Ingeborg af Danmark (13. århundrede): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Tilføjede Kategori:Dronninger af Norge ved hjælp af Hotcat |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m småret |
||
Linje 6:
I 1250, da Ingeborg var seks år, blev hendes far dræbt i et baghold, arrangeret af hans egen lillebror, hendes farbror [[Abel af Danmark|Abel]]. Da kong Erik kun efterlod sig døtre, var Abel hans arving til tronen og lod sig udråbe til konge, efter at hans egne mænd havde sværget offentligt på hans uskyld. To år senere blev Abel selv dræbt under et bondeoprør. Abel efterlod sig i modsætning til Erik en mandlig arving, der imidlertid studerede i [[Tyskland]], og på vej hjem for at overtage tronen blev han taget til fange af ærkebiskoppen af [[Köln]]. Eriks og Abels yngste bror, [[Christoffer 1.|Christoffer]], undlod dog at betale løsepenge for nevøen. I stedet for udråbte han sig selv til Danmarks konge. Da Abels søn omsider kom hjem, blev der borgerkrig, hvor han undervejs fik titlen hertug af [[Sønderjylland]]. Ingeborg og hendes tre søstre blev kastebolde i dette magtspil. Deres mor var død, og farbroren, kong Christoffer, gjorde sig selv til deres formynder. Hans sidste politiske handel var at få giftet niecen Sofia med den svenske konge for på den måde at skaffe sig den mægtige [[Birger Jarl]]s støtte i kampen mod nevøen i Sønderjylland.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 82-4), forlaget Spartacus, Oslo 2009, ISBN 978-82-430-0478-8</ref> Det var i realiteten Birger Jarl, der regerede Sverige på vegne af sin uduelig søn, kong Valdemar.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 208)</ref>
== Ægteskabet med Magnus ==
Ingeborgs ægteskab var et led i hendes svigerfars, [[Håkon 4. Håkonsson]], anti-danske politik med at få [[Halland]] tilbage fra [[Danmark]]. Håkon ledte derfor efter en dansk prinsesse som ægtefælle til sin sidste levende søn, Magnus. Ingeborg egnede sig udmærket, da hun var arveberettiget til en række store godser spredt omkring i Danmark, i tillæg til [[Rold]] i [[Himmerland]] og byen [[Skanderup]]. Kontrol over denne arv ville give den norske kongefamilie et solidt fodfæste på dansk jord.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 81-2)</ref>▼
▲Ingeborgs ægteskab var et led i hendes
Da Christoffer 1. var død, sendte kong Håkon en forespørgsel til hans enke, [[Margrete Sambiria]], også kendt som "Sorte Grete" og "Margrete Sprænghest", om hun som Ingeborgs formynder ville give sin tilladelse til et ægteskab mellem pigen og hans søn, den norske tronarving Magnus. Men dronningen havde været meget imod Sofias ægteskab med den svenske konge og ville i hvert fald ikke tabe kontrollen over flere af "plovpenningpigerne", så hun sørgede for at få den syttenårige Ingeborg indespærret i et [[dominikaner]]kloster ved [[Horsens]]. ▼
▲Da Christoffer 1. var død, sendte kong Håkon en forespørgsel til hans enke, [[Margrete Sambiria]], også kendt som "Sorte Grete" og "Margrete Sprænghest", om hun som Ingeborgs formynder ville give sin tilladelse til et ægteskab mellem pigen og hans søn, den norske tronarving Magnus. Men dronningen havde været meget imod Sofias ægteskab med den svenske konge og ville i hvert fald ikke tabe kontrollen over flere af "
Det fik nu ikke kong Håkon til at tabe modet. I stedet for sendte han sommeren [[1261]] en ny delegation, bestående af syv krigsskibe og flere hundrede mænd, af sted under ledelse af biskoppen af Oslo, som også hed Håkon. Margrete Sambiria var imidlertid optaget af krigen, hun havde indledt mod sin svoger, kong Abels familie. Biskop Håkon besluttede så at tage direkte til Horsens, hvor han personligt gik op til klostret, der holdt Ingeborg indespærret, fortalte hende om sit ærinde, og bad hende om at bestemme, om hun ville følge med eller ej. Ingeborg foretrak en fremtid som norsk dronning frem for et liv som nonne og bad biskoppen om at komme tilbage efter hende, når hun havde pakket og gjort sig klar til afrejse. Men på sejladsen nordover fik nordmændene øje på en stor krigsflåde, der førte Birger Jarls banner. Det var kendt, at han nylig var blevet enkemand og gerne ville giftes med Ingeborg, der var søster til hans svigerdatter Sofia. Nordmændene kunne hurtigt regne ud, at Birger Jarl også var på frierfærd. Så de undlod at svare sendebuddet, han sendte hen til deres flåde med spørgsmål om deres ærinde, og sejlede i stedet for hurtigt tilbage til klostret, hvor de bevæbnet bad om at møde Ingeborg. Sammen med nogle tjenere og to danske riddere, der havde sværget hende troskab, skyndte hun sig ned til skibene sammen med det norske følge. Så hurtigt det lod sig gøre, sejlede de mod nord. ▼
▲Det fik nu ikke kong Håkon til at tabe modet. I stedet for sendte han sommeren [[1261]] en ny delegation, bestående af syv krigsskibe og flere hundrede mænd, af sted under ledelse af biskoppen af Oslo, som også hed Håkon. Margrete Sambiria var imidlertid optaget af krigen, hun havde indledt mod sin svoger, kong Abels familie. Biskop Håkon besluttede så at tage direkte til Horsens, hvor han personligt gik op til klostret, der holdt Ingeborg indespærret, fortalte hende om sit ærinde, og bad hende om at bestemme, om hun ville følge med eller ej. Ingeborg foretrak en fremtid som norsk dronning frem for et liv som nonne og bad biskoppen om at komme tilbage efter hende, når hun havde pakket og gjort sig klar til afrejse. Men på sejladsen nordover fik nordmændene øje på en stor krigsflåde, der førte [[Birger
Først kom de til [[Tønsberg]], hvor de hvilede ud. Derefter gik færden mod Bergen, hvor brylluppet skulle stå, men et kraftigt uvejr blæste op, og det tog skibene tre uger at kæmpe sig fremad en strækning, der normalt kunne tilbagelægges på en uge. Da de omsider drejede ind i Bergen havn, blæste det så slemt, at de måtte lægge til ved Laksevåg (Bergens nuværende værftsområde) i stedet for i den egentlige havn. Dagen efter blev kong Håkon og junker Magnus roet over fjorden til dem for at møde den forkomne danske prinsesse. Til gengæld blev bryllups- og kroningsfesten den mest storslåede fest, der nogensinde var afholdt i Norge. Henved 2.000 gæster medbragte dertil tjenere, kammerpiger, oppassere, livvagter, osv. Håkonshallen, der også i dag dominerer indsejlingen til Bergen, blev ved den anledning for første gang taget i brug. Nu var Erik Plovpennings to ældste døtre blevet dronninger i andre lande. Tilbage i Danmark var kun de to yngste, Agnes og Jutta. Enkedronning Margrete Sambiria fik dem hurtigst muligt ind som nonner i et dominikanerkloster i [[Roskilde]], men heller ikke dem kunne hun i længden holde indespærret. I [[1271]] greb de muligheden for at flygte fra Danmark og nåede frem til storesøsteren Sofia i Sverige. Installeret ved sin svogers luksuriøse [[hof]] indledte Jutta et forhold til kong Valdemar.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 85-7)</ref>
| |||