Preussen: Forskelle mellem versioner

Landstrækningerne langs Østersøens sydkyst mellem Pommern og Livland, de senere preussiske provinser Øst- og Vestpreussen, synes ved vor tidsregnings begyndelse at have været hjemsted, i alt fald delvis, for folkeslag af gotisk herkomst, men i 6. århundrede gav disse stammer plads for et folk, preusserne (pruzzer, latin: ''borussi''), hvis sprog, der endnu i slutningen af 17. århundrede ikke var helt uddødt, sammen med litauisk og lettisk udgør den baltiske sprogklasse, nær beslægtet med slavisk. Preusserne ernærede sig ved agerbrug, kvægavl, fiskeri og en ret livlig handel, idet fremmede købmænd hyppig besøgte deres land, der alt i oldtiden var bekendt for sin rigdom på rav. De var delte i stammer, som på patriarkalsk vis styredes af høvdinger, men ved siden af disse havde præsterne en vigtig politisk betydning og øvede som indehavere af de nationale traditioner en stor magt over folket, der under deres påvirkning ikke alene hårdnakket holdt fast ved sin gamle hedenske tro, men atter og atter optog en lang, fortvivlet kamp for politisk uafhængighed. I slutningen af 10. århundrede trængte de første kristne missionærer ind i Preussen, men mødtes straks med afgjort uvilje af befolkningen, og flere af dem måtte bøde med livet for deres dristighed, således [[biskop]] [[Adalbert af Prag]] (997). Polske fyrster søgte i løbet af 12. århundrede under blodige kampe at bringe preusserne bort fra hedenskabet, men udrettede intet, og en af dem, fyrst [[Konrad af Masovien]], henvendte sig da til den tyske ridderorden (1226), der gik ind på hans forslag om at erobre og kristne Preussen. Ordenens daværende højmester, [[Hermann von Salza]], modtog på ordenens vegne Preussen af kejser [[Frederik 2. (Tysk-romerske rige)|Frederik 2.]] som et tysk rigslen, og under ledelse af 20 ordensriddere med den tapre [[Hermann Balk]] i spidsen begyndte da den langvarige (1230—83) og blodige erobringskrig. Det endte med, at de preussere, der ikke flygtede til [[Litauen]], måtte underkaste sig og lade sig kristne. Under og efter krigen trængte tyskere i mængde ind i landet, fortrængte mere og mere de indfødte, byggede byer og indrettede landkommuner, mens den tyske ridderorden, hvis højmester [[1309]] flyttede fra Venezia til [[Marienburg Slot|Marienburg]], havde magten i landet. Der fulgte nu en rig blomstringstid for ordenslandene, men efter at Litauen og Polen var blevet forenet 1386, truedes ordenens herredømme dels fra denne nabo, dels fra landets egen adel og stæder, der under trykket af den stærk tiltagende skattebyrde krævede stænderrettigheder. Over for Polen led ordenen 1410 et stort nederlag under [[Slaget ved Tannenberg (1410)|slaget ved Tannenberg]], og da den til trods herfor stadig stillede sig afvisende over for adel og stæder, gjorde disse til sidst fælles sag med Polen, der efter nye angreb på ordenen tvang denne til at afstå landet omkring [[Wisła|Weichsel]], [[Vestpreussen]], mod at beholde det øvrige, [[Østpreussen]], som len af Polen ([[freden i Thorn]] [[1466]]). Under fortsatte kampe, der gik ud på at få lensforholdet til Polen ophævet, blev [[Albrecht af Preussen|Albrecht af Brandenburg-Ansbach]] ordenens højmester. Efter personlig påvirkning af [[Martin Luther]] gik han over til protestantismen, nedlagde sin værdighed som højmester og sluttede i Krakov forlig med Polens konge Sigismund (1525), hvorved Albrecht blev anerkendt som hertug af Preussen mod at aflægge lensed til den polske krone.