag, Oslo 2006</ref> Den [[Romerskkatolske kirke\|Katolske Kirke]] forklarer pavens rolle som Kristi stedfortræder og katolikkernes leder på [[Jorden]] med passager fra [[Bibelen]] som, ifølge Den [[Romerskkatolske kirke\|Katolske Kirke]], beviser hans vigtige tilstedeværelse:

Pave: Forskelle mellem versioner