Urkristendommen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
|||
Linje 1:
'''Urkristendommen''' er den tidligste periode i [[kristendom]]mens historie; den begynder med [[Jesus af Nazareth|Jesu]] forkyndelse i [[20'erne]] e.
{{citat|Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.}}
Linje 7:
Det samfund kristendommen voksede frem i var på én gang præget af kulturel pluralisme, traditionalisme, internationalisme og patriotisme. Jesusbevægelsen begyndte i [[Galilæa]], der var et overvejende jødisk domineret landbrugsområde, men som samtidig var påvirket af de [[Hellenismen|hellenistiske]] bycentre i [[Syrien]]. Kort efter Jesu død blev bevægelsens tyngdepunkter dog flyttet mod byerne, først og fremmest [[Jerusalem]] og [[Antiokia]].
[[Judæa]] havde i flere århundreder været en del af den hellenistiske verden, og stærke udefrakommende kræfter påvirkede den jødiske kultur. Fx blev religion i højere grad et individuelt anliggende; den gamle handlings- og fællesskabsorienterede religions fokus ændrede sig, så det var den enkeltes tro der kom i centrum; loven skulle ikke længere blot opfyldes i handling, men også i holdning. Forestillingen om en fremtidig og ”dennesidig” frelse for hele Israels folk opstod i 6. årh. f.
I perioden omkring vor tidsregnings begyndelse var jødedommen præget af splittelse og intern strid, og den inkluderede mange forskellige grupperinger; nogen entydig [[ortodoksi]] fandtes derfor ikke. De fire mest dominerende var [[farisæer]]ne, [[essæer]]ne, [[saddukæer]]ne og [[sikarer]]ne, dertil kom de såkaldte [[zeloter]], der omfattede flere meget ekstremistiske og aktivistiske grupper, og som mente, at de ved aktiv handling kunne udløse dommedag. Andre grupper var fx samaritanerne, [[Johannes Døberen|Johannes Døber-bevægelsen]] og den såkaldte [[qumran]]sekt.
Linje 13:
[[Fil:Kinneret Genezareth Israel datafox.JPG|thumb|200px|[[Genesaret sø]] i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsen opstod.]]
== Historisk oversigt ==
Kristendommens tidligste historie inddeles traditionelt i tre faser: Først Jesu egen forkyndelse og dannelsen af [[Jesusbevægelsen]] omkring ham. Den næste er [[apostolsk tid|den apostolske tid]] (
Endnu var kirken ikke dannet i dens moderne form, men de institutioner og embeder der siden blev en vigtig del af den katolske kirkes organisationer tog deres begyndelse i [[efterapostolsk tid|den efterapostolske tid]] (år 70-140). Der blev fokuseret på at samle [[håndskrift]]er af apostlene, fordi [[Jesu genkomst]] ikke var så nært forestående, som man ellers havde forventet. Senere udvikledes [[oldkatolsk kirke|den oldkatolske kirke]] (år 140-311) med en mere afgrænset lære og udvikling af kirkeorganisationen. Perioden var fra begyndelsen præget af pluralisme, og nogen entydig teologi fandtes ikke endnu, men udvikledes først langsomt i løbet af de næste århundreder.
Linje 19:
Den danske [[teolog]] og religionsforsker [[Per Bilde]] har i sin beskrivelse af udviklingen, der førte frem til dannelsen af den nye selvstændige religion, lagt vægt på en række brud og vendepunkter, der hver især øger afstanden mellem de dominerende jødiske grupper og tilhængerne af Jesusbevægelsen. I begyndelsen opfattede de kristne og omverdenen sig selv som jøder, men en række konflikter med de dominerende jødiske retninger og nytolkninger af deres trosforestillinger betød, at de kristne til sidst udskiltes som en separat religion.<ref>Per Bilde (1999) pp. 166</ref> De vigtigste tendenser i deres formodede kronologiske rækkefølge er:
# Jesusbevægelsen, der samledes omkring den jødiske prædikant Jesus i Galilæa.
# Jesu død ([[29]] – [[33]] e.
#Opfattelsen af Jesus som en guddommelig figur etableredes i bevægelsen, et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.
# Samtidig opstod en følelse af eksklusivitet blandt tilhængerne, at være noget særligt i forhold til de øvrige jøder; bevægelsen fik nu karakter af et [[sekt]]fællesskab.
Linje 25:
# Med flytningen af sektens tyngdepunkt til stærkt helleniserede byer som Antiokia ændredes dens hovedsprog fra at være [[aramæisk]] til at være [[oldgræsk|græsk]]; dette skifte medførte en række gennemgribende nyfortolkninger af trosforestillingerne pga. den kulturelle påvirkning det nye sprog førte med sig.
# Med spredningen til byerne skiftede sektens miljø fra at være udpræget ruralt til at være internationaliseret urbant.
# Da Paulus træder ind i bevægelsen (
# Det antages, at den [[første jødisk-romerske krig]] (66-70 e.
# Udskillelsesprocessen blev afsluttet mellem [[90]] og [[110]], da bruddet mellem tilhængerne af kristendommen og den etablerede jødedom var endegyldigt, og de kristne udelukkedes fra den jødiske synagoge. En begivenhed der bl.a. skildres i [[Johannesevangeliet]]<ref>Se fx {{bib|Johs|joh|9|22}}, {{bib|Johs|joh|12|42}} & {{bib|Johs|joh|16|2}}</ref>. [[Ignatius af Antiokia]], der skrev omkring 110, skelnede da klart mellem det at være kristen og det at være jøde. Kristendommen fremstod nu fuldt og helt som en ny religion.
Linje 75:
I Paulus’ fortolkning af Jesu liv markerede hans henrettelse og efterfølgende genopstandelse et totalt nybrud med den traditionelle jødedom. Den gamle rabbinske jødedom drejede sig ifølge Paulus' opfattelse om at vente på forløsningen og Messias’ komme, og om i ventetiden at efterleve den [[Guddommelig lov|guddommelige lov]] til fuldkommenhed. Nu havde Messias været der i skikkelse af Jesus, og det blev nu et spørgsmål om tro; havde den gamle historie, som begyndte med syndefaldet, nået sin afslutning, og var en ny begyndt? Hos Paulus bestod troen således i den fuldstændige accept af, at Jesus var den salvede, og at han havde bragt [[Guds rige|gudsriget]] ned på Jorden. Genopstandelsen havde ændret verdensordenen, idet en død der levede betød at den synd der blev skabt ifølge [[1. Mosebog]] nu blev annulleret; et synspunkt, der gav bevægelsen et stærkt [[millenarisme|millenaristisk]] præg. I Paulus’ fortolkning var Jesu liv en rettesnor for mennesket, og med ham var den gamle lov blevet forældet og i stedet erstattet af [[syndsforladelse]]n. Paulus’ skrifter er de ældst bevarede kristne skrifter og har alene af den grund haft overordentlig stor indflydelse på senere tiders kristen teologi.
Den tidlige kristne bevægelse blev ledet af apostle og af de ældste ([[presbyter|presbýteroi]]) ifølge de beskrivelser af organisationen som findes i [[Apostlenes Gerninger]]. Titlen 'apostel' dækkede over flere funktioner, og definitionen er uklar i de ældste tekster; dette kan være tegn på en intern konflikt mellem grupper med forskellige opfattelser af deres position i bevægelsen. To definitioner af hvem der kaldtes apostel dominerede dog: personer der var godkendte som missionærer, og personer som havde fulgt Jesus selv og fået hvervet tildelt af ham personligt. Efter de oprindelige apostles død blev det nødvendigt at skabe en mere fast struktur for bevægelsen og etablere en hierarkisk opbygget ledelsesform. Den nye organisation blev skabt ud fra en model, der lignede den måde hvorpå andre religiøse og sociale fællesskaber i det omgivende samfund var opbygget. Og efterhånden etableredes faste embeder på grundlag af funktioner, der allerede fandtes i menighederne. Fra omkring [[110]] kendes de føste eksempler på [[biskop]]per, der alene stod i spidsen for en menighed, fx [[Ignatius af Antiokia]] og [[Polykarp af Smyrna]], men denne type embede nåede først til Rom ca. [[150]] e.
Jesu bror [[Jakob (apostel)|Jakob]] overtog formentlig lederskabet af den kristne menighed i Jerusalem i [[44]]; denne menighed havde den største autoritet inden for kristendommen i denne periode. Jakob kom til at stå for en linje, hvor bevægelsen i så høj grad som muligt blev tilpasset de dominerende jødiske grupperinger for at undgå konflikter. Den voksende nationalisme i det jødiske samfund og deraf øgede fokus på de religiøse traditioner gjorde imidlertidig situationen farligere for de kristne, og konflikter brød efterhånden ud alligevel, fx blev Jakob sammen med flere andre kristne henrettet i [[62]] på ordre af [[ypperstepræst]]en Ananus. Den spændte situation tog til efter [[Første jødisk-romerske krig|det jødiske oprør]] (66-70); templet i Jerusalem var nu ødelagt og den jødiske [[Ofring (jødedom)|offerpraksis]] var ikke længere mulig. Den farisæiske skriftfokuserede tradition oplevede nu på denne baggrund en voldsom vækst, der bl.a. medførte at afvigende grupper, som fx de kristne, blev marginaliserede og i flere tilfælde udstødt fra synagogefællesskabet.
Linje 92:
De kristne organiserede sig ligeledes i kollektiver eller foreninger (collegia/thíasoi), som var et vigtigt socialt element i det romersk-hellenistiske samfund. De fungerede ofte som begravelsesforeninger, [[laug]] eller som religiøse fællesskaber; medlemmerne var i reglen ligemænd og tilhørte samme stand; men fattige foreninger havde gerne en rig velgører. Nogle af disse foreninger benævnte sig selv ''ekklesíai'', hvoraf det moderne ord [[kirken|kirke]] [[Etymologi|stammer]]. En tilbagevendende begivenhed i foreningerne var fester, hvor alle medlemmerne samledes omkring et fællesmåltid. Deres styreform vekslede mellem at være [[demokrati]]ske og [[patriarkat|patriarkalske]]; de havde gerne en hierarkisk struktur med et ældsteråd (senatus/gerousia) i spidsen og valgte embedsmænd (magistres/arkhóntés). Ved siden af var det almindeligt med en række tjenestefunktioner, og de mest udbredte var forstander (prostátés), opsynsmand (epískopos) og tjener (diakonos). De kirkelige institutioner og titler, der senere i kristendommens historie voksede frem, fik sandsynligvis deres navne fra denne organisationsform.<ref>Laursen (1994) pp. 375</ref>
En helt anden udbredt fællesskabsform i antikken var filosofiske skoler dannet omkring en omvandrende lærer eller filosof. De mest kendte bevægelser af denne type var de [[Kynisme (filosofi)|kyniske]], [[Pythagoras|pythagoræriske]] og [[epikur]]æiske skoler. En kristen forfatter beskrev omkring [[200]] netop kristendommen som en filosofisk skole på linje med de førnævnte,<ref>[[Justin Martyr]]</ref> mens jøder i 1. århundrede e.
Menighederne fik deres særlige karakter pga. medlemmernes behov; de fleste af dem var både religiøse og sociale fællesskaber. Det rituelle fællesmåltid [[nadver]]en var et vigtigt religiøst og samlende element i menighedslivet, men formålet med det var i lige så høj grad omsorg med fattige og syge medlemmer. I løbet af det 20. århundrede har det været en udbredt opfattelse at de ældste menigheder primært bestod af fattige og uuddannede mennesker, men kilderne tyder på at mange af de kristne var relativt velstående, dog mest nyrige.<ref>se fx 1. kor.</ref> Den store gruppe af slaver og frigivne har sandsynligvis følt sig tiltrukket af kristendommens lighedssyn, men håndværkere og handlende har dog udgjort majoriteten af de første kristne.<ref>Laursen (1994) pp. 379</ref>
Linje 109:
== Ritualer ==
Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster, som nu udgør det gamle testamente, og brugte [[synagoge]]n som samlingspunkt for udbredelsen af læren om Jesus som jødernes, og hele verdens, Messias. Senere er teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold, inden for nogle samfund. Indtil 90 e.
Selv om nogle mennesker opfatter i dag Jesus som en reformator af jødedommen, reformerede Jesus dog ikke jødedommen i den forstand, at han ønskede den fortsat, tværtimod ønskede han at folk skulle kende Gud, ikke som religion, men som en "fader". Det er derfor også paradoksalt, at Jesus blev grundlægger af en netop ny religion, kristendommen, når han tog et opgør med organiseret tilbedelse af en gud i institutioner og regler til opnåelse af frelsen. Det er derfor heller ikke korrekt, at de kristne først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes, for Jesu budskab var allerede radikalt anderledes end den samtidige jødiske religion,
[[Fil:Giotto - Scrovegni - -27- - Expulsion of the Money-changers from the Temple.jpg|thumb|200px|left|Jesus uddriver de handlende fra templet, af [[Giotto di Bondone|Giotto]] (1266)]]
| |||