Jazz: Forskelle mellem versioner

 

Er det en jazzmusiker, der rent privat eksempelvis slås med at kunne håndtere sit eget personlige liv på ordentlig vis, høres meget ofte en solopræstation, præget af forskellige, fortrinsvis korte forrevne, mere eller mindre disharmoniske [[Frase (musik)|fraseringer]]. Mens en jazzmusiker, der vides personligt at have anderledes styr på tilværelsen, som oftest vil kunne høres at udtrykke sig med relativt lange afrundede og overvejende æstetisk meget vel udførte, harmoniske fraseringer.

Som eksempel på førstnævnte kan blandt mange andre peges på en af bebop-genrens betydeligste stilskabere, altsaxofonisten [[Charlie Parker]], der allerede i en ung alder af blot 35 år døde som et til sidst fuldstændig nedbrudt alkohol- og heroinvrag. Nøjagtig samme kun alt for unge alder opnåede den tilsvarende foregangsmand inden for den senere tilkomne stilart ''free-jazz'', tenorsaxofonisten [[Albert Ayler]], men hvor denne efterhånden følte sig så følelsesmæssigt splittet og tynget af voksende personlige problemer, at han til sidst ikke så anden udvej end at tage livet af sig selv ved at springe i floden East River i New York.

 

 

Samme velordnede liv gælder fx også Miles Davis’ berømte altsaxofonist fra cool-jazz perioden, [[Cannonball Adderley]], der i sine soloer høres med en bemærkelsesværdig lys og optimistisk, logisk gennemført frasering, præget af balance, sikkerhed og overblik - og det med et bagvedliggende personlighedsmæssigt overskud, som bl.a. også kan høres hos fx klarinettisten [[Benny Goodman]], pianisten [[Dave Brubeck]] og i moderne tid hos trompetisten [[Wynton Marsalis]], samt hos vores egen hjemlige, nylig afdøde verdensberømte jazzbassist, [[Niels-Henning Ørsted Pedersen]], m.fl.

Inden for jazz’ens mange kendte sangsolister bemærkes en lignende forskel, især med hensyn til den sangtekniske udførelse. Sammenligner man den som menneske yderst velfungerende og i alle måder særdeles dygtige, meget udadvendte og altid umådelig selvsikre jazzsangerinde [[Ella Fitzgerald]] (mezzosopran) med fx den samtidige og omtrent jævnaldrende, noget menneskesky [[Billie Holiday]] (alt), glimrer førstnævnte især ved sit langt større kunstneriske mod på brugen af den både musikalsk og stemmemæssigt meget krævende ''scatsong-teknik'' (dvs. spontant udførte improviserede [[koloratur]]-fraseringer indlagt i eller som hel eller delvis erstatning for komponistens egne nedskrevne melodilinjer). Billie Holiday havde på grund af sit vanskelige privatliv med både alkohol og narkotika, samt ikke mindst med sine voldelige parforhold, ikke tilnærmelsesvis det samme kunstneriske overskud til at udvikle og eksperimentere med sin sangstemme. Til gengæld vakte navnlig hendes fremførelse/foredrag af selve sangtekstens indhold stor opmærksomhed på grund af hendes usædvanlige indlevelsesevne og udtryksfuldhed i den musikalske fortolkning heraf. Der var her tale om en ganske særlig intim følsomhed, der klart havde sin baggrund i det meget belastende liv, hun både levede i og havde levet, præget af såvel afsavn som svigt, overgreb, tilsidesættelser og diskrimination. De heraf følgende psykiske konsekvenser i form af et eklatant manglende selvværd, kombineret med periodevis dybt frustrerende utilstrækkelighedsfølelser, gik ofte helt til kanten af udviklingen af egentlige depressioner.<ref>Jfr. selvbiografien, "Lady Sings the Blues" fra 1956, som Billie Holiday ifølge forlaget angiveligt selv skulle være forfatteren til, men som senere viste sig reelt at være skrevet af en bekendt, musikjournalisten William Dufty - og det tilmed uden hendes medvidende. Forfatterhonoraret inkasserede William Dufty selv, og et efterfølgende løfte om at ville dele indtægterne fra bogsalget med hende for at undgå retssag, blev aldrig opfyldt. ('Selvbiografien' forekommer dog på nogle punkter ikke at være helt i overensstemmelse med visse faktuelle forløb og begivenheder).</ref> Hele hendes kunstneriske virke kan med rette betegnes som ét langt anråb om personlig accept, godtagelse og anerkendelse. - Forskellen på de to verdensberømte kunstneres karriere og skæbneforløb inden for jazzmusikken kan bl.a. ses afspejlet i deres levealder. Ella Fitzgerald blev 79 år, Billie Holiday blot 44 år gammel. (Død af henholdsvis diabetes og alkohol/narkotika).