|
En '''herredsfoged''' var indtil 1919 navn på den embedsmand, der var [[dommer]] og [[øvrighed]] (politimester) i et [[herred]].
Om herredet i [[Forhistorisk tid|oldtiden]] har haft en fast forstander, kan der intet sikkert siges. Traditionelt opfattet vides ikkeførst lidt fra [[højmiddelalder]]ens tid, menog sandsynlighedenher taler sandsynligheden i højnogen grad derfor. Denne forstander har da svaret til gotalandenes herredshøvdinger og har ligesom disse været herredsmændenes anfører og formand for [[herredsting]]et. Når embedet alligevel ikke forekommer som eksakt [[Teknisk term|term]] i historisk tid, er det rimeligvis, fordi detvikingetidens er[[skipæn]] forsvundetvar samtidigdet medfremherskende element, atfremfor herrederne som militærdistrikter en gang i vikingetiden afløstes af [[skipæn]]herredet, og vi har da lov til i skipænforstanderne, de såkaldte styrismænd, at se de gammel[[senmiddelalder]]lige herredsforstanderes afløsereforgængere. HerredsforstanderneDe vartidlige ikkeforstandere kongelige,er meni den traditionelle historie opfattet som folkelige embedsmænd, hvis embeder måske ofte nedarvedes i bestemte slægter, men også kongen havde tidligt sin repræsentant i herredet, der oprindelig kaldtes [[bryde]], siden 13. århundrede ombudsmand. Denne repræsentant havde dog kun at varetage kongens interesser, og han var hverken herredsmændenes anfører eller leder af tinget, hvor han imidlertid kunde give møde, når hans forretninger krævede det. i senere tid, da [[ombudsmand]]en eller, som han efterhånden kaldtes, [[lensmand]]en, regelmæssig beskikkedes for flere herreder og hans virksomhedsområde i forskellig retning udvidedes, måtte han have en [[fuldmægtig]] til at møde for sig på tinge, og det er af denne fuldmægtigstilling, at det senere herredsfogedembede opstår. Dets udvikling falder i 14. og 15. århundrede., og benævnelsen for det veksler endnu på denne tid stærkt, idet man ved siden af herredsfoged også finder udtrykkene tingfoged og tingholder. Herredsfoged var ikke fra først af dommer, ja end ikke leder af forhandlingerne på tinge; hans hverv var snarere at anklage og at påse kongens interesse, men siden cirka 1400 trådte han i spidsen for herredstinget, og efter at han i nogen tid havde dømt sammen med tingmændene, blev han senest i 16. århundrede overalt enedommer, således at han kun i visse sager skulle tiltage meddomsmænd. Samtidig gik hans tidligere forretninger over til andre, dels [[ridefoged|ridefogdenridefogeden]], dels på steder [[delefoged|delefogdendelefogeden]]. I den følgende periode er herredsfoged da i det væsentlige kun dommer, selv om han også har visse administrative forretninger, f.eks. tilsyn med vejene, men i 18. århundrede bliver han tillige politimester og dermed den alm. underøvrighed på landet, og denne ordning holder sig, indtil retsplejelov 11. april 1916 adskiller retsplejen fra forvaltningen. Efter denne lov anvendes benævnelsen herredsfoged ikke mere, idet forretningerne nu er delte mellem [[underretsdommer]]en og politimesteren. At herredsfoged siden slutningen af 17. århundrede ofte tillige var [[byfoged]], er bemærket under herred.
Før 1660 udnævntes herredsfoged i reglen af lensmanden og toges altid blandt herredets bønder, selvejerbønderne eller kronens fæstere. Endnu ved år 1600 tales der om herredsfoged, der ikke kunne læse og skrive. Efter enevælden går udnævnelsen over til kongen, og embedsvirksomheden bliver mere og mere livsgerning, men da lønningen, som bestod i en frigård, det såkaldte [[dommerkorn]] samt nogle sportler, var i høj grad utilstrækkelig og juridisk uddannelse ikke krævedes, var indehaverne af embederne snarere ringere end i ældre tid. Indførelsen af juridisk eksamen i 1736 og lønningsvilkårenes forbedring gennem de stigende [[sportel]]indtægter gjorde dog efterhånden forandring heri, og siden slutningen af 18. århundrede var herredsfogeder altid jurister og tilhørte socialt overklassen.
|
