'''Alphonse François Marie Guérin''' (født [[9. august]] [[1817]] i [[Ploërmel]], [[Morbihan]], død [[21. februar]] [[1895]] i [[Paris]]) var en [[Frankrig|fransk]] [[kirurg]].
Guérin studerede i Paris, blev ''interne'' 1840, [[anatomi]]sk assistent 1843, tog [[doktorgrad]]en 1847 med en [[afhandling]] ''De la fièvre purulente''. Han var derefter [[prosektor]] 1849—53 og hospitalskirurg 1850 og blev overkirurg ved [[Hôpital Saint-Louis|Saint-Louis]] 1863 og ved [[Hôtel-Dieu]] 1872. Han skrev ''Mémoire sur les rétricissementsrétrécissements de l'urèthre'' (1857), og den senere ofte udgivne ''Traité de chirurgie opératoire'' (1855), ''Maladies des organes génito-externes de la femme'' (1864). Guérins berømmelse skyldes blandt andet hans teori om [[septikæmi]]ens genese ved levende småorganismer i luften, en doktrin, som han oprindelig var kommet ind på i sin these, i hvilken han hævdede, at en [[Miasmateorien|miasmatisk]] [[forgiftning]] var årsagen til en purulent [[infektion]]. I 1870, da hospitalerne var overfyldte med sårede, slog den uhyre dødelighed blandt de opererede ham, og Guérin mente da, at miasmerne kunne være lignende smålegemer, som de, [[Pasteur]] havde påvist i [[luften]], og for at undgå dem, indførte han, med held, en forbinding med [[vat]]. Han fremlagde 1878 denne opfindelse, et af de første stadier af den moderne vatforbinding, i [[Académie nationale de médecine|Akademiet]], af hvilket han var blevet medlem 1868, og hvis præsident han var fra 1881. Metoden skildrede han i ''Du pansement ouaté et de son application à la thérapeutique chirurgicale'' (1885).
